Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5380Visninger
AA

18. 15. ”Tag ham på intensivafdelingen hurtigt som muligt.”


 

Med et sæt vågnede jeg op, drivvåd af sved, i et sted jeg ikke kendte. Jeg tog mig til hovedet, da en svimmelhed meldte sig og jeg kiggede forvirret rundt. Selv om jeg ikke kendte stedet føleles det velkendt. Jeg så mig tvivlsomt rundt og en slange førte ind i min hånd og forsynede mig med frisk vand og noget beroligende.

En brunhårede kvinde sad i gæstestolen og stirrede tomt ud i luften. I et øjeblik troede jeg, jeg var havnet i endnu en drøm, men personen bevægede sig mod mig og personen, som jeg definerede som min mor, smilede lykkeligt til mig, og jeg gengælde hendes smil.

Vi kiggede kort på hinanden, men hurtigt bøjede Anne sig over mig og omfavnede mig i et trygt knus, som kun ens mor kunne give en. Hendes varme ånde mod min nakke fik nakkehårene til at rejse sig og kuldegysningen løb op ad min arme, der var dækket i sygehuset bløde, rene tøj. I et øjeblik glemte jeg, hvorfor jeg var her, men huskede efter korte sekunder, hvad der var sket.

”Hvad er der i vejen med mig, mor?” spurgte jeg, og hun trak sig langsomt fra mig. Hendes øjne blev driv våde af tåre, selvom det lykkeligste smil var plantet på hendes tørrede læber. I et øjeblik troede jeg, hun ville græde, men efter to minutter i tavshed, gled ingen tåre ned ad hendes kinder.

”Harry, hvorfor tror du, der noget i vejen med dig,” sagde min mor, og det blev tydeligt for mig, at hun snart brød ud i grød. Jeg kiggede spørgende på hende, men modsagde viljen til at hidsige mig op og gøre hendes dag værre. ”Måske lidt, men … ikke alvorligt.”

Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og den dårlige samvittighed bølgede op igennem mig, og selvom jeg ikke kunne gøre for det, fik jeg det dårligere, da tanken om, at jeg var grunden til hendes byrder.

”Moar.” jeg lænede mig ud over sengen og strøg hende over de våde kinder. I få sekunder var det som om alt stod stille, og jeg kunne uden problemer skubbe hende ind til mig og hendes hår kildede i min nakke. ”Du må ikke græde.”

”Jamen, jeg er ikke stærk,” snøftede hun og klyngede sig lidt til mig. I blide bevægelser nussede jeg hende på ryggen, og i et øjeblik blev jeg mindet om Emma, jeg havde løftet op i min seng, men slog det hurtigt væk.

”Jo du er, det ved jeg bedre end nogen anden,” sagde jeg og trak hende ud af min favn, som jeg havde holdt hende ind i. De flotte øjne lyste af grød, og nakkehårene rejste sig, mens kuldegysningerne vendte tilbage. ”Hvad belaster dig, mor, er du ikke sød at sige det, for ellers kan jeg ikke hjælpe dig, vel.”

Hun kiggede overraskede på mig, men skjulte det hurtigt med et nervøst smil. Jeg smilte beroligende til hende, selvom jeg følte mig nervøs og usikker.

”Alt det der sker for tiden,” sagde hun og satte sig tilbage i gæstestolen. Hun tørrede øjnene med bagsiden af hånden, inden hun forsatte. ”Det trænger op i hverdagen, og jeg spekuler på det for jeg står op til jeg går i seng. Måske er jeg bare en bekymret mor, der bekymre sig meget om sine børn, men … er der noget galt i det. Jeg mener med alt det, der er sket, især alt du har været igennem. Du ved overfaldet og din pludselige dårlige tilstand. Er jeg den eneste der sætter spørgsmålstegn til dit overfald, gør du det overhovedet selv, eller skal jeg være den eneste? Og hvad med politiet! De er ikke kommet et skridt nærmere, end da de begyndte!”

Forskrækket lyttede jeg med, og jeg opdagede, jeg aldrig havde sat et eneste spørgsmål til tingene omkring mig. Jeg sank en klump, og maven knurrede sig sammen. I et øjeblik lod jeg mærke til, at jeg havde det bedre og min reaktionsevne var vendt tilbage, men hurtigt efter den raske følelse kom brækfornemmelsen tilbage.

”Harry, er du okay, du er helt grøn i hovedet,” sagde min mor panisk og lagde en hånd på min pande. Hendes hånd var lun men koldere og behageligere end den brande varme fornemmelse, jeg havde rundt i min krop.

”Jeg har det fint mor,” forsikrede jeg hende, men hun ignorerede mig og skubbede mig ned i sengen igen og begyndte langsomt på at nusse min hovedbund. Krøllerne blev skubbet til side, og modvilligt begyndte jeg at nyde det. ”Bare en smule kvalme.”

”Det havde du også i ambulancen, og jeg vil ikke miste dig igen,” sagde min mor bestemt og blev ved med at masere hovedbunden til jeg næsten var helt væk.

”Hvad mener du med at miste mig?” jeg hævede mig op på albuerne og kiggede hende dybt ind i øjnene. ”Du vil aldrig nogensinde miste mig. Jeg har været her hele tiden.”

”Harry, du forstår det ikke …”

”Hvad forstår jeg ikke,” afbrød jeg hidsigt. Vreden, jeg prøvede at holde i mit indre, slap ud, selvom jeg ikke ønskede det, og jeg fortrød, hvad jeg sagde, da Annes øjne blev helt våde. ”Undskyld mor, det var ikke meningen, jeg skulle blive sur på dig. Undskyld, jeg er så ked af det.”

Det væltede ud af mig og i et øjeblik troede jeg, jeg aldrig ville stoppe med at tale igen, men da mor hævede hånden, tav jeg.

”Rolig nu, Harry,” smilede hun og tog min hånd. Hun knurrede den, tog en dyb indånding og forsatte med en rolig stemme, der smittede af på mig. Jeg sank sammen i sengen, som slugte min krop, mens jeg stilfærdigt lyttede med. ”Du har været igennem meget, og det er forståeligt, at du bliver hurtigt vred, da jeg ikke kan se grunden til at de overfaldte dig. Måske på grund af din berømmelse og dine penge, men det er stadigt uretfærdigt. Du har jo ikke gjort noget, der giver dem ret til det, og de vil aldrig finde en god grund. Alle ved, at der aldrig er en god grund til et overfald og det er bekymrende især for moderne. Vi kan ikke finde ro i sindet, før vores børn er trygge, og når nogen gør deres børn fortræd, hviler moren kun når banditterne er spærrede inde i lås og slå. Du skal vide, at jeg er bekymret for dig og det er derfor, jeg ikke kan lade vær med at være så svag, hvilket resten af familien allerede har lagt mærke til.”

”Jamen, hvad mener du så med at miste mig igen? Du har aldrig mistet mig, eller hvad?” Jeg kæmpede mod tårerne, der slørrede mit syn. Jeg blev rørt over det min mor sagde, og jeg opdagede, hvor meget jeg holdt af hende, og at hun holdt meget af mig.

”Harry, du misforstår mig,” grinede hun og satte sig bedre til rette i stolen. Jeg kiggede undrende på hende, men så væk i forsøg på at føle mig dummere, end jeg gjorde. ”Jeg mener, at du besvimede, og det vil jeg helst ikke have sker igen. Du ved morinstinktet.”

Jeg forsøgte at smile, men det falmede hurtigt, og mors bekymrede smil bredte sig igen på hendes tørrede læber. Det var tydeligt for mig, at hun troede der var noget galt, men jeg slog hendes omsorg væk med en hoved rysten og faldt atter ned til puden. Et suk forlod mine læber og i et øjeblik følte jeg mig sårbar og følelsesløs i min venstre arm. Tanken om drømmen og Emma i den smukke kjole stod klar i min forrentning. I et øjeblik huskede jeg betydningen af det knuste hjerte, men mors urolige adfærd fik hurtigt tanken væk.

”Harry, hvad er der.” hun greb fat i min arm, som om hun var bange for at jeg dejsede om igen. Jeg prøvede at smile beroligende til hende, men det falmede og jeg fik det dårligere. Svimmelheden tog over, og jeg greb ud efter min mors arm for at søge støtte. ”Skal jeg kalde på en læge.”

”Nej, nej, det går,” sagde jeg lidt forvirret. ”Jeg er bare en smule svimmel…”

”Men det plejer du ikke,” afbrød min mor mig og lod mig stramme grebet om hendes overarm, da svimmelheden blev værre. ”Er du sikker på, jeg ikke skal tilkalde en læge.”

”Tilkald en læge,” gispede jeg. Luftrøret slyngede sig sammen, og jeg følte, jeg blev kvalt. ”Jeg kan ikke få luft. Skynd dig!”

Bekymringen lyste ud ad hendes øjn, og jeg troede, det blev den sidste gange, jeg nogensinde vil se hende igen. Følelserne blandede sig sammen, og jeg var i tvivl om, jeg var bange. Frygten steg i mit indre, og da jeg vendte hovedet blev mit syn sløret af saltvandstårer, der trillede ned ad kinderne på mig.

Den sorte tunge dør blev smækket op, og drengene styrtede ind. Tårerne trillede ned ad deres kinder, og min mave knurrede sig sammen, mens jeg gispede efter vejret, der blev værre for hver minut, der løb ud.

Jeg prøvede at stoppe tårerne, men følelserne overmandede mig og sendte en ny strøm af tårer ned over mine kinder. Jeg så stille til, da drengene slog sig ned i min fodende, men Louis placerede sig tæt ved mit ansigt. Hans ansigt var mørkt af bekymring og de matte blå øjne blev blanke, da han opdagede mit vejrtrækningsproblemer.

”En eller anden tilkald en læge,” sagde Louis panisk og stirrede ned på mig. Jeg kiggede svimmel over på ham og det gik op for mig, at jeg måske aldrig vil se ham igen.

”Mor – læge,” stammede jeg svagt og flyttede tungen rundt i munden i håb om det ville hjælpe, men det blev værre. Panikken lagde sig over mig som en tæt tåge, men kunne ikke overvinde den store mængde af svimmelhed, som skyllede ud over og truede med at drukne mig.

”Harry, du skal klare den,” sagde Niall grædefærdigt. Tårerne løb ned ad kinderne på ham, selvom han gjorde det bedste for at holde dem tilbage. De andre drenge fik hurtig blanke øjne og efter få sekunder græd vi alle sammen. ”Bandet er færdigt uden dig.”

”Vel er det ej.” jeg støttede mig til albuerne og kom langsom op og sidde, men Louis lagde hånden på min brystkasse og skubbede mig ned igen. ”I kan sagtens klare jer uden mig.”

”Men …”

”Ikke noget men drenge,” afbrød jeg og forsatte, selvom luften var sparsom. ”Jeg ved, I kan kæmpe, jeg ved, I er mere værdifulde end nogen anden. I har stået ved min side siden vi kom sammen i et band, og jeg har aldrig mistet tilliden til jer.” jeg tog en indånding prøvede at ignorere den kvældende fornemmelse. ”Selvom jeg sikkert ikke vil forsætte eventyret, vil jeg gerne I tager det eventyr, jeg ikke får lov til at opleve. Og så må i love mig en ting i vil gøre, når jeg dør af ilt mangel.”

Drengene kiggede på hinanden, og deres ansigtsudtryk fortalte mig, at de ikke vil lade mig dø nu, men følelsen af det snart var slut flød igennem min tankegang.

”Hvad er det.” Louis rømmede sig og flyttede sig uroligt i sengen. I et øjeblik var jeg bange for at tage hans hånd, men tog modet til mig og fik hånden smuglet ind i hans. Han kiggede forskrækket ned på mig, men godkendte den hurtigt og faldt lidt til ro, selvom af hans muskler var spændt.

”Find Emma sig til hende, at den dreng der ikke har øje for hende, er verdens største tåbe, og at hun betyder meget for mig. Hun gør noget ved mig, jeg ikke selv forstår. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg har en ide. Jeg tror, jeg er forelsket i hende, men jeg er stadig i tvivl om, hvem jeg elsker mest.  Natalie eller Emma. De giver mig begge to forskellige følelser af tryghed, men alligevel står Emma i klarer billeder end nogen anden. Men på den anden side er hun mystisk og hemmelighedsfuld, og en del af mig råber efter af vide det, men alligevel ikke. Natalie derimod er venlig, men jeg føler mig narrede, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle vælge, hvis jeg fik valget. Jeg er bange for at sørger den jeg ikke vælger.”

Det hele flød ud som et vandflad, men jeg følte mig lettet over at få den tunge byrde, jeg havde bægeret rundt på i nogle måneder, delt med nogen og jeg var glad for, at det var drengene, jeg delte det med.

Døren sprang for anden gang op og en flok læger og min nærmeste familie væltede ind. Jeg sank en klump, og jeg var flov over, jeg havde glemt mit vejrtrækningsproblem. I et øjeblik troede jeg, det var blevet bedre, men hurtigt snørede luftrøret sig sammen og svimmelheden fik tilbage fald. Jeg dunkede ned i dyngningen af puder og vendte hovedet om mod drengene, der blev bandet væk af alvorlige læger.

I døråbningen stod Natalie og så til, mens jeg kæmpede for at holde mig i live. Hendes ansigt var følelsesløs og jeg slog de ubehagelige tanker væk.

”Tag ham på intensivafdelingen hurtigt som muligt.” en mandelig læge dukkede op af havet af læger. Mine øjne sved og følelsen af de var tunge som bly, fik dem til at lukke sig og i et øjeblik troede jeg, jeg havnede i paradis’ sal, men håbet blev slukket, da jeg fandt ud af, at alt forblev sort.

 

Hej igen. Jeg ved godt, jeg har ændret titlen, da jeg syntes titlen blev for lang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...