Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5500Visninger
AA

17. 14. Min underbevidsthed vil tale med mig


 

Jorden rystede under mig og følelsen af at verdens undergang skred i værk, fyldte mit sind, men ikke så meget som overraskelsen, frustration og vrede gravede sig ind i mit blod og trangen til at gøre dumt påvirkede mit sind. Jeg lukkede øjnene, strammede grebet om Natalies hånd, der havde flettet sig ind i mine, og prøvede at over komme alle de følelser i min krop.

Natalie trak forsigtig i min hånd, men jeg kiggede ikke på hende, selvom hun blev utålmodig og prøvede at få kontakt med mig, men fokusset var forsvundet og lysten til at tale med nogen forsvandt som duk for solen.

Efter nogle minutter som føltes som år, åbnede jeg øjnene og håbede bare jeg var havnet i en ond drøm og jeg vågnede op.

Blikket gled op over den hjemmelavede scene, hvor den lysthårede pige så forskrækket til, mens zooarbejderne kæmpede med at få den bevidstløse ulv ind i en kasse, der mindede mig om dem man transporterede katte i. Min mave vendte sig ved synet og fokusset svigtede igen.

Mine ben føltes langsomt som gele, og jeg støttede mig modvilligt til Natalie. Jeg stønnede anstrengende i forsøg på at holde mig på benene, men mine kræfter var brugt op, hvorefter jeg faldt til jorden med Natalies krop uden for rækkevide.

”Harry.” hendes bekymrede stemme trængte ind i min bevidsthed. Smilet gled tøvende over min løber, da jeg mærkede hendes tynde finger glide over min kind og videre til min kæbes linje. ”Harry luk øjnene op, kom nu.”

Jeg svarede hende ikke, men kæmpede mod smerten fra mit hoved og stemmerne, der fløj ind over mig. Jeg mærkede en ryste i mig, give mig en lussing på siden af hovedet, men i stedet for at gøre det bedre, gjorde de det værre.

”En eller anden ring til en ambulance,” skreg en stemme panisk og stemmen blev ved med dunke i mit hoved. Myrekryb bredte sig på min krop, og bekymringen lagde sig i min sjæl.

Høje mumlen brød ud blandt eleverne, og jeg følte, selvom jeg ikke kunne se, kamaraer og telefoner mod min krop. Sveden løb ned over mit ansigt og trillede ned i min nakke eller gennemblødte min T-shirt, der hurtigt klæbede sig til min krop. I et forsøg på at tale, samlede jeg mine kræfter og åbnede munden. 

”Emma,” hviskede jeg uhørligt. Emmas navn genlød i mit hoved og jeg kæmpede imod saltvandståre. Jeg klemmede øjnene hårdere sammen og prøvede at fokusser på et andet navn, men hver gange jeg åbnede munden blev Emmas navn udtalt.

”Harry, hvad siger du.” Natalies bekymrede stemme brød ind i mit sind. Jeg strammede læberne og prøvede at samle de forgående kræfter, men jeg var udmattet, og havde ikke energi nok til at få et ord mere ud over mine læber. ”Tal til mig, Harry.”

Hun lagde hænderne ved siden af mit hoved, og jeg var i tvivl om, hvad jeg følte ved hendes berøring. Jeg følte mig i tvivl over de blandede følelser, og jeg følte mig utryg og narrede, men alligevel var der en del i mig, der elskede hende alligevel, hvilket undrede mig.

”Natalie …” min stemme døde langsom hen, og frygten for at dø ramte hårdt. Jeg holdt tårerne tilbage, men følte alligevel noget glide ned ad mine kinder. I et øjeblik troede jeg det var mine, men jeg blev hurtigt klar over, at det var Natalies. I frygt for at miste hende, prøvede jeg at gribe ud efter hendes hænd, men signalerne havde forladt min krop, og det var Natalie, der tog min hånd.

”Du skal nok klare det,” stammede Natalies rystende stemme. Lysten til at mærke hendes læber mod mine greb fat i min sjæl, og den blev stærkere jo længere hun holdt fast i min hænd, der lå slap i hendes.

”J-jeg – J-jeg,” stammede jeg i forsøg på at sige tre små ord, der havde så stor betydning både for mig og for hende. Jeg sank en klump og prøvede igen, men det blev til det samme stammen, og jeg måtte opgive.

”Hvad vil du,” panikkede Natalie og strammede grebet om min hånd, mens lyden af en båre komme trillende i mod mig, fik tilskuerne omkring mig til at blive tavse og se spændt med, da en ukendt hånd gled op til min hals og fandt min bankende puls.

Ambulancemanden mumlede noget til sin makker, som jeg ikke kunne høre. Jeg følte mig udsat og uden for deres rækkevide, men slog det hen med, at det var på grund af min dårlige tilstand. I et øjeblik følte jeg deres hænder under min ryg, men de blev straks udløst af en båre, der var båd blød og hård på samme tid. Jeg vred mig ubehageligt fra smerten i min ryg.

”Nå, så der liv i ham,” mumlede en af dem og spændte mig fast, så jeg ikke kunne bevæge mig. De kørte mig mellem eleverne, der blev skubbet tilbage af de overraskede og bestemte lærere. Jeg hørte forskellige stemmer skælde nogle ud. Mit hoved dunkede smerte fyldt, og jeg troede, det snart skulle eksplodere.

Min mave vendte sig ved tanken om hjernemassen tværet ud over det hele, og vandet det lå i, var havnet i elevernes hår. Jeg bed tænderne sammen og holdt kvalmen nede.

”Han er helt …” personen stemme døde hen, da ambulancemændene åbnede døren og smækkede i efter dem. Larmen for salen dæmpede sig og mit hoved faldt langsom til ro, men det dunkede stadig, og jeg bed igen tænderne sammen for at holde smerten ude. Kæberne smertede efter få øjeblikke.

Hjulene på båren rullede larmende over asfalten, og jeg var glad for, jeg var spændt fast, for båren hoppede, når den kørte ind i de huller, der ikke var lavt efter alle de år. Jeg sank en klump og åbnede munden for at sluge den friskeluft, der ramte mig. Sveden køgelede ned, og efter langtid følte jeg mig nogenlunde godt tilpas.

Lysten til at tage med ambulancemændene forsvandt, og trangen til at blive ved Natalie rørte på sig. I et øjeblik ønskede jeg, jeg kunne slippe væk fra dem, men synet af katte boksen Emma var puttet ind i, drænede mine kommende kræfter og sendte mig tilbage til den dårlige tilstand.

Tanken om Emma fik min mave til at blive kold som is, og i et øjeblik troede jeg, jeg havde Emma Walters hænder i mine. Men jeg indså hurtigt, det var en strop, jeg havde knurret om.

Langsomt blev min føleevne formindsket, og bevidst vidste jeg bevidstløsheden nærmede sig. Men alligevel samlede jeg min styrke i mit hoved og prøvede at føle efter ting omkring mig, men det blev værre og jeg følte ikke længer ambulancemændenes tilstedeværelse og den milde blæst forsvandt. Følelserne omkring Natalie blev begravet i en styr dynge puder, jeg ikke kunne løfte.

”Harry.” En slog mig på siden af hovedet, og jeg opdagede langsomt, jeg havde overgivet mig. Jeg følte jeg skulle dø, da båren blev boret op i ambulancens lille rum. Min reaktions evne forsvandt, selv om jeg prøvede at finde energi til at sige noget, eller røre mig, men det var som om, nogen havde kortsluttet mit nervesystem.

Jeg havde ikke følt mig så sårbar siden overfaldet, og i min underbevidsthed tvivlede jeg på om det havde noget med det at gøre.

”Han taber snart bevidstheden,” sagde en fjern stemme og den nål der prikkede hul på min hud gjorde ikke ondt. Musklerne slappede af, og jeg lod mig falde ned i en lang tunnel af mørke.

I et øjeblik troede jeg den ville forsætte sådan, men efter det som føleles som år, landede jeg på en massiv overflade.

Menneske mumlen flød over det hele, og jeg troede, jeg var tilbage i den forurenede by, der stank af helvedes til. Men det sted kunne umuligt lugte af … den dejligste vanilje, der fik mine tænder til at løbe i vand og varmen til at sprede sig i mine kinder, samtidig med at trygheden omfavnede mig bagfra, og jeg ville ikke væk fra dette paradis.

Efter så langtid åbnede jeg øjnene og så til min overraskelse, at jeg stod i et stort, hvidt rum lavet af det fineste marmor, jeg havde set. Store marmor søjler stod ude på gulvet og lavede en fantastisk sti. Store lysekroner med diamater og rav ned ad siderne oplyste rummet, at det føles unaturlig hvidt.

Underkæben faldt helt ned ved synet af den brunhårede pige med håret bølgende ned ad hendes smalle, feminine skulder, og hendes normale, rosenfarvede læber var farvet hud. Emmas lysehud var blødere, end jeg nogensinde havde set hende, og en underlig følelse af generthed ramte mig hårdt.

Hendes himmelblåfarvede kjole af det fineste silke gled ned over gulvet, og mine ben blev langsomt lavet om til gele. Jeg havde aldrig set en pige så flot før. Selv om jeg havde set rigeligt med piger, var hun den flotteste og smukkeste, jeg havde set i mit liv.

”Velkommen Harry.” Hendes stemme var silkeblød, at rødmen steg op i mine kinder. Jeg prøvede at skjule det, men Emma var hurtig og tvang mig til at se ind i hendes himmelblå øjne, der blev fremhævet af kjolen, som var i den nøjagtig samme farve.

”Du er smuk i den kjole,” fløj det ud af mig, uden jeg kunne beherske mig. Emma smilede og kiggede ned i gulvet, mens den røde farve lagde sig om hendes kinder. I et split øjeblik kæmpede jeg mod trangen til at kysse hende. Jeg bed mig hårdt i underlæben for at formindske trangen til øje mig ned og plante et solidt kys på hendes bløde læber.

”Men ikke så smuk som dig.” hun kiggede endelig op, og jeg undrede mig over hvad hun mente. Forsigtigt gled hun forbi mig, som om hun fløj, og jeg fik øje på himmelblåfarvede ballerinasko. Jeg skyndte mig at følge efter hende.

”Hey, hold dog op, du er smuk Emma, det ved du godt,” sagde jeg og lagde bevidst hånden på hendes skulder, men tog den hurtigt til mig igen, da elektriskstød skred ind i min arm. Men det var overraskende dejligt.

”Det syntes du…”

”Det syntes mange,” afbrød jeg hende hurtigt. Vi nåede hen til en stor hvid dør, der var ligesom resten rummet lavet af marmor. Men i forhold til de andre var der hakket hjerter ind i med en ulæselig skrift. I et øjeblik troede jeg, at alle var optaget, men hurtigt fangede min opmærksomhed en tom, der var klækket, som om nogen havde sørget den.

”Det sker der, når en fyr går med en anden kvinde, mens hans sande kærlighed er lige foran næsen på ham,” sagde Emma og lod en hånd glide hen over hjertet. ”Der er mange af dem, men flere af dem er sværere at få øje på end den her.”

I et øjeblik troede jeg hjertet lyste under hendes fingre, som om den genkendte hende, men jeg tvivlede. Jeg kastede et skjult blik på hende og opdagede, hun tørrede sine øjne.

”Hvad er der galt?” spurgte jeg og tilladte mig selv at tage hendes hånd. Hendes beroligende hånd i min beroligerede mig, og i et øjeblik så jeg overraskelsen i hendes øjne, men hun slog det væk med et trist smil og et rysten på hovedet, som om jeg ikke ville forstå hende. ”Tag det roligt, du kan sagtens sige det til mig. Er du en af dem, der er ens sande kærlighed, men han render rundt med en eller anden dulle.

Hun kiggede forskrækket op på mig og noget vildt blandede sig i hendes øjne, men forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. Øjeblikkeligt troede jeg, hun ikke ville svare mig, men efter nogle få minutter nikkede hun, og det brune hår gled ned over hendes ansigt. Stille fjernede jeg det og førte det bag hendes øre.

”Jamen, det kan han ikke være bekendt,” sagde jeg og fik hende vendt i mod mig. ”Du er meget bedre og mere værdiful end den dulle nogensinde ville blive. Jeg ved, at en dreng ville gøre hvad som helst for at få dig i sine hænder. Tro på mig, når jeg siger det, okay. Du er den skønneste pige, jeg nogensinde har mødt, og den dreng går virkelig glip af noget, Emma, tro på det.”

Emma slap dørhåndtaget og kiggede vantro op på mig. Hendes ansigt fortrak sig, og i et øjeblik troede jeg, hun ville græde, men hun bed sig i læben og holdt dem inde.

”Harry!” En stemme genlød i rummet og efterladte et ekko, der gentagede mit navn. ”Harry!”

”Hvad er det her for noget? Hvem siger alt det her?” først nu væltede alle spørgsmål ud af mig, da jeg indså, at jeg var ved at forsvinde fra det fantastiske sted. ”Hvad er meningen med alt det her? Hjerterne? Drengen, der ikke kan indse, at du er hans sande kærlighed og han har følelser for dig og ikke hende den anden?”

”Harry, det er din bevidsthed, der prøver at fortælle dig noget,” svarede Emma, og alt omkring mig blev suget bort og den mørke tunnel gik den anden vej.

 

Hejsa igen.

Jeg vil rigtig gerne undskylde for, at det har taget så langtid at lave det her kapitel og fordi der er så kort (det bliver resten måske osse). Men min computer har været væk og jeg fik den først tilbage i går (hvilket var fars dag, hvis jeg ikke tager meget fejl). Men jeg vil også sige tusind tak til alle jer, der gider at læse denne her historie og tak for jeres favoritter, jeres dejlige kommentar og jeres holdbar tålmodighed. Jeg ser frem til flere kapitler så hurtigt som muligt, hvis skolen ikke mener, jeg skal have et bjerg for af lektier (gælder især i matematik. Min dansklærer giver ikke så mange lektier for, hvilket er super fedt). Og ja, jeg ved godt banneret har ændret sig, da jeg ikke kunne finde det andet, og så kan jeg personligt bedre lide den end den gamle. Hey, det her blev en hel roman. Sejt.

Hav en god dag og god forlængede weekend.

Stjerneskud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...