Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5558Visninger
AA

16. 13. En ulykke kommer sjældent alene.

Jeg havde aldrig følt mig så forsvarsløs, som jeg gjorde nu. I en måned havde jeg siddet indelukket på mit værelse og lavet ingenting. Det eneste jeg havde lavet var at stirrede ned i det sladderblad, min mor rasende var kommet hjem med. Jeg måtte kun være på mit værelse, når jeg kom hjem fra skole eller det arbejde, jeg havde fået tildelt af min mor selvfølgelig. Men ikke som flaskedreng, der var det sidste jeg ville gøre, inden jeg døde. Nej, jeg havde fået job i en tøjbutik i storcentret. H&M hed det.

Vækkeuret larmede højlydt henne fra mit lyse træskrivebord. Jeg åbnede irriteret øjnene og håbede, at den snart ville stoppe, men det gjorde den kun, hvis jeg tryggede på den. Jeg baksede den tynge, uld dyne, der var dækket af blide mønstre. Væk fra min slanke krop, som havde fået sin form tilbage med de runde hofter.

Jeg sprang dovn ud af min seng, da det havde været en lang dag i går og det samme i dag. Jeg havde fundet ud af, da jeg endelig kom i skole igen, at Amalie var kommet lige så langt med projektet, som den gang vi begyndte. Jeg havde siddet bænket til skolen til langt ud på natten til at få det færdigt til i dag, da vi ikke måtte lave det i timerne, også havde jeg ikke tid til det her hjemme. Og selvfølgelig skulle vi fremlægge det i dag for hele skolen, da det var blevet rykket ret voldsomt, nu hvor jeg var kommet tilbage. Jeg regnede med at denne her dag ville blive ligeså lang som de følgende.

Jeg gik med lette, dovne skridt over mod mit skrivebord, der flød med papir, sider for mit kladdehæfte og mine blyanter, jeg ikke havde puttet tilbage i mit penalhus igen. Jeg gabte træt, og jeg var tæt på at falde over mine egne ben, men nåede lige at gribe fat i bordkanten, før der skete nogle ulykker. Jeg strakte en træt hånd ud efter det pibende vækkeur og slukkede det. Jeg sukkede lettet.

Jeg havde mest løst til at ligge mig tilbage i sengen igen, men jeg overtalte min krop til at gå hen til min enorme garderobe, jeg ikke havde fået fyldt ud endnu. Jeg skubbede skabslågen til side, som var så tung, at jeg næsten ikke kunne åbne den. Men jeg brugte alle de kræfter, jeg kunne undlade til den gik op. Jeg sukkede igen og trak en ærmeløs bluse frem i mørke blå og med hvide prikker over alt. Jeg fik nogle sorte jeans på.

Da jeg havde sikret mig, at mit tøj sad som det skulle forlod jeg mit værelse og ud på det fine toilet, hvor mine toiletting holdt til. Jeg gik hen foran det store, runde spejl, jeg havde hængt op for fire år siden. Jeg kiggede mig for første gang i spejlet efter langtid som ulv og indelukket i mit værelse. Jeg lignede mig selv, hvilket jeg var glad for.

Jeg fandt en sort elestik i min skuffe, der var tættest på mig. Jeg studerede elestikken nøje og opdagede, at den snart var gået i stykker. Jeg skyldte et smil og samlede mit silkebløde, brune hår i en hestehale, som jeg viklede elistikken rundt om uden tøven. Også selv om jeg hadede at have mit hår sat op. Jeg ville hellere have det ned langs ryggen, som jeg plejede, men min mor mente noget andet som selvvanelig.

Jeg sikrede mig for sidste gang, at alt sad som det skulle, inden jeg forlod toilettet og kom ud i den oplyste stue med lædersofa og et okay stort fladskræm tv. Min mor sad i en af lænestolene, der var stald op ved siden af det firekantede, gennemsigtige kaffebord. Hendes orangehår var sat i en stram fletning, der gled ned langs hendes ryg og stoppede ved midten af ryggen.

Jeg følte raseriet i mine åre, der sugede alt vreden til sig og bragte det videre. Jeg havde stadig ikke sluppet vreden til min mor, da hun nappede mig væk fra Harry. Jeg kunne stadig se det vink, han havde sendt mig, da jeg blev slæbt med. Jeg kunne ikke og ville ikke tilgive min mor for det hun havde gjort.

Min mor vendte hovedet rundt og fik øje på mig. Jeg havde knyttet mine hænder sammen, og jeg trak hidsigt vejret. Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at sige noget, der kunne ødelægge det mere for mig, end det var i forvejen.

”Er du okay?” spurgte min mor og lagde det sladder hun havde læst, ned på kaffebordet og kiggede med bekymrende øjne på mig. Øjnene fangede mine, der lynede arrigt.

”OKAY!” råbte jeg i mod hende. Mine negle brorede sig ind i min håndflade. ”JEG ER ALDRIG OKAY, MOR, HVIS JEG ALTSÅ SKAL KALDE DIG DET.”

”Slap nu lidt af Emma.” min mor lod træt af mig – træt af min opførsel, men jeg var ligeglad. Hun skulle vide, hvor meget hun havde såret mig og taget mig væk for det sted, jeg følte mig tryg.

”HVORDAN KAN JEG SLAPPE AF, NÅR DU TAGER MIG VÆK FRA HAM, JEG HOLDER AF?” råbte jeg hidsigt og slog ud med mine korte arme, min mor havde revet alle hår ud af.

”EMMA, HVAD SER DU DOG I DEN DRENG,” råbte min mor igen. Hun sprang op af stolen og stod truende med armene overkors, men jeg viede mig ikke. Jeg var ikke bange for hende. ”HAN ER KENDT, HAN ER IKKE NOGET FOR DIG. HAN VIL GLEMME DIG HURTIGT, END DU VIL ACCEPTERE. DU HAR IKKE EN CHANCE FOR AT VINDE HANS HJERTE, SOM HAN HAR VUNDET DIN. DET HER ER IKKE EN KÆRLIGHEDSHISTORIE EMMA, OG DET VIL DET ALDRIG BLIVE. DU BLIVER ALTSÅ NÅD TIL AT INDSE DET NU, FØR DET ER FORSENDT – FØR HAN KNUSER DIT HJERTE I TUSIND STYKKER, SOM HAN SIKKERT HAR GJORT VED ALLE ANDRE PIGER. KOM TIL FORNUFT, EMMA.”

Jeg kiggede chokket på hende, men mit mod sank ikke. Jeg samlede mig og stirrede stift på min mor. Jeg følte tårerne presse i mine øjne, og jeg lod dem få sin frihed.

”Du kender ham ikke,” sagde jeg med dirrende stemme, der rystede voldsomt. Tårerne jeg havde sluppet stoppede ikke, og jeg trorede ikke, at de ville stoppe. ”Harry er ikke sådan, det ved jeg. Du ved ikke, hvad han har gjort for mig, du ved ikke, hvordan han har behandlet mig. Og nok er det ikke en kærlighedshistorie, men den kan stadig ende lykkeligt.”

Jeg kiggede på min mor, der stod tøvende og svajede i mellem kaffebordet og lænestolen, hun havde siddet i. Min mor skulle til at sige noget, men jeg rystede bare på hovedet, at hestehalen næsten landede i mit ansigt. Hun kunne godt droppe at vinde mig tilbage for det kunne hun ikke, det var alt for sendt – forsendt til at jeg kunne tilgive hende.

Jeg snorede rundt på hælen og styrtede ud i bryggest, hvor jeg rev min nye sommerjakke ned. Jeg skyndte mig at få de sorte converse, jeg hurtigt bandt, inden jeg tvang skuldertasken omkring og løb ud.

Solen var varm og skarp, at den næsten blændede mig, men alligevel løb jeg udenom hækken uden at ane de andre mennesker, der stirrede forskrækket på mig. Men jeg ignorerede dem og løb hen mod skolen, selv om jeg havde mest løst til at stikke ud i skoven og forvandle mig, som jeg plejede at gøre, når jeg havde problemer, jeg kunne løbe fra. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne stikke Amalie ryggen igen. Jeg blev nød til at komme, så om jeg gad det eller ej. Jeg havde lovet hende det, og jeg holdt mit ord.

Jeg stoppede med at løbe, da mine ben brændte under mig. Jeg kiggede mig over skulderen for at se om min mor havde fulgt efter mig, selv om jeg ikke regnede med, at hun ville. Jeg kendte hende for godt. Jeg vidste, at hun ikke løb efter mig, men hun havde sat regler op. Hun vidste, at jeg ikke var blevet kidnappet. Jeg forstod ikke, hvorfor hun brugte den løgn. Hele min klasse – undtagen Amalie – troede på den.

Jeg var noget ud til hovedvejen, da jeg stoppede. Jeg mærkede min underbevidsthed rykke mig mod Harrys hus, men jeg kæmpede imod. Jeg spændte alle mine muskler og led i min krop. Jeg måtte holde min krop under kontrol, før den styrede den forkerte vej. Jeg dirigerede min krop med skrabe kommandoer over mod fodgængerovergangen lidt længere henne.

Gaden var næsten tom. De normale biler der kørte rundt uden at tage hensyn var ikke nogen steder. Det undrede mig en smule, men jeg spekulerede ikke længere over det. Jeg stalde mig stilfærdigt ved fodgængerovergangen og gik over uden tøven.

Som selvvanelig stod Amalie ved skoleporten og ventede på mig. Vi vinkede til hinanden, da vi fik øje på hinanden. Jeg måtte indrømme, at jeg havde savnet hende. Savnet vores tøsesnak som handlede om alt og intet. Amalie var stadig den smukke pige, som jeg huskede hende. Men hendes krop var blevet anderledes. Hendes hofter var blevet større og runde. Hendes ellers alt for slanke krop var kommet op i den rigtige vægt, at man ikke skulle bekymre sig om hende.

”Du ser ikke for godt ud, Emma,” kommenterede Amalie, da vi bevægede os ind på skolens område, der allerede myldrede med børn. Der var børn over alt. Både store og små var ude og spille fodbold, eller hoppede de rundt på tarzanbanen. ”Hvad er der galt, Emma? Du ved godt, du kan fortælle alt til mig.”

Jeg sukkede og kørte en hånd igennem håret. Jeg rev hestehalen ud og lod håret falde ned. ”Det er min mor,” sagde jeg tøvende og overvejede, hvor meget jeg skulle fortælle hende. Amalie kiggede nysgerrigt på mig. Jeg kiggede væk og så i stedet på en lille dreng, der snublede over sine egne ben.

”Hvad har hun nu sagt, der ødelægger dit liv?” Amalie holdt døren ind til opgangen. Hun lod den smække i hovedet på to drenge, der gik i vores klasse. Jeg kunne godt huske deres navne, men de interesserede mig ikke. Jeg lod mærke til, at den ene dreng som var sorthåret, kiggede på mig. Min krop fuldes med afsky. ”Er det på grund af Harry?”

Jeg kiggede ned på mine fødder, der havde kurs mod vinkeltrappen. Jeg sukkede igen og huskede alt for godt den første dag, jeg trådte ind i skolen. På det tidspunkt var alle sladderbladenes forsider pyntet med mig og Harry. Selvfølgelig læste alle fans for min skole – plus alle lærerne – de blade. Det var et kaos, da jeg kom i skole igen. Og alle ville have en forklaring, især Amalie, om det var sandt eller falsk. Jeg svarede ja, da jeg ikke orkede at lyve den dag. Men ingen anden end Amalie, delte jeg en af mine dybeste hemmeligheder med. Min forelskelse.

”Ja, præcis det,” sagde jeg trist og førte hende op ad trappen. Jeg kunne allerede mærke de spændte blikke fra pigerne, der stod lænet op ad væggene. Jeg mærkede frygten tage plads i mit hjerte. Jeg vidste ikke, hvad jeg var bange for.

”Hvad mener hun nu, den lyse slukker,” sagde Amalie vredt. Hun spredte ophidset armene ud til siden, at hun var en millimeter for at ramme en dreng i hovedet. Amalie kiggede vredt over på mig, som krympede mig ved hendes vrede, grå øjne, jeg aldrig havde set før.

”Hun siger, at han ville knuse mit hjerte,” sagde jeg stille og gik ned ad gangen til min klasse. Da jeg igen kiggede på Amalie, så hun ret overrasket og sur ud på sammen tid. Hun fattede det vist heller ikke.

”Det kan hun ikke mene,” udbrød Amalie rasende og sparkede en fod ind i det nærmeste bord. Pigen der sad ved bordet, hoppede forskrækket op. Hendes blyanter fløj i vejret og landede på gulvet. ”Du kan lide ham, og han kan sikkert også lide dig. Hun er altså så unfair.”

”Jeg ved det,” sagde jeg og marvede mig gennem bordene. Jeg nåede det allersidste bord i midterste række sammen med Amalie. ”Men jeg er altså ikke sikker på, at han kan lide mig. Du ved, der er jo masser af piger, som ville være interesserne for ham. Jeg har ikke en chance, men det har du derimod.”

Jeg hang tasken på stolen. Jeg satte mig ned og kiggede over på Amalie. Hun satte sig ned ved siden af mig med et irriteret blik, der gled over min krop. Jeg rynkede øjenbrynene. Til sidst rystede hun på hovedet, at det lyse hår svævede omkring hende.

”Emma, du er smuk,” sagde Amalie efter nogle minutters tavshed. Jeg kiggede håbløst på hende. Hun vidste godt, jeg ikke var så nem at narre. Jeg vidste godt, jeg var flot. Men jeg havde ikke skønheden som de andre, og det vidste hun godt.

”Jeg er pæn, men ikke …”

Jeg blev afbrudt af Kiwi, der kom ind ad døren. Hun lignede sig selv. Hun kiggede ud over klassen for at tjekke om alle var her. Jeg var især en af dem, hun holdt øje med. Jeg vidste ikke, om det var en ordre, eller om hun ville tjekke, at jeg ikke blev væk igen. Jeg troede på begge dele. Lærerne på skolen holde godt øje med, om jeg kom i skole. Det var lidt irriterende en gang imellem at have alle folk til at tjekke på en.

                                                                            


Jeg sad ude på toilettet og holdt øje med mine klassekammerater uden for døren. Amalie stod og snakkede med en dreng, hun så ud til at kunne lide. Jeg lod mig falde ned på toiletbrættet, som jeg havde stået på. Jeg sukkede og håbede, at de snart ville forlade omklædningsrummet. Jeg havde en plan, der ville gøre fremlæggelsen endnu bedre for mig og Amalie. Men jeg truede ikke tage det første skridt, når de stod lige der ude. Jeg tog benene op til mig og lod hovedet hvile på dem.

”Hvad var det dig og Emma snakkede om?” spurgte drengen pludselig. Jeg kiggede forskrækket op, men lyttede med. Jeg mærkede hjertet slå mod min brystkasse. ”Det var et eller andet med Harry Styles.”

Jeg mærkede nervøsiteten lamme min krop. Jeg sad musestille uden at trække vejret. Mit hjerte stoppede op, og min krop begyndte at ryste. Jeg fik det øjeblikkeligt koldt, som om jeg sad i en fryser. Vil Amalie svigte mig? Amalie havde aldrig fortalt en hemmelighed videre.

”Jeg tror, du hørte forkert,” sagde Amalie tørt, da hun fangede, hvad han mente. ”Hun har ikke snakket om ham.”

Jeg følte en lettelse skyde igennem min krop, men jeg tørrede stadigvæk ikke at røre mig. Mit hjerte blev ved med at galoppere af sted. Jeg følte mig dårlig tilpas.

”Kom nu smukke, drengene er jo syg efter dig.” mit blod frøs langsomt til is. Han havde ramt Amalies svageste punkt. Det punkt der kunne få hende til at fortælle alting. Smiger. Jeg rørte mig ikke, selv om jeg gad. Jeg var langsomt begyndt at miste lettelsen og jeg blev igen bange og nervøs. ”Babe, sig det nu til mig. Jeg lover ikke at sige det til nogen …”

”Amalie og Roland,” afbrød Kiwis stemme. Jeg bed mig hårdt i underlæben af lettelse. Jeg rejste mig igen op og kiggede ud af det vindue over døren. Rolands mørkehår var pjusket og tjavset. Jeg så, at han skævede irriteret til Kiwi, men tog sine ting og forlod omklædningsrummet.

Jeg hoppede taknemmeligt ned på gulvet, der var koldt mod mine fødder.  Jeg skyldte Kiwi noget. Jeg skyldte hende meget for at redde min hemmelighed om min forelskelse. Der var en grund til, at jeg ikke fortalte hende om min evne. Jeg var bange for, at en fyr kunne flirte sig til svaret. Og det var det sidste, der skulle ske, inden jeg tog den med i graven.

Jeg lukkede øjnene og lod en varm fornemmelse glide igennem min krop, som jeg plejede. Jeg mærkede mit tøj forsvinde, og pelsen voksede ud. Jeg lod min tunge glide over tænderne, der blev skarpere og farligere. Da jeg igen åbnede øjnene var jeg ulven. Jeg havde savnet den skikkelse, da det var længe siden, jeg havde brugt den. Jeg nød at være tilbage i den.

Jeg åbnede døren med mine forpoter. Døren gik knirkende op, og jeg var glad for at alle havde forladt rummet. Jeg kunne høre summene lyde af mennesker. Jeg lukkede dem ude og åbnede den næste dør, der førte ud i en lang gang. Jeg kiggede mig til begge sider og så, at den største af de to haller, var der lys i. Jeg lagde halen ned til mine ben og hovedet havde jeg højt.

Da jeg nåede der hen, kunne jeg se, at mange mennesker havde mødt op. Jeg hørte en voldsom snakken, og Amalies bekymrede stemme. Hun vidste ikke, hvor jeg var, og vi skulle snart starte. Jeg måtte tage en dyb indånding for at holde min mave i ro. Jeg lukkede øjnene, inden jeg åbnede døren.

Snakken fordampede og alle ansigter blev vendt mod døren. Jeg tog for sidste gang en dyb indånding. Og så gik jeg ud. Folk gispede og hviskede forbavset med sin sidemand. Jeg mærkede hvert enkelt blik hvile på mig, som om jeg var et farligt rovdyr. Jeg ignorerede alle blikke og alt hvad de sagde. Alle var bange for mig, selv om de fleste vidste, hvad jeg havde gjort.

Jeg gik direkte igennem folket, og de flyttede sig hurtigt for mig, som om jeg angreb dem. Men det ville jeg aldrig gøre. Jeg forholdt mig køgelig med halen sænket og hovedet strakt ud. Jeg kiggede lige frem ad og så Amalie kigge måbende på mig. Hun vidste ikke, det var mig, men jeg kunne se, at hun kunne genkende mine øjne.

Jeg stoppede først op, da jeg var noget helt hen til hende. Jeg satte mig ned og kiggede venligt på mig. Hun så overrasket ud, men samlede sit mod. Jeg troede, hun vidste, hvad hun skulle med mig, og det var jeg glad for.

”Så lad os gøre det her, ulv.” hun lød modigere end hun så ud. Jeg nikkede og fulgte med hende op på scenen. Jeg mærkede mit hjerte sætte sig i halsen på mig og troede med at stoppe.

Amalie begyndte sin fortælling og viste forskellige kropsdele og ting på mig. Jeg stod helt stille hele tiden. Jeg ignorerede for det meste hendes stemme og kiggede ud over forsamlingen. Efter fem minutter landede mine øjne på noget der fik mit hjerte til at stoppe og halen til at logre som en gal.

Den brunhåret dreng med grønne øjne, kiggede lykkeligt på mig. Jeg skannede vær enkel lemme i hans  krop. Det kunne umuligt være ham. Men det var Harry. Han havde et stort smil om sine læber. Jeg var tæt på at løbe direkte hen til ham, hvis hun ikke ødelagde det hele. Natalie var der også. Jeg mærkede vreden sitre i min krop, og uden jeg ville det knurrede jeg højt med blottede tænder.

Jeg følte Amalies forskrækket blik på min nakke. Hun tørrede ikke at gøre noget i frygt for, at jeg bed. Hvilket jeg troede godt kunne lagde sig gøre. Jeg var for rasende og for knust til at kunne styre mig krop. Hun havde flettet sine hænder ind i hans, og Harry kiggede kærligt over på hende.

Mit indre skreg, og jeg havde løst til at flå alt ting i stykker. Jeg ville flå alt ting i stykker. Jeg opdagede ikke, at jeg blev ved med at knurre så højt, jeg kunne. Jeg kiggede mig hårdt rundt efter et eller andet til at flå i stykker.

Jeg vendte hovedet om og så fem mænd i gule T-shirts og bukser komme nærmere. Jeg lod blikket kigge op på deres bryst, hvor navnet zoo stod. Jeg sank en klump og forstod, hvad de vil. Jeg var både bange og sur, men raseriet vandt. Jeg ville ikke i zoo. Det kunne de ikke gøre. Jeg troede det her var en god ide, men det blev omvendt.

Jeg tøvede ikke et sekund længere. Jeg blottede tænderne og krummede sammen. Klar til at springe på, hvis de gik et skridt mere. Men ingen af dem rørte sig, og jeg blev forvirret.

Idet samme mærkede jeg en smerte for min nakke. Jeg mærkede sløvheden tage over. Jeg vendte sløvt hovedet om og så en mand med en bedøvelsespistol. Mine øjne blev tunge, og jeg faldt ned og i søvn. Alle lyde blev lukket ude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...