Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

39Likes
58Kommentarer
5271Visninger
AA

15. 12. ødelagt

 

Jeg kunne mærke irritation en sprede sig i min krop. Jeg tog bedre fat i Harrys hånd, der lå en smule spændt men stadig afslappet i min. Jeg kunne ikke fatte, at han kunne tage det så roligt. Nok var han van til det efter hånden, men det måtte da være irriterende så mange gange.

Harry gav mig et beroligende klem, som slet ikke hjalp på mig. Min krop slap heller ikke af. Den spændte flere forskellige stede, og jeg gættede på, at jeg måtte se frygtelig bange ud. Det her var ikke det, jeg havde forventet af en zoo tur. Jeg huskede dem meget rolige og fredfylde. Men det skulle der åbenbart laves om på.

Stilheden var der heller ikke så længe. Kort efter paparazziernes opdukken strømmede der med fans for alle højener. Deres skrig brændte irriteret i mine øre. Jeg vil gerne have dækket dem begge to, men jeg kunne ikke få mig til at tage min hånd ud af Harrys. Hans hånd var den eneste der holdte mig fra at gå helt bananas.

Jeg vidste, at jeg måtte stole på Harry. Han havde sikkert prøvet det her mange gange før, så han burde at kunne finde en udvej, ik’. Hvis han kunne finde en udvej i alt det her kaos, så måtte jeg være blind. For det eneste jeg kunne se var: Piger og paparazzier, der råbte et eller andet. Men heldigvis blev deres spørgsmål (som jeg gættede, at det måtte være), overdøvet af pigernes skrig.

Harry gav igen min hånd et roligt klem. Jeg var på kanten til at skrige ham lige i hovedet. Jeg fattede ikke, hvordan han kunne tage det sådan. Det her var den rene totur for mig. Jeg ved, at det lyder plat, men jeg er pisse sur og bange for, hvad der kunne ske.

Hvorfor tog jeg overhovedet med på denne tur? Jeg havde det fuldkommet dårligt ved at stå her tæt op ad Harry.

Jeg kiggede op på Harry, der kiggede ud over forsamlingen af fans og paparazzier. Hans ansigt var i en koncentreret grimasse, og hvis jeg ikke tog meget fejl også en smule irritation var blandet ind i det. Så var jeg ikke den eneste, der ikke gad det her lige nu. Jeg prøvede hele tiden at minde mig selv om, at Harry kunne finde en udvej.

Støjen blev værre og værre for flere fans der strømmede til. Jeg var snart mere end hundred procent sikker på, at jeg snart var døv på det ene øre.

”Harry,” sagde jeg og prøvede at holde frygten ude af min stemme. Men uden held. Jeg kunne høre på min stemme, at jeg lød meget bange. Det lignede mig ikke. Hvad skete der med mig?

”Det skal nok gå Emma,” sagde Harry beroligende til mig. Selv ikke den beroligende stemme hjalp på mig. ”Der sker dig ikke noget, det lover jeg.”

Hans stemme blev næsten overdøvet af alle de skrigende piger. Jeg kiggede lidt forvirret op på ham, men han gav mig bare et lille smil. Men jeg kunne se, at han ikke havde nogen som helst anelse om, hvad vi skulle gøre. Vi blev omringet af jounalister og fans. Jeg knyttede Harrys hånd endnu mere hårdt ind til mig. Jeg flippede snart ud, hvis der kom flere.

”Hold dig tæt til mig, Emma,” lød det pludselig for Harry. Jeg kiggede forvirret og chokket op på ham. Hvad havde han tænkt sig at gøre? Bare han fik mig ud her fra i live. ”Stol på mig Emma, der sker dig ikke noget.”

”Jeg stoler på dig, Harry,” sagde jeg for hjertet af. Jeg stolede på Harry mere, end jeg gjorde ved andre. Jeg følte, at Harry gad at hjælpe mig og være der for mig. Jeg havde både oplevet det som ulv og menneske.

Jeg kunne tydeligt huske, hvordan han modigt tog med ud til hans overfaldsmænd. Hvordan han var der for mig og prøvede at trøste mig, da jeg fortalte dem om min mor og min største drøm Og uhyggeligt nok bakkede han mig op sammen med de andre drenge. Den dreng er fantastisk. Ikke fordi han er Harry Styles for One Direction. For mig er han bare Harry. Bare helt normale Harry.

Jeg nåede ikke at tænke mere, før Harry trak mig med sig. Det gav et lille chok i mig, men det var ingenting. Jeg gik frivilligt med ham og håbede på, at det var den rigtige løsning. Jeg mærkede mit hjerte slag stoppe, da jeg så, at han var på vej direkte mod nogle fans, der blokrede for vejen til ulvene. Jeg sank en klump.

”Harry, er Du sikker på, at det er en god ide?” spurgte jeg forsigtigt og en smule spændt. Harry rystede på hovedet og grinede af ham. Jeg kiggede lidt forvirret på ham.

”Jeg troede du sagde, at du stolede på mig,” sagde han og lød fornærmet. Jeg skubbede irriteret til Harry med den ene albue. Altså ikke hårdt. Bare et lille puf. ”Hey, lad dog være med det.”

”Jeg stoler på dig Harry, jeg er bare en smule skeptisk lige nu,” sagde jeg og kiggede ligefrem. Jeg gad ikke se hans grinende smil. ”Der er altså nogen her, der ikke gider blive flået i småstykker.”

Jeg kunne høre, at Harry grinede. Jeg havde mest løst til at svare ham igen, men jeg gjorde det ikke. Måske fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg havde næsten aldrig et rapt svar til at fyre af. Det var meget sjældent, man hørte mig sige sådan noget.

Fansene gik næsten hel amok, da Harry blidt pressede os i mellem. Jeg lukkede øjnene i håb om jeg ville komme levende ud. Imens tog folk billeder og flere billeder. Jeg var ikke i tvivl om, at det her ville havne på nettet og sladderblade.  Vor havde jeg det dårligt med det her.

Harry kunne mærke min frygt og nussede beroligende. Men det hjalp ikke. Jeg vil bare væk for alle de her mennesker. Det gjorde ikke bedre, at der ikke var så meget plads. Jeg sank en klump og fulgte modvilligt med. Bare vi snart var der. Bare vi snart var væk for alle de mennesker. Det var det eneste, jeg ønskede lige nu.

Lettelsen var vagt til live, da vi endelig nåede ud fra alle de fans. Men jeg troede ikke, at det her blev det sidste. Hvis jeg kendte dem ret, så vil de følge efter os, indtil vi skred i en bil eller sådan noget. Men det vidste Harry sikkert godt. Han havde jo prøvet det mange gange før. Og stadigvæk kunne han tage det så hurtigt.

Til min overraskelse satte Harry kursen mod ulvene. Han var åbenbart fast besluttet på, at vi skulle hen til de ulve. Jeg fulgte med. Jeg havde ikke andet at gøre. Jeg ville ikke slippe hans hånd. Den var varm og blød og jeg elskede at have den i min. Den sendte hele tiden nogen af de varmeste signaler op til mit hjerte. Dejligt.

Vi nåede over til ulvene i godt helbred. Ulveburet var et stort udendørsareal med græs og store høje. Få træer var plantet vidt omkring. Der var ingen ulve at se nogen steder.  Også selvom jeg kiggede flere gange imellem træerne, kunne jeg ikke finde dem. Men underlig nok var jeg opsat på at få dem at se. Jeg ville se, hvordan de var. Hvordan de levede.

”De er vist taget på ferie,” sagde Harry smilende og prøvede at ignorere alle de skrigende piger. Og det samme gjorde jeg. Jeg var glad for, at de holdte lidt afstand denne her gang.

”Det tror jeg nu ikke,” sagde jeg og tog mine hænder foran munden. Jeg gav et ulvehyl fra mig, så lød så bekendt. Den lød som ulvens. Jeg kunne mærke Harrys blik mod mig. Han nåede ikke at sige noget til mig, før mit kald blev svaret af et kor af ulve, der hylede i munden på hinanden.

”Hvordan gør du det,” spurgte Harry overrasket og kiggede med store øjne på mig. Jeg smilede tilbage til ham.

”Noget jeg har lært med årene,” løj jeg og prøvede at smile. Jeg hadede at lyve og det vil jeg altid gøre. ”Jeg har set utallige dokumentar i mit liv.”

Harry smilede og kiggede ud over græsplænen. Og til vores overraskelse, var ulvene gået ud for deres skjul. Der var forskellige størrelser. Nogen af dem var ikke særlig høje, mens andre havde en fin højde. Min opmærksomhed faldt på en mellemstor ulv med gråt og hvidt pels. Den stod og kiggede op på mig med øjne så søde, at det gjorde helt ondt. Jeg havde løst til at tage den med hjem, men jeg vidste, at jeg ikke kunne. De ulve var ikke ligesom mig. De her var farlige og trøstede efter at dræbe.

”De ser sultende ud,” sagde Harry, der kiggede på alle ulvenes øjne. Jeg kiggede på dem, men kunne ikke se det. Hvordan kunne han se det og ikke? Jeg var trods alt også en ulv. Jeg burde da at vide det. Jeg følte mig virkelig dum.

”Hvordan kan du se det?” udbrød jeg overrasket og kiggede bedre på deres øjne. Men lige meget hvad, kunne jeg ikke se sulten i deres øjne. De så helt normale ud. Han var bedre end mig til noget med ulve. Jeg var overrasket.

”Deres øjne,” forklarede Harry, som om alle vidste det. Men jeg kunne ikke se noget i deres øjne. Jeg kiggede med rynken pande over på Harry, der kiggede forvirret på mig. ”Kan du ikke se det?” Jeg rystede på hovedet.

”Sådan ser Emma altid ud, når hun er sulten – altså ulven,” sagde han og kiggede over på mig. Hans grønne øjne lyste af bekymring. Jeg mærkede den dårlige samvittighed sprede sig i min krop. Jeg kiggede ned i jorden og klemte om Harrys hånd. Men alligevel tog jeg mig sammen til at sige noget til ham.

”Hun skal nok komme tilbage Harry,” sagde jeg og prøvede at lyde beroligende. Ulven skal sku nok komme tilbage. Når jeg er gået er ulven der og det vil den altid. Ingen kan forhindre den i at komme – eller mig i at komme.

”Hvordan kan du være så sikker på det. Hun kan jo have løbet sin vej eller fart vild et eller andet sted. Hvad hvis hun igen sider fast i tornebusken igen,” udbrød Harry bekymret. Jeg så de blanke tårer fylde hans øjne og nogle af dem var allerede på vej ned ad hans kinder. Igen fik jeg det dårligt.

”Harry, hun har det fint,” sagde jeg og slap hans hånd. I stedet for at holde hans hånd, overtalte jeg mig selv til at give ham et kram. Jeg mærkede, hvordan han lagde ansigtet mod min skulder. ”Den ulv må virkelig betyde meget for dig.”

Det kom direkte ud af min mund. Jeg nåede ikke en gang at tænke på det, før jeg sagde det. Harry kiggede på mig. Jeg kunne ikke læse hans ansigt. Det eneste jeg kunne se var, at han var ked af det. Meget ked af det.

”Ulven betyder rigtig meget for mig,” hulkede Harry stammende, at det var svært at høre, hvad han havde at sige. ”Hun er min bedsteven. Hun reddede mig, hvordan kan jeg ikke takke hende for det.”

”Du skal ikke takke hende, Harry – hun vil ikke takkes,” sagde jeg opmuntrende. Det var et farligt emne for mig at komme ind i, men jeg kunne ikke lade ham græde. Jeg vil ikke takkes for det, jeg havde gjort.

”Hvordan ved du så meget om hende?” spurgte Harry snøftende. Jeg bed mig i underlæben. Han var begyndt at stille dræbende spørgsmål, jeg ikke kunne svare på uden at råbe min hemmelighed. Hvilket ikk var ret godt, da der var mange til høre det.

”Jeg gætter,” svarede jeg tørt og usikker. Jeg var bange for, at han ikke vil hoppe på den for det var det sidste, jeg ønskede. Jeg var så godt som færdig, hvis han spurte mere ind til det emne. Og jeg måtte passe på, at jeg ikke begyndte at tale for meget, om hvordan jeg havde det. Det var noget af det sidste, jeg ville ønske.

Harry sukkede, men kommenterede ikke. Han var ikke så dum, som folk sikkert gik rundt og troede. Han vidste, når man skulle lade vær med at spørger. Og det var ikke det rigtige tidspunkt lige nu.

”Kom lad os gå videre, så du kan tænke på noget andet,” sagde jeg og smilede til ham. Han smilede tilbage og trak sig væk for mig. Varmen og de gode følelser forsvandt med ham, men kom hurtigt igen, da han tog min hånd.

”Kom lad os tage over til løverne og se, hvor meget du ved om dem,” sagde Harry udforende og trak mig igen igennem alle pigerne og paparazzier. Men denne gang var jeg ikke så skeptisk som før. Jeg tog det meget mere med ro nu.

”Du skal ikke tro, at jeg ved alt om alle dyr. Det er altså kun ulvene, jeg ved noget om,” sagde jeg og maste mig igennem resten af alle pigerne. Harry grinede bare og forsatte. Måske blev denne her dag ikke så dårlig, som jeg havde forventet.

Men nej, jeg tog fejl. Da vi var nået hen til løve buret, stod der en brunhåret pige, som jeg havde set før. Allerede ved synet af hende, havde jeg løst til at dreje halsen rundt på hende. Jeg hadede hende. Jeg kunne gøre hende ondt lige nu, hvis der ikke var så mange mennesker. Jeg havde virkelig sådan en træng til at gøre hende fortræd som hævn.

Harry havde også genkendt hende. Han vinkede til hende. Jeg var en millimeter for at råbe ham op i hans åbne ansigt, men jeg holdte mig tilbage.

Natalie smilede og vinkede tilbage til Harry. Men hendes smil falmede hurtigt, da hun fik øje med mig. Jeg stod med armene overkors og kiggede en smule olmt på hende, selvom jeg prøvede at holde vreden og hadet til hende ude af mit ansigt. Jeg prøvede at lave det følelsesløs. Det gik nogenlunde. Mit ansigt var følelsesløst, mens mine himmelblå øjne lyste af had og vrede.

Selvom jeg var der, holdte Natalie ikke sig tilbage med at gå over til Harry. Hun havde en yndefuld gang og runde former. Hun gik i høje skiletter. Jeg havde løst til at gå hen og spænde ben for hende. At se hendes smerte, vil gøre mig glad. Så meget hadede jeg hende.

Jeg knyttede irriteret hånden for at holde vreden inde. Da Natalie var kommet helt hen til os, måtte jeg lægge sådan et stramt bånd om mig selv, at jeg ikke gav hende en lussing. Hvilket var meget tiltrækkende at gøre. Jeg lagde hænderne i Harrys jakkes lommer for ikke at komme til at gøre noget dumt.

Natalie kiggede undersøgende over på mig, efter at have snakket lidt med Harry. Jeg kiggede igen op på hende og mødte de søgende brune øjne. Jeg fugtede mine læber, men tog ikke øjnene fra hende. Hvis hun rørte Harry, så var hun så godt som død. Det lover jeg.

”Nå jo, det er Emma Walter. Emma, det er Natalie Rodriguez ,” præsenterede Harry os fra hinanden. Jeg kunne se på Natalie, at hun havde hørt mit navn før. Endnu en der troede, at jeg var blevet kidnappet og toture. Og det ville jeg lade hende tro.

”Emma Walter, altså hende der er blevet kidnappet?” spurgte Natalie nysgerrigt og kiggede over på mig. Jeg sendte hende et overfladisk, anstrengt smil. Jeg havde virkelig svært ved at smile til hende for den kælling, hun nu var.

”Og hvad er der i vejen med det.” kunne jeg ikke lade vær med at svare. Harry kiggede lidt underligt over på mig, men kommenterede det ikke. Jeg var ligeglad med, at han begyndte at tro, at det med min mor var sandt. Jeg havde andre problemer at bekymre mig om. Natalie selvfølgelig.

”Men hvorfor er du så her, når du er kidnappet?” spurgte Natalie nysgerrigt og forvirret. Hun var begyndt at få en lille interesse for mig, men det var bare skuespil. Hun prøvede bare at spille sød og skaffe Harrys tillid.

”Har du nogensinde hørt, at man kan flygte. Det sker altså ikke kun på film,” sagde jeg tydeligt irriteret tilbage. Hvordan kunne man være så dum ikke at tænke på det.

”Men hvorfor er du her og ikke hjemme ved din Moar?” spurgte Natalie, der var ved at blive tydelig ophidset over mine irriterende svar. Og fordi jeg var sammen med Harry og ikke hende. Tumpe.

”Zoo er sjovere end hende, og jeg bestemmer selv, når jeg vil hjem til hende igen,” svarede jeg tilbage. Jeg kunne mærke på Harry at skænderiet var ved at gå ham på nerverne. Jeg forstod ham også godt. At se to piger man kender skændes uden, at de kender hinanden, må være irriterende. Men jeg kunne ikke lade vær. Jeg hadede Natalie for meget.

”Nå, men din mor …”

”ÅH, SÅ STOP SÅ I TO,” afbrød Harry hårdt og viftede med armene i mod os. Jeg sendte et sidste dræberblik til Natalie, inden vi blev stille. Vi stalde os på hver sin side af Harry for at undgå kontakt og skænderier.

Vi gik igen videre. Denne gang med Natalie på slæb. Det var det væreste mareridt, jeg kunne tænke på. En hel dag med Natalie. Jeg ville hellere stå og ordne flasker eller spise råd kød, selvom det ikke smagte ret godt. Salt blod … adr.

Vi satte kursten mod tigerne, hvor der skulle til at starte et show. Jeg plejede at elske show, men ikke lige nu. Jeg kunne ikke tænke en eneste positiv tanke. Den eneste tanker der krøb rundt i mit hoved var lysten til at slå Natalie til plukfisk. Hvis ikke det var for Harry, der splittede os op vær gang vi startede et skænderi, havde jeg gjort det for længest.

Pladserne ved tigerne var næsten allerede optaget. Pladserne var stald lige foran buret til tigerne. Sæderne var af læder og behagelige at sidde i. Der var ti rækker op ad og de bageste pladser, skulle man stå på. Vi var så heldige, at vi fik lov til at sidde helt foran. Og selvfølgelig skulle Harry sidde imellem mig og Natalie. Det var vist også den bedste ide, for jeg havde løst til at skubbe hende ind til tigerne.

Vi ventede i ti minutter, før de flotte orange, stribede tiger, kom let gående ud for et bur af en art. Jeg beundrede faktisk deres lette krop og deres smukke udseende. Ulve var også smukke, men tiger var smukkere ifølge mig. Jeg elskede deres elegante skridt og deres gode form.

En kvinde midt i trediverne kom ud i noget der lignede Safietøj. Hun var rødhåret og lignede en på 1,78 centimeter høj. Jeg synes hun var smuk.

Showet var importerne. Alle de seje Triax de kunne, gjorde mig helt overvældet over, hvor meget man kunne lære et dyr. De forstod jo ikke alt, hvad de sagde, som jeg gjorde det. Jeg kunne jo som ulv forstå hvert et ord, fordi jeg også var et menneske.  Til tilskuernes held havde mig og Natalie ikke sagt et ord til hinanden. Og uheldigt for mig havde jeg ikke fået Natalie smidt ind til tigeren.

”Hvor sejt at man kan lære en tiger alle de ting,” sagde Natalie imponeret. Hvor gad jeg godt at kunne svare hende igen. Men jeg var også selv meget imponeret, men jeg gad ikke at vise følelser for det. ”Vent et øjeblik. Jeg skal lige på wc.”

Jeg kiggede efter hende, da hun forsvandt ind ad døren til dame toiletterne, som vi stod udenfor. Toiletbygningen var okay stor og lavet af træ. På dørene hang der skilte med billede af en mand på den ene og en kvinde på den anden.

Jeg sukkede lettet op, da Natalie var ude for hørevide. Jeg lod mig glide ned af træværket og kiggede ud over de mange mennesker. Sikke en dag og den kunne ikke blive være. Denne dag var en af de væreste i mit liv. Altså hvis den ikke var den væreste.

Jeg hørte en sætte sig ned ved siden af mig. Jeg kiggede i personens retning og til min overraskelse var det Harry. Han samlede roligt min hånd op og gav den et lille, sødt klem. Jeg kiggede ham dybt ind i øjne og ventede bare på, at han ville sige noget.

”Hvad er der i mellem dig og Natalie. I virker ikke som de bedstevenner,” sagde Harry forsigtigt spørgerende. Jeg lod en hånd glide igennem mit hår, at det blev rodet.

”Jeg kan ikke snakke med nogen, jeg ikke stoler på,” sagde jeg og kiggede ud i menneskemængden, der var som et bjerg for mig. Jeg kunne ikke se nogen, jeg kendte og det var jeg glad for.

”Hvorfor?” spurgte Harry blidt og gav igen mit hånd et klem, men jeg nåede ikke at svare. Nogen afbrød os. Nogen råbte på mig.

”EMMA!” råbte den alt for velkendte stemme. Jeg kiggede forvirret ud i menneskemængden. Midt i det hele kom min mor løbende med det orangehår strittende efter sig. Hvor ville jeg gøre alt for at kunne stikke af.

Jeg klemte Harrys hånd hårdt i min hånd. Jeg nægtede at forlade ham nu. Hvis jeg tog med min mor hjem, ville jeg aldrig nogensinde få Harry at se igen. Og det var noget jeg ikke ønskede. Jeg vidste, at nogen måtte have ringet efter min mor. Jeg vidste godt, hvem det var. Natalie.

Min mor kom helt hen til mig. Hun så overlykkelig ud. Hendes smil bredte sig for det ene øre til det andet. Men det falmede lidt, da hendes grønne øjne lande det på Harry. Hun havde åbenbart ikke for ventet at se mig sammen med en kendt. Men jeg var også ligeglad.

Nu hvor jeg kunne kigge bedre på min mor, så jeg de sorte rander under øjnene. Hendes øjne var helt røde og afslørede, at hun havde grædt – grædt meget. Jeg havde ingen form for dårlig samvittighed. Det var hendes egen skyld, at jeg var stukket af.

Jeg nåede ikke at reager, før Harry trækkede mig op og stå. Jeg gad hellere blive siddende end at tage med hende hjem. Harry slap min hånd og gav mig et blidt skub over mod min mor. Jeg kiggede bebrejdende på ham. Jeg kunne se på ham, at han ikke gad at lade mig gå, og jeg gad ikke at gå.

Min mor tog fat om mig og holdte mig ud for sig, så hun kunne stage mål af mig. Jeg vidste, at jeg var tyndere end før jeg tog afsted, men jeg kunne lide det. Jeg gad faktisk godt at tabe mig lidt den gang. Men ellers havde jeg ikke forandret mig meget. Måske lidt meget beskidt, man hvad så.

”Hvor har du været, Emma,” sagde min mor og en tårer løb ned ad hendes kind. Jeg kiggede bare på hende. Jeg gad ikke at svarer hende. Hun ødelægger mit liv. Hun skal til at tage mig fra den jeg er forelsket i. ”Kom nu skal vi hjem.”

Og så gik vi – eller hun gik, jeg kom modvilligt efter. Harry vinkede for sidste gang i sit liv farvel til mig. Jeg vinkede for tabt tilbage. Ville jeg nogensinde få ham at se igen? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...