Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5553Visninger
AA

13. 10. En ny side af Harry.

 

Jeg stirrede lamslået på hende. Min krop var helt stiv af chok og panik. Jeg kunne ikke få blikket fra hende. Det var, som om mine himmelblå øjne, var limet fast til hende. Jeg kunne ikke beskrive min følelse inde i mit indre. Jeg var både vred og chokket, samtidig med at jeg havde en stor lyst til at ødelægge det hele. Men jeg havde også en stor tristhed rundt i min krop.

Jeg fattede ikke, at han kunne flirte rundt med sin egen overfaldsmand. Jeg stolede på, at han vidste bedre om sin sikkerhed. Jeg vidste, og de andre vidste, at han var i livsfar, hvis han omgik fremmed, som jeg ikke havde genkendt. Vi var nok ikke kærester, men jeg kunne ikke holde ud at se på det.

Jeg sukkede opgivende. Der var ingenting, jeg kunne gøre. Jeg kunne ikke fortælle dem, hvem hun var. Jeg havde ingen ide om, hvordan jeg skulle vise dem det. Hvis jeg prøvede at angribe hende, vil de sikkert tro, at jeg havde mistet forstanden. Og det var det sidste, jeg ville have. Jeg vil ikke have, at de skulle tro, at jeg var ond. De vidste, at jeg ikke var ond.

De andre omkring begyndte langsomt at smutte væk. De troede bare, at det var en normal pige. Jeg kiggede trist ned i jorden og vendte om. Jeg gik videre med hovedet mod sandet, at det næsten rørte min snude. Jeg var langsomt begyndt at forstå, at det havde været en dårlig ide, at ikke møde op. Jeg fortrød, at jeg havde været taget halen mellem benene.

Sandet kildede mod mine poter, mens folk kiggede på mig med nysgerrige øjne. Jeg ignorerede dem og gik videre. Jeg gik langs vandet. Bølgerne ramte flere gange mine poter, mens jeg i sneglefart kom op på siden af Eleanor. Hun kiggede ned på mig med et mildt blik. Jeg mærkede, at hun aede mig over hovedet, inden hun kiggede op på Louis. Jeg vidste, at hun kunne se, at der var et eller andet som irriterede mig.

Vi vandrede tavse videre. Jeg begyndte at få en dårlig samvittighed. Jeg havde det dårligt ved at lade Harry være alene med overfaldspigen. Hun kunne slå til når som helst. Men jeg vidste, at hun ikke turde at gøre det, når der var så mange mennesker omkring dem. Det beroligede mig en smule, at der var andre mennesker omkring dem. Det ville have været værre, hvis der ikke havde været nogen.

I det samme slog en tanke ned i mig. Det var lige meget om, der var mange mennesker, for hun ville ikke angribe. Endnu. Jeg tror, at hun ville skaffe hans tillid. Hun ville bruge tilliden imod ham, og måske få hans død til at ligne en ulykke. Eller ligne.

Men hvornår vil hun slå til? Hun kunne gøre det hvor som helt og hvornår som helst. Jeg ville aldrig være sikker på, hvornår jeg skulle være på vagt.

Lyden af en telefon rev mig hurtigt ud af min tanke gang. Drengene kiggede sig omkring for at finde kilden til lyden. Der gik et halv minut, før Louis opdagede, at det var hans telefon. Vi alle stoppede op, og Louis besvarede opkaldet.

Jeg sad ved siden af Eleanor, der kiggede nysgerrigt på Louis. Louis lagde hurtigt på, og vi andre kiggede afventende på ham. Louis kiggede undrende på os, som om han ikke vidste, hvorfor vi kiggede på ham. Jeg gik irriteret hen og skubbede til hans hånd, mens jeg lavede hundeøjne.

”Lad vær med at kigge sådan på mig, Emma,” sagde han irriteret, men han kunne ikke lade vær med at smile. Jeg puffede til hans lomme, hvor hans telefon lå i. Det fik smilet til at vokse på hans læber. ”Vil du vide, hvem der ringede. Bare rolig det var Harry, der vil vide, hvor vi blev af. Han kan simpelthen ikke undvære dig, lille Emma.”

Lille Emma, det mente han ikke seriøst. Jeg sendte ham irriteret blik, før jeg gik om på siden af Zayn, der havde armen om Perrie. Den anden hånd tog forsigtigt fat i mit halsbånd i frygt for, at jeg ville stikke af. Der stod en hund længere henne, der logrede vildt for at komme hen til mig. Den var bundet fast til en parasol. Den hev og trak i snoren for at komme fri. Det lykkes den efter noget tid. Ejeren opdagede ikke, at hans hund krydsede stranden for at nå hen til mig. Den snusede først til mit ansigt. Zayn slap grebet om mit halsbånd, da han vidste, at jeg ikke stak af.

Høfligt snusede jeg igen. Den lugtede stærkt af våd hund. Jeg runkede på næsen. Våd hund var ikke den lugt, jeg fortrak som perfume. Jeg hader lugten af våd hund. Adr. Jeg tog lugten til mig, og hunden forsatte med at lugte til mig. Jeg havde ikke lyst til at lugte til den igen. Hunden bevægede sig om mod bagdelen på mig. Man kan godt sige, at jeg blev lidt meget fornærmet. Nok med at den snuser til mig, men den del af mig er privat.

Jeg knurrede af den og viste tænder. Hunden kiggede spørgerne på mig, men jeg sendte den bare et surt blik og gik med halen til jorden over til Louis. Louis havde det største smil på læben og lignede en der kunne dø af grin. Jeg havde en stor træng til at hakke ham en, men jeg lod vær. Det vil bare gøre at værre end i forvejen. Jeg sendte ham et irriteret blik, da jeg kom op på siden af ham.

”Du er vist ikke til kærlighed, hva’,” grinede Louis og lod en hånd glide igennem min pels. Hans blide strygninger over min pels, fik mig til at falde lidt ned i temperament. Mit blik ændrede sig for at være vildt til roligt og mildt.

Men det ændrede sig hurtigt. Da vi efter få minutter havde mast os igennem en masse mennesker, kunne jeg igen se Harry side og snakke med overfaldspigen. Jeg kunne mærke vreden boble inde i mig. Jeg kunne ikke tåle synet af hende. Jeg hadede hende højere, end jeg hadede nogen anden på denne planet. Selv min mor kunne ikke slå det. Jeg hadede hende slet ikke så højt, som jeg hadede alle dem, der havde overfaldet Harry. Men mest pigen. Hun var vist nu den eneste, der ikke forstod mig! Hvis i rør Harry, får I med mig og bestille. Selv burhøns vil forstå det.

Jeg fik en stor træng til at angribe hende. Flå hendes hoved af og æde hende med det samme. Men jeg turde ikke. Jeg havde bare en ubeskrivelig fornemmelse af frygt i min mave. Frygten havde blandet sig i min mave. Hvad var jeg bange for? Var jeg bange for, at hun ville skade Harry, hvis jeg angreb hende? Det tror jeg.

Jeg fulgte modvilligt med de andre hen mod Harry. Harry var i en dyb samtale med pigen, at han ikke opdagede os. Pigen der havde haft blikket rettet mod Harry, kiggede nu på os – på mig. Hendes blik på mig var fuld af frygt. De lyste næsten af, at jeg var farlig. Jeg vidste ikke, om det var skuespil eller virkelighed. Hun måtte have en grund til at være så tæt på Harry. Men hvorfor?

Harry fulgte pigens frygtsomme øjne. Hendes øjne var helt blanke af tåre. Tude Sisse, tænkte jeg muggen. Jeg kunne nemt se på Harry, at han troede det var ægte. Men som den tænksomme og unaturlige pige jeg nu var, vidste jeg, at det var bluff. Helt inde i mig selv kæmpede jeg i mod at tænke smart. Men mig narre man ikke.

Harry fik øje på os og vinkede venligt til os. Jeg trippede usikkert rundt på mine ben. Jeg var ikke sikker op, om jeg skulle tage derhen. Jeg havde jo allerede tabt krigen til overfaldspigen. Hvordan kunne jeg få ham tilbage igen? Holdt han endelig stadig af mig ligesom den gang, vi mødtes?

Men det fik jeg ikke selv lov til at bestemme. Harry piftede højt, at selv dem i Kina ville kunne høre ham. Jeg genkendte piftet som kom-herhen-Emma. Jeg satte modvilligt i løb over mod ham. tungen var ud af munden, og jeg tvang mig selv til at være glad. Jeg tvang min hale til at logre glad og mine øjne til at lyse. Jeg måtte opføre mig ordenligt offentligt.

Pigens øjne var limet fast til mig, da jeg nåede hen til Harry. Jeg lod ham omfavne mig og nusse mig bag øret. Også selvom jeg ikke var i humør til det. Men jeg gjorde det for at gøre Harry glad og ikke andet. Jeg slikkede ham i hovedet med min lyserøde tunge. Det føltes, som om min tunge brændte, når den ramte hans perfekte hud. Men jeg holdte straks op, da han smagte af solcreme.

”Du skal ikke slikke alt solcremen af mig, så hjælper den jo ikke,” grinede Harry og kyssede mig blidt mellem øjnene. Jeg logrede bare mere med halen, også selvom den næsten ramte pigen. Men jeg var ligeglad. Jeg hadede hende.

Jeg trak mig væk for Harry, da jeg ville teste noget. Med nogle sikre skridt gik jeg hen til pigen. Hun var helt stiv. Hendes ansigt blev helt blegt som et lagen. Der vidste jeg, at hun virkelig var bange for mig. Jeg kunne ikke lade vær med at fryde mig over det, at min hale virkelig lovrede afsted.

Pigen stivnede, som om hende skelet var ubevægeligt. Hun slap mig ikke et sekund med de blå øjne. De flugte mig konstant i frygt for, jeg ville angribe hende. Jeg ville ikke angribe hende nu, men på et andet tidspunkt. Jeg ville slå til, når hun satte sin plan i værk. Det betød, at jeg skulle være over hende døgnet rundt, når hun var i nærheden af Harry.

Jeg kom langsomt op på siden af pigen. Jeg kunne mærke Harrys blik mod min nakke. Det var forsigtigt og usikkert. Det var, som om han var bange for, at jeg gjorde hende noget. Det fik bitterheden til at slå en kølbøtte i min mave. Stolede han ikke længere på mig? Troede han virkelig, at jeg ville angribe hende, uden at han vidste, at han var i livsfare? Nok havde jeg bidt to mænd til blødes og en pige. Men det var fordi, at de havde gjort ham fortræd, og det kunne jeg ikke tage.

Jeg ignorerede Harrys blik. Han skulle se, at jeg ikke angreb hende. Han skal kunne lade hende være i samme rum som jeg.

Jeg lod min kolde snude indånde hendes lugt af kirsebær og æble. Lugten fik min mave til at vende sig af afsky. Men jeg holdte ud. Jeg snusede til hendes lette tøj, der måtte være uden over hendes bikini. Jeg lugtede mig op til hendes skulder. Lugten af kirsebær og æble blev blandet med lugten af gammelt blod for et sår – eller det bid jeg havde givet hende.

Jeg snusede videre til halsen, hvor en metal halskæde hang. Jeg læste navnet på hende. Natalie stod der.

Man kunne nemt se på Natalie, at hun var bange for mig. Hendes krop rystede som aldrig før. Hendes øjne var blevet mere frygtsomme, nu hvor jeg var helt tæt på hende. Og jeg havde det fint med det. Det kunne da være, at hun ikke gjorde noget, når jeg var til stede. Det ville jeg være for nu af og til verdens undergang. Hvilket vil sige, at der er langtid til endnu.

”Du skal ikke være bange for hende, hun gør ikke noget,” sagde Harrys beroligende stemme ved siden af hende. Det var den samme beroligende stemme, som han havde brugt på mig i går

Jeg måtte næsten æde min egen tunge for ikke at knurre. Jeg havde mest løst til at løbe væk, men jeg var som limet til stedet. Natalie kiggede nervøst over på Harry, der bare smilede charmende til hende. Jeg slikkede mig om munden for at holde mig tilbage. Inde i mig brølede et monster om kap med lysten til at hakke hende en. Og det blev ikke bedre, da han tog hendes hånd. Han førte forsigtigt hendes hånd igennem min pjuskede pels. Jeg gøs helt ved hendes berøringer.

Harry slap hendes hånd ved min højre skulder som stadigvæk var en smule øm. Natalie kiggede på Harry, der sendte hende et opmuntrende smil. Jeg kunne høre, at hun sukkede lidt. Igen førte hun sin slanke hånd igennem min pels. Igennem ørene og ned over højre skulder. Da hendes hænder aede over min højre skulder, gik der et spjæt ind i mig. Jeg peb lavmælt og lavede et smertefuldt ansigt.

Natalie tog forskrækket sin hånd tilbage. Jeg kiggede hurtigt på hende og rejste mig. Jeg gik hen og lagde mig ned ved siden af Harry. Han førte en hånd bag mit øre og nussede mig blidt der.

”Hun har lidt ondt i sin højre skulder,” sagde Harry beroligende til den skræmte Natalie. Hun kiggede med store øjne på mig, der vendte irriteret hovedet væk fra hende. ”Du gjorde det ikke med vilje. Du kunne ikke vide, at hun havde ondt lige der. For resten hedder hun Emma,” tilføjede han med et charmende smil, der fik Natalie til at se væk.

Jeg fnøs irriteret. Hun vidste udmærket godt, hvor jeg havde ondt henne. Det var hende selv, der havde givet mig dem. Hun havde kastet mig rundt, da jeg prøvede at redde Harrys liv. Jeg ønskede, at Harry havde været ved bevidsthed, da hun skulle til at slå ham ihjel. Det ville have gjort min situation meget nemmer end nu. Nu var han sammen med den forkerte pige.

”Emma ser ikke ud til at være enig med dig,” sagde Natalie forsigtigt. Jeg måtte give hende, at hun spillede sin rolle godt. Jeg ville æde min gamle hat med, at hun spillede den bange pige. Man skulle sikkert beskytte hende mod alt og alle. Men den side jeg havde set af hende, vidste jeg, at det var løgn. Hun turde noget. Hun turde dræbe, og hendes næste offer ville blive Harry, hvis jeg ikke rede ham.

”Hun er bare sur. Du skal ikke tage dig af hende. Hun er ikke van til andre piger end Eleanor og Perrie,” sagde Harry opmuntrende, men sendte mig et hårdt blik. Jeg gengælde hans blik med et irriteret.

Jeg var langsomt ved at koge igen. Det var, som om jeg sad på en stegepande, der hele tiden blev tændt og slukket for. Jeg var konstant svingende mellem sur og glad. Denne dag var den væreste i mit liv.

Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at Harry lige kaldte mig sur. Hvis han vidste, alt det jeg havde været igennem i hele mit liv, ville han sikkert forstå. Eller var han dum nok til at være ligeglad. Han forstod slet ikke, hvad jeg havde været igennem. Både som lille og som stor. Han ville sikkert ikke fatte det, hvis jeg fortalte ham det. Og jeg ville heller aldrig fortælle ham det. Tænk, at han sagde, jeg kun var van til Eleanor og Perrie. Men dem vidste jeg da, at de ikke ville gøre Harry fortræd. De kunne ikke finde på at tage ham fra mig, som Natalie ville. Hvis han vidste, at hun ville dræbe ham, ville han give mig ret at være sur.

”Det tænkte jeg nok. Hun ser heller ikke helt venelig ud,” sagde Natalie meget lavt i frygt om jeg hørte hende. Men det gjorde jeg. Jeg havde en langt bedre høresans end hende, så hvad regnede hun med?

”Helt slem er hun altså ikke,” sagde Harry for at forsvare mig lidt. Jeg havde rejst mig op for at gå, men blev stående. Jeg var blevet nysgerrig, om han ville forsætte. ”Man skal bare lære hende at kende, så er hun faktisk som en hund.”

Han klappede mig på min venstre skulder. Jeg lod mine himmelblå øjne, hvor drengene, Eleanor og Perrie havde stået. Men nu var de der ikke. Jeg måtte kvæle et suk og ligge mig ned igen. Jeg lagde et hoved på Harrys ben. Jeg lod sukket slippe ud. Harry kiggede ned på mig og strøg mig over ryggen. Hans berøringer sendte varme signaler op til hjernen og til hjertet.

”Hvordan lære man hende at kende?” spurgte Natalie nysgerrigt og sendte mig et forsigtigt sideblik. Hun kunne lige så godt droppe at få min tillid, for den fik hun aldrig i sit liv. Jeg vidste, hvem hun var og hvad hun vil. Hun troede sikkert, at jeg var dummere end vådt bølgepap.

”Snakke med hende,” sagde Harry og kiggede ned på mig. Han lod to finger glide for min snude og op over hovedet. Jeg lukkede mine øjne i nydelse. ”Hendes yndlingssted er bagved ørerne.”

Harry smilede til hende, og hun gengælde hans smil. Jeg var ved at få kvalme af at se på hendes sukkersøde smil. Jeg havde mest løst til at forlade dem. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Harry ville gerne have mig her ved hans side. Jeg ville ikke skuffe ham eller gøre ham ked af det, så jeg måtte bide i det sure æble. Men det var der vær.

”Er du helt sikker. Jeg tror altså ikke, at det ville hjælpe hos mig og hende. Hun kan rigtigt godt lide dig,” sagde Natalie ned mod sine fødder. Hun lod en hånd glide igennem hendes hår.

Et smil formede sig på Harrys læber. Han lod et lille grin slippe fri for sine læber.

”Jeg kan ikke være kærester med en ulv, det ville være fuldkommen vanvittigt. Prøv at forstil dig, mig og en ulv være kærester,” grinede Harry. Natalie grinede med.

Men jeg synes ikke, det var sjovt. Jeg mærkede sorgen sprede sig i min krop. Selvom den ikke var ment ond, kunne jeg ikke lade vær med at tage den personlig. Det var en af grundene, hvorfor det var et problem ved, at jeg fik følelser for en. Og endnu være; få en kæreste. Folk ville tænke vanvittigt tanker om personen, som var min kæreste. At se en mand være ved en ulv som ved en rigtig kæreste, ville skaffe de andre menneskers opmærksomhed. De ville tro, at kæresten var skør. At han var sindssyg.

Jeg rejste mig op uden at tænke over det. Jeg begyndte med raske skridt at gå væk. Men ikke ret langtid efter, løb jeg tæt på havets bølger. Bølgerne gjorde mine poter våde, og vandet ramte min pels. Hvis jeg havde været menneske nu, ville jeg have grædt til den sidste tår. Jeg fattede ikke, at han kunne sige sådan noget. Jeg fattede det ikke.

Ude i det fjerne kunne jeg høre drengene snakke. Jeg kunne ikke se dem, men høre dem. Jeg vidste ikke, hvor jeg løb hen. Jeg skulle bare væk herfra. Ikke helt væk for Harry. Jeg skulle bare til et sted, hvor jeg kunne være i fred. Et sted hvor jeg kunne forvandle mig tilbage igen.

Solen spredte de røde farver ud over horisonten. Solen bevægede sig med små skridt ned mod vandet, som om den ville slukke sig selv. Men det var bare en solnedgang som de andre. Jeg gad ikke nyde det smukke syn, for jeg havde ikke humøret til det. Jeg kunne høre Harrys stemme inde i mit hoved. Han sagde det samme igen og igen.

Jeg løb forbi drengene, der forskrækket stoppede deres snakken og gloede på mig. Deres øjne forvandlede sig for forskrækket til nysgerrigt. Men de løb ikke efter mig. De vidste, at jeg var hurtigere end dem. Jeg sendte dem en sideblik, inden jeg forsatte med at løbe. Jeg hørte drengene råbe efter mig, men jeg ignorerede dem.

Mine ben brændte under mig, da jeg var noget flere kilometer væk fra Harry. Jeg var i den anden ende af stranden. Der var halvmørkt og de første stjerner var på himlen. Jeg var træt og øger i hovedet. Mine ben føles som gele under mig. Jeg satte træt ned i skridt og kiggede mig rundt.

Stedet var helt ødet, og husene var der lys i. Hækkene omkring husene søgerede for, at ingen kunne se mig, og jeg var ganske tilfreds. Jeg gik med forsigtige skridt ud i midten af det hele. Jeg tømte hovedet for alle tanker og slappede af. Jeg lod langsomt min krop forvandle sig tilbage til menneske igen.

Jeg mærkede kulden mod min krop, da jeg havde gået igennem processen. Det var mørkt omkring mig, og jeg havde problem med at se mig omkring. Men jeg var ligeglad. Jeg havde ikke brug for at kunne se. Jeg havde bare brug for at tænke dagen igennem. Skridt for skridt skulle tankerne ryddes afvejen. Jeg ville få mine følelser ud, nu hvor jeg havde mulighed for det.

Jeg satte mig stille ned i sandet. Sandet var blødt og irriterende mod mine jeans. Jeg tog mine ben op til mig og lagde armene omkring dem. Jeg lod min hage støtte på mine knæ. Jeg lod mine himmelblå øjne undersøge det tætte mørke. Havets bølger var svære at se. Jeg kunne kun se omridset af dem og ikke andet.

Jeg lod tårerne glide ned ad mine kinder. Hvorfor var det mig, som skulle rode mig ud i sådan noget? Hvorfor var det mig, der skulle forelske mig i Harry? Jeg kunne ikke klare det hele selv? Jeg vil aldrig kunne være en normal pige. Hvilket jeg drømte meget om. Men selvfølgelig var min evne dejlig. Men ikke på det sidste. Den havde skaffet mig problemer, som jeg kunne have undgået, hvis det ikke var for den.

Jeg forstod ikke, at han kunne se det. Jeg forstod ikke, at han kunne lide hende. Hvad havde jeg gjort ham? Jeg havde redet hans liv, og så vælger han at overskride mine grænser. Tænker han ikke på, hvilken fare han udsætter sig for? Er han slet ikke bekymret for, det der er sket med ham? Sætter han ingen spørgsmål til hans overfald? Er jeg den eneste i denne verden, som tænker på hans sikkerhed?

Jeg kunne ikke klare mine tanker. De fik bare flere tårer til at trille ned ad mine kinder. Jeg lod mit ansigt begrave i mine knæ. Jeg mærkede mit silkebløde hår glide ned over mine arme og mit ansigt. Jeg elskede Harry. Jeg elskede ham virkelig. Men elskede han mig, eller var løbet allerede kørt.

Jeg vidste godt, at han ikke følte noget for mig. Han var bare sød overfor mig. Han ville bare have, at jeg følte det godt igen. Han ville bare have mig som ven. Jeg havde mest løst til at trække mig tilbage. Aldrig se Harry igen. Han skaffede mig problemer, som jeg ikke kunne klare alene. Men kunne jeg virkelig tillade at gå fra ham nu.

Jeg brød ud i gråd. Jeg forstod ikke, at folk sagde, at det var sjovt at være forelsket. Det var det rene helvede at komme ind i.

I det fjerne hørte jeg fodskridt. Fodskridtene var meget lave i det løse sand. Men når jeg anstrengte mine øre, kunne jeg høre, at der var en på vej imod mig. Jeg havde ingen energi til at gå min vej fra personen. Jeg gad virkelig ikke rejse mig. Jeg blev siddende i spænding på at se, hvem det var. Idet fjerne kunne jeg se en drengeskikkelse på nitten – tyve år. Mit hjerte skreg efter, at det var Harry, mens min hjerne skreg det modsatte.

Personen kom tættere og tættere på mig. Jeg mærkede at tårerne stoppede med at trille ned ad mine kinder, og jeg havde endelig energi nok til at rejse mig op. Jeg rejste mig op og kiggede forventningsfuldt på personen. Jeg kunne se, at han havde en lommelygte i hånden for at lyse sin vej op.

Jeg kiggede spændt med, da han stoppede lidt fra mig. Jeg ventede spændt på, om han havde set mig. Jeg kiggede længe på ham uden at røre mig ud af flækken. Men alligevel vendte drengen lommelygten imod mig. Det skarpe lys skar mig irriteret i øjnene. Jeg tog hænderne for øjnene for at beskytte dem for det kraftige lys. Jeg var en smule irriteret over, at jeg ikke kunne se, hvem det var, og at han lyste mig i øjnene.

”Emma,” lød en overrasket bekendt stemme. Harry sænkede lygten fra mit hoved, så jeg bedre kunne se. Jeg tog hænderne fra øjnene og kiggede over på ham. Lyset oplyste hans smukke ansigt. Hans øjne var overrasket, men han smilede en smule.

”Harry,” sagde jeg overrasket. Jeg var faktisk overrasket over at se ham her. Især nu hvor det var mørkt. Han kunne nemt have blevet overfaldet, når de andre var taget hjem. ”Hvad laver du her?”

Jeg kunne se på Harry, at han havde løst til at spøger om mig om det samme. Jeg havde jo ligget en seddel om, at han ikke ville se mig i nærheden af stranden igen. Troede han måske, at jeg prøvede at undgå ham?

”Jeg leder efter min ulv. Har du set hende?” sagde han og trækkede lidt på det ene smilebånd. ”Hvad med dig. Hvad laver du her på denne tid af dagen.”

Jeg bed mig nervøst i underlæben. Hvad skulle jeg sige? Jeg var en forfærdelig løgner.

”Jeg … øh,” sagde jeg nervøst. Jeg pillede nervøst ved mit hår. Jeg snurrede det om fingeren. ”Jeg ved det ikke.”

Jeg kiggede flovt ned ad mig selv. Jeg havde mest løst til at løbe væk. Jeg var kommet ud i et problem, jeg ikke kunne løbe fra uden at skabe mistanke. Jeg hørte, at Harry kom nærmere.

”Du har grædt,” sagde Harry. Jeg kunne høre en smule bekymring i hans stemme, men jeg troede, at jeg hørte forkert. ”Hvorfor har du grædt? Er det på grund af din mor?”

Jeg kiggede op og mødte hans fantasiske grønne øjne. Jeg nikkede lidt. Det var løgn, men jeg havde ingen anden mulighed. Jeg kunne ikke finde på andet at gøre. Jeg fik en dårlig samvittighed over, at jeg havde løjet overfor ham. Det var ikke fair overfor ham. Men hvad ellers kunne jeg gøre?

”Har du løst til at tage med mig hjem. Altså bare for en nat,” spurgte Harry venligt og smilede til mig.

”Ja, tak,” sagde jeg med et smil. ”Og Harry, din ulv har det godt.”

Vi begyndte at gå ned ad stranden med lygten som vores eneste lys. Harry kiggede over på mig med nogle nysgerrige øjne.

”Hvordan ved du det,” spurgte Harry nysgerrigt. Jeg fortrød, at jeg havde sagt det. Hvorfor kunne jeg ikke bare sige stille i hans nærvær?

”Hun er en ulv, hun har levet i naturen i mange år,” sagde jeg og kiggede væk.

”Jeg tror på dig, Emma,” sagde Harry og lyste mig igen op i ansigtet.

”Hey, stop med det der,” sagde jeg og skærmede mig for hånden. Harry grinede bare.

”Næ, hvorfor skulle jeg det,” sagde Harry drilsk og blev ved med at lyse mig i ansigtet.

”Fordi jeg siger det,” sagde jeg og prøvede forgæves at få lommelygten ud af hans hænder.

”Hvem siger, at jeg gider at lytte,” svarede Harry igen og puffede drillende til mig. Ikke hårdt men blidt. Han havde virkelig et kram på at gøre mig glad igen. Jeg synes faktisk, at det her var hyggeligt.

”Fordi din mor siger det,” sagde jeg og skubbede til ham igen. Jeg kunne høre, at han smilede.

”Men hun er her ikke, hvordan kan hun så sige det,” sagde Harry, som om det var logisk. Det var også logisk, for hun var her ikke.

”Jeg tror, når jeg ser din mor, at jeg beder hende om at give dig nogle bedre maner,” sagde jeg drillende til ham.

”Jeg er over atten, hun bestemmer ikke længere over mig,” sagde Harry, som om han var blevet fornærmet.

”Så giver jeg dig det da bare,” sagde jeg og slog ud med armene.

”Så siger vi det,” sagde Harry, som om han ville se det, før han tro det.

Turen gik uhyggelig stærk i forhold til, hvor langtid det tog mig at komme her ud. Det føltes som kun ti minutter, før vi stod ude foran Harrys bil. Vi havde selvfølgelig drillet hinanden hele vejen hjem. Jeg havde oplevet en hel ny side af Harry i dag, og jeg kunne faktisk godt lide den siden. Jeg kunne sagtens vende mig til ham sådan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...