Different ~ 1D

Ulv, menneske, folk tager en som kan skifte mellem dem en varulv, men den unge Emma Walter har aldrig set sig selv som en af de grufulde bæster. Selvom andre omkring hende er normale, er hun unormal. Hvad er der normalt ved en person, der kan skifte mellem ulv og menneske? Hun lever livet hemmelig som ulv og er ikke meget for at få problemer, støder hun alligevel på problemer, hun ved, hun ikke kan løbe fra. Da den unge Harry Styles for det kendte band 1D, bliver overfaldt efter, han har hjulpet hende, ændre hendes liv. For at være den problembarn går hun til helt og redder Harrys liv. Og hun undgår ikke at hans venskab. Men selvom hun holder ham sikker er faren ikke dravet væk, da en pige vender tilbage for at slutte det, hendes kopaner har startet. *Nogle kapitler er måske lidt dårlige*

40Likes
58Kommentarer
5376Visninger
AA

3. 1. Torenbuskens dag.

 

Det var en klar morgen, da jeg tvang tasken over skulderen. Jeg kiggede rundt i det bryggest, jeg stod i. Det var et højloftet rum med hvidt tapet, og firekant gulv. Det var ikke særlig stort. Nogle jakker hang på sorte knager på red og række. Alle var der, undtagen min mørkebrune frakke, som jeg havde på. Den var af fint varmt stof.

Det var forår og stadig koldt som vinteren, der var forsvundet til en anden del af verden. Jeg var ikke ligefrem tilfreds med kulden. Jeg hader kulden. Det er alt for koldt, at det næsten gør ondt. Hvilket gør, at jeg også hader vinteren.

Uden at sige farvel til min pengeglade mor, gik jeg ud, mens jeg trak hætten på min frakke op over mit lange brunthår, der var så glat som silke. Jeg elsker mit hår, hvilket jeg har gjort i langtid. Ikke for at lyde egoistisk, så er det altså smukt. Det går mig til midten af ryggen. Det er lige og har nogle få lette bølger. Hårede, er det jeg bedst kan lide ved mig selv.

Jeg hader min krop. Jeg er tynd, hvilket folk ikke forstår, at jeg hader. Jeg hader heller ikke, at jeg er tynd. Min vægt er der ikke noget gal med, men mine hofter. Jeg har brede hofter, og jeg kan ikke fordrage dem, hvis jeg skal være helt ærlig.

Selvom folk siger, at jeg har en smuk krop, så kan jeg stadig ikke lide dem. Hvis der er nogen, der har en smuk krop, er det min bedste veninder, Amalie Mari Holm Clausen. Hun er den smukkeste pige, jeg har set i hele verden. Alle drengene for min klasse er ellevilde med hende. De sidder nærmest og savler over hende, når hun går forbi dem.

Sådan er det ikke med mig. Jeg kender næsten ikke nogen drenge, som Amalie gør. Jeg er bare en skygge, når jeg står ved siden af Amalie. Det kan godt være lidt irriterende nogen gange, at folk ignorere mig. Men jeg må leve med det. For det andet er jeg vild dårlig til at snakke med drenge. Jeg bliver så nervøs. Mine hænder sveder, som om jeg er i en brændende sol. Til gengæld kender jeg mange piger i forhold til Amalie.

Udenfor var himlen klar. Ingen skyer var på himlen, og solen strålede pragtfuldt, at man næsten skulle tro, at det var sommer. Men det var, som om solenstråler ikke havde meget styrke. Den var svag og næsten kold. Det var, som om den bare var til pynt, og den ville snyde folk til at tro, at det blev en varm dag i dag.

Jeg krydsede indkørslen, der var belagt med stenfliser, og inde i garagen stod en sølvgrå bil. Jeg gik udenom den store grønne busk, som gemte et fortov, der ville føre mig ud til hovedvejen, hvor folk kørte helt uforsigtigt. De tog ikke hensyn til fodgængerne, og der kørte mange gange vejbetjente rundt.

Jeg gik i stilheden, hvor fuglene sang, hundene gøede, og børn ringede på deres cykelklokker, når de cyklede forbi mig, gang på gang. Der herskede stilheden i villakvarterne. Der var kun lyde for naturen, og her var mange træer, som børn morede sig med at klatre op i.

Jeg sagde mange gange godmorgen til forbipasserende, men det var ikke ret mange, der sagde godmorgen tilbage. Det var kun gamle damer, der havde tiden til at sige det tilbage. Jeg havde altid ment, at ældre damer var nogle af de sødeste mennesker her på vor jord. Det var dem, der mange gange hjalp folk, og dem der havde mest tålmodighed. Og mange gange også visdommen som vi unge kunne lære noget af.

Jeg vandrede lidt længere, før jeg hørte motorstøj for biler. Jeg var noget til hovedvejen, hvor forretninger lå ud til. På hovedvejen var der lidt mere aktivitet, end ved villakvarterne. Her var der mere støj, og flere skolebørn som stod henne ved fodgængerovergangen, hvor de blev, hjalp over vejen af to for skolepatruljen, der bestod af tog piger, som lignede hinanden på en prik.

Jeg stalde mig tavs ved siden af den ene tvilling, der var høj og ranglet med blusende røde kinder. De kiggede sig for, før de vandrede ud på vejen, så jeg kunne komme sikkert over sammen med nogle andre.

Da jeg kom sikkert over på den anden side, så jeg på de simple rækkehuse, hvor der var masser af blomster. Nogle få damer, var allerede i gang med vande dem, mens deres mænd sad og læste avis, sammen tidlig med at de drak kaffe. Bagved rækkehusene tornede der sig en stor murstens bygning sig op med store hvide vinduer, hvor man kunne skimte skolebørn, hvis man så godt efter. Det var en høj etage bygning, hvor der gik mange elever, at de næsten var overskuelige.

Jeg sukkede dybt, før jeg vandrede over et lille græsareal, så jeg hurtigere ville kunne fange fortovet. Mange elever brugte græsarealet som genvej, at græsset altid var trådt ned. Da jeg nåede fortovet, fik jeg øje på en person længere henne, som stod og vinkede ved indgangen til skolen. Jeg vinkede tilbage til Amalie.

Amalie var en tynd høj pige med lyse slangekrøller og flotte dybe grå øjne. Hun smilede et hvidt charmene smil, som jeg ville næsten gøre alt for at få fat i. Hendes smil kunne får, drengene til at gøre alt, hvad hun ville, have dem til. Det var altid så sjovt at se. Jeg elskede at se, når de kæmpede for at blive den første, som over rakte hende tingen, hun havde bedt om.

”Hva’ så,” sagde hun og slog mig blidt på armen. Hendes stemme var lys som en engel. Hun lignede ose en engel.

Vi vandrede over mod skolegården, som var en stor plads men en tarzanbane i midten. Ude i siderne var der nogle mål, som drengene brugte til fodbold. Og når pigerne havde chancen, spillede de håndbold. Nogle børn legede med gokarts, og nogen kastede med frizbi.

”Ik’ ret meget,” sagde jeg og holdt døren for hende og nogle drenge for vores klasse. De sendte alle sammen Amalie et forelsket blik, og den ene piftede, inden de gik opad en vinkeltrappe henne ved et klasselokale.

Jeg kunne se på Amalie, at hun rødmede og fnisede tøset, inden vi begav os mod vinkeltrappen. Vi gik op i tavshed. Ingen sagde noget. Vi hørte kun på de andres snakken hele vejen op til den sidste etage, hvor vi havde klasselokale. Her var en lang gang med fliser der lignede mursten. Væggene var hvidkalket lag på lag, og pigerne for vores klasse og parallelklasse stod op ad væggene sammen med nogle andre piger, som jeg ikke kendte noget til. Vi kunne sagtens høre, hvad de snakkede om. Det kendte boyband One Direction. Jeg kendte godt One Direction. De sang mega godt. Jeg er fan, men ikke fangirl, som de fleste af mine klassekammerater er. Amalie er fuldkommen vild med dem. Hun er ellevild med dem, som drengene for vores klasse er med hende.

Drengene stod henne ved vores klasselokale dørkarm, hvor de hang ud. De fleste drenge løftede hovedet og kiggede på Amalie, som om de ikke havde set en pige før. Jeg vidste, at de havde ventet på hende. Og jeg fik ret. Amalie blev stoppet af komplementer, at det næsten gjorde mig øger i hovedet. Det endte med, at jeg skred ind i klassen, som var et stort rum med et skab, kateter, en tavle og border. Bordene var stald i en hestesko, hvor jeg sad i midten, og Amalie havde plads uderest med en der hed Morten.

Jeg listede stille hen på min plads, mens klokken ringede. Jeg hang tasken på mit kontorstol, og satte mig ned. Langsomt traskede de andre for min klasse ind med normale ansigtsudtryk. En dreng med karseklippet hår, satte sig ned ved siden af mig. Hvis jeg skulle være ærlig, ville jeg hellere side ved siden af en pige. Til mit hel sad en genert pige ved siden af mig. Jeg kendte ikke hendes navn, da hun aldrig snakkede ret tit.

Da alle sad på deres plads, trådte en dame ind med grydehår, der strittede til alle sider. Over hendes skulder havde hun en skrigrød taske, som indhold alt det vigtige ting og sager. Hun var lav og tynd. Det var vores klasse lære Kiwi.

Hun stalde sin taske ved katetret, inden hun gik op til tavlen med en venlig mine. Kiwi var den sødeste lære på skolen. Og jeg var rigtig glad for at have hende som lære. Jeg havde et godt forhold til hende, da hun havde hjulpet mig engang, hvor jeg havde problemer med min familie. Hun støttede mig igennem den skilsmisse min mor og far skulle i gang med.

”Godmorgen dejlige elever,” sagde hun kærligt med hendes blide stemme, som jeg altid havde beundret hende for. Et kor af godmorgner lød i klasselokalet, men Kiwi tog en arm i vejret, og alle blev stille. Kiwi var også den bedste af lærerne, til at få elever til at sige stille og makke ret, når hun bad dem om det. ”I dag skal vi starte på et nyt emne, som I ikke har haft før.”

Der var en spændt tavshed i hele klassen. Jeg kunne nærmest mærke spændingen på de andre. Jeg var faktisk også ret spændt, da det sidste emne ikke havde været min stærke side. Jeg var elendig til gamle dage. Hvilket de andre for min klasse også havde. Jeg håbede på, at det ville blive noget, jeg var vild god til.

”Vi ska’ ha’ om ulve,” sagde Kiwi endelig efter en lang spændingspause.

Jeg mærkede glæden stige i mig, mens de andre sukkede dybt, og nogle lod en hånd glide igennem håret.

Endelig noget jeg var godt til. Endelig noget jeg kunne være mere end hundrede procent sikker i. Jeg vidste meget om ulve, at det næsten var løgn. Selvom alt det jeg vidste førte til min dybeste hemmelighed.

Jeg hader at have hemmeligheder, men nogle gange var det dét eneste rigtige valg. Det eneste der gjorde, at jeg ikke skulle undersøges eller skæres op, for at folk kan se, hvad der er anderledes ved mig end andre på min alder.

Jeg er ikke en hel almindelig pige på atten år, som folk går og tror. Jeg har nok verdens største hemmelighed af dem alle. Jeg tror ikke, at der er noget, der kan slå min. Jeg har en usædvanlig evne, som kun jeg har. Ingen anden i verden. Kun mig. Jeg har evnen til at forvandle mig til en stor ulv. Ingen ved det, undtagen min mor.

Det var på grund af mig, at min mor og far blev skilt. Min mor ville holde det hemmeligt. Hun ville ikke have, at jeg skulle undersøges eller sådan noget. Mens min far mente, at det skulle ud til verden, så de kunne finde ud af, hvad der havde gjort, at jeg kunne forvandle mig til en stor ulv, som ingen andre kunne. Det hele endte med et kæmpe skænderi.

”Er der nogen der kan fortælle mig, hvad forskellen er på en ulv og en hund,” sagde Kiwi ud i klassen, og jeg faldt tilbage til verden. Hun vandrede lidt rundt oppe ved tavlen med en tus i hånden. Klar til at skrive et svar ned. Jeg rakte hurtigt hånden op, da jeg forstod spørgsmålet. ”Ja, Emma, hvad mener du.”

Jeg rømmede mig lidt, før jeg begyndte at tale. Mine klassekammerater lyttede spændt med, mens jeg fortalte.

”De skiller sig ikke ret meget ud for hinanden. Ser du. En ulv er bare en utæmmet hund. Hunden kan godt knuse en hånd, hvis den altså har lyst, men den er tæmmet og gør det ikke,” sagde jeg, mens jeg kiggede rundt i klassen.

”Flot, Emma,” roste Kiwi, inden hun gik videre til næste spørgsmål.

                                                                             


Resten af skoledagen blev jeg overfaldet af kammerater, der gerne ville være min makker til et projekt, hvor vi skulle finde så mange oplysninger som muligt om ulven. Vi skulle fremlægge det for hele skolen, da vi var færdige. Det var en lang kamp med at nå kantinen den dag. Jeg blev aldrig ladet være i fred, når jeg ville. Jeg blev konstant bombarderet med spørgsmål, da jeg var kommet sammen med Amalie. Nogle ville endda have mig til at tegne en tegning af en ulv. De fleste i min klasse vidste, at jeg var mega god til at tegne. Jeg havde tegnet i langtid. Mine tegninger blev altid flotte. Jeg tegner ulve der hylede, eller tegnede jeg nogen, der var klar til angreb til dem. Jeg tegnede nogle ulve, der var oppe af slås til mig og Amalies planche.

Klokken to gik jeg hjem i højt humør. Jeg traskede af sted med tasken over skulderen, mens jeg nynnede en frisk melodi. Det havde været den bedste skoledag, jeg kan huske, jeg havde haft. Jeg havde aldrig fået så meget opmærksomhed, som jeg havde fået i dag. Selvom jeg var ligeglad med at få opmærksomheden, var det nogle gange rart at have den. Det galde mange gange, hvordan jeg fik den. På denne møde kunne jeg lig den.

Da jeg nåede hjem, fik jeg noget af et chok. Min mors bil stod i indkørslen, hvilket ikke var et godt tegn. Min mor plejer, at være længe på arbejde for at skaffe flere penge. Min mor var meget pengeglad og hun elskede at bestemme over mig og andre folk. Det gjorde mig mange gange så rasende, at jeg ikke kunne genkende mig selv.

Med bankene hjerte gik jeg hen til hoveddøren og åbnede døren. Jeg var nervøs, da jeg trådte ind i det varme bryggest, hvor jeg smed tasken, inden jeg lod mine himmelblå øjne glide over jakkerne. Min mors hvide frakke var på dens plads og hendes sko var der også. Hun var hjemme. Alt for tidelig hjemme, at det ikke kunne være sandt. Der var noget i gære. Det kunne jeg mærke. Min sjette sans advarede mig. Jeg stolede på min sjette sans. Den havde aldrig bedraget mig. Den havde altid holdt stik. Lad mig se, om den gør det denne gang.

Der var ikke gået et minut, før en rødhårede dame med skarpe grønne øjne stod i dørkarmen. Hun var høj og slank. Hun havde brede hofter og en flad næse ligesom mig. Jeg lignede ikke ret meget min far og mor. Jeg lignede mest min afdøde bedstemor. Hun var død af kræft sidste år.

Vi stod lidt og betagede hinanden, mens jeg smed overtøjet. Jeg lagde armen overkors, da jeg havde hænget min jakke op på en af knagerne. Jeg stalde mig tilbage på min plads, som jeg havde stået op før. Jeg ventede utålmodigt på, at min mor skulle sige, det hun skulle. Der varede ti minutter, hvor hun ikke sagde noget.

”Jeg har en overraskelse til,” sagde min mor glad, som om alle ville blive glad for en overraskelse.

Min mor havde vist glemt, at jeg ikke kunne lide overraskelser. Jeg hadede overraskelser. Jeg hader, at noget er skjult for mig. Noget jeg ikke ved hvad er, før jeg ser det, eller får det at vide.

”Hvad er det?” spurgte jeg og prøvede at lyde så nysgerrig som overhovedet muligt. Men det gik ikke så godt. Men det lod min mor ikke mærke til.

”Du skal arbejde som flaskedreng i brugsen,” sagde min mor, som om alle ville blive glad for det.

Mit hjerte gik i stå, mens vreden dannede sig i maven og styrede op mod mit bryst. Da den havde erobret mit brystkasse, gled den ud i mine blodåre, så vreden var i hele min krop. Min krop føles, som om den kunne kåge over vært andet øjeblik, det skulle være.

”HVAD!” råbte jeg vredt til min mor. Hun skulle ikke bestemme, hvad jeg gad og ikke gad. Hun bestemmer altid over mig. ”DET GIDER JEG IKKE. DU KAN IKKE TVINGE MIG!”

I starten stod min mor neglet til stedet med et overrasket ansigt udtryk, men efter kort øjeblik forvandlede det sig til en rasende grimasse.

”DET ER IKKE NOGET DU BESTEMMER, EMMA,” råbte min mor vredt tilbage til mig. Intet ord rørte mig ikke. Jeg blev bare mere og mere vred, at jeg snart kogte over. Jeg kogte over. ”HVIS JEG SIGER, AT DU SKAL VÆRE FLASKEDRENG, SKAL DU VÆRE FLASKEDRENG, BASTA OG SÅDAN BLIVER DET!”

Hun kan tro nej.

”DET KAN DU GODT DROPPE. DET BEDSTEMMER DU IKKE. DU BESTEMMER IKKE LÆNGERE OVER MIG. JEG ER ATTEN ÅR OG HAR SELV RET TIL AT BESTEMME OVER MIT LIV. HVIS JEG IKKE VIDSTE BEDERE, VAR JEG ALLEREDE FLYTTET FOR LÆNGEST. MEN DU SIGER, AT JEG SKAL BLIVE BOENE. FORSTÅR DU IKKE, AT JEG GERNE VIL FLYTTE LIDT VÆK HJEMME FRA. JEG VIL GERNE BLIVE TIL NOGET. STARTE PÅ GYMNASIUM ELLER SÅDAN NOGET. MEN PÅ GRUND AF DIG VIL MINE DRØMME, ALDRIG BLIVE TIL VIRKELIGHED. JEG VIL SÅ GERNE VÆRE DYRELÆGE. MEN PÅ GRUND AF DIG, DER SYNES, AT DET ER SPILD AF TID, VIL JEG ALDRIG BLIVE DYRELÆGE, LIGEMEGET HVOR MEGET JEG PRØVER! DU TÆNKER MERE PÅ PENGE END DIN EGEN DATTER!” Det var sjældent, at det gik så vidt. Men sket var sket. Jeg kunne ikke rede mine ord og jeg havde heller ikke løst til det. Jeg havde brug for at få det ud af min krop. Ud af systemet.

Jeg kunne se på min mor, at det gjorde ond på hende. Men jeg var ligeglad. Hun skulle vide, hvad jeg mente, og det var sundt. Min mors grønne øjne blev fuldt med tåre. Jeg vidste ikke hvad, jeg skulle gøre. Jeg valgte at gøre som jeg altid plejede at gøre. Stikke af. Jeg vil væk fra problemerne.

Uden at sige mere til min mor, rev jeg seriøst døren op. Jeg løb udenfor, hvor en kold vind gik mig i møde. Mine arme kom til at ryste af kulde. Men jeg var ligeglad. Jeg kiggede mig omkring, før jeg faldt ned på fireben. Det begyndte at kilde rundt i min krop. Pels voksede ud, og mine tænder blev skarpe, mens jeg fik poter med ulveklør. I stedet for normale menneskeøre, fik jeg ulveøre, der kunne høre dobbelt så højt som et menneske. Jeg kunne lugte godt. Jeg havde forvandlet mig til en ulv.

Jeg kunne alt som en ulv kunne. Jeg var en ulv. Bag mig gik hoveddøren op, og min mor trådte ud. Jeg vendte mit ulve hoved mod hende, og mine himmelblå ulveøjne borede sig inde i hende, inden jeg langsomt gav en knurrende lyd fra mig. Jeg hylede som en ulv, før jeg satte i løb mod skoven, som ikke var ret langt væk.

De første tegn på, at jeg havde evnen, skete da jeg var fem år gammel. Ulveøre havde vokset sig ud, og jeg sagde lige pludselig sige som en ulv. Det havde været en chokkende oplevelse for mig, og ikke mindst for mine forældre. I starten kunne jeg ikke styre forvandlingen, så jeg måtte blive hjemme og lade, som om jeg var syg. Efter et år kunne jeg styre forvandlingen så tosset jeg vil. Det havde taget tid og meget energi at lære det. I en periode havde jeg gået rundt som ulv konstant, fordi jeg ikke kunne forvandle mig tilbage. Men til sidst kunne jeg begge dele meget godt.

Jeg løb op ad fortovene og jeg krydsede vejen uden at se mig for. En bilist måtte stoppe op, for ikke at køre mig ned. Jeg kiggede ikke ind mod bilisten, men jeg kunne ane noget brunt krøllet hår. Jeg kunne høre, at han hørte musik.

Uden at tænke over det nåede jeg skoven i fuld fart. Jeg løb ned af stier, jeg aldrig havde været på. Jeg opdagede hurtigt, at jeg var faret vild. Men jeg var ligeglad. Jeg ville aldrig mere tilbage til min mor. Aldrig. Jeg ville leve livet væk fra hende. Jeg vil bo i skoven.

Jeg nåede til et sving. Det så vanskeligt ud, men jeg sænkede ikke farten. Hvilket jeg skulle have gjort. Da jeg nåede svinget, gled mine poter på jorden og jeg styrede ind i en busk fuld med torne.

Buskens gerne viklede sig rundt om mig, mens dens torne prikkede mod min ulvehud. Det gjorde rigtig ondt. Jeg prøvede af alle kræfter at trække mig fri. Men jeg gjorde det værre. Det gav et hyl fra mig, da jeg mærkede en torn prikke hul mod mit højre forben. Dråber af blod gled ud. Jeg sænkede mit ulvehoved og stak min lange lyserøde tunge ud, og begyndte langsomt at slikke det rent. Jeg fik renset mit sår.

Jeg lagde mig opgivende ned, mens jeg peb højlydt af smerterne. Jeg havde ørene på stilke. Jeg lukke skovens normale lyde ude og lyttede efter fodskridt. Der var ingen i miles omkreds. Jeg sukkede dybt og lagde mit hoved på mit ene forben.

Jeg følte mig elendig tilpas, mens jeg mærkede tårer prikke i mine ulveøjne. Jeg blinkede det hurtigt væk. Jeg havde opgivet håbet om, at nogen ville finde mig og rede mig ud af busken. Jeg vidste, at min mor ikke gik ud i en skov for at lede efter mig. Hun troede, at jeg ville komme hjem igen, som jeg plejede. Jeg ville aldrig komme hjem igen. I værtifald ikke endnu.

Nu skete der noget! I det fjerne hørte jeg svage fodskridt. Jeg løftede håbefuldt hovedet, mens jeg igen begyndte et pive højlydt. Det gjorde stadig ondt, men denne gang gjorde jeg det for at få opmærksomhed. Jeg lyttede spændt til fodskridtene, der blev højre og højre. Personen var på vej mod mig!

Men så begyndte jeg at blive urolig. Hvad personen ikke gøre, når han eller hun så, at jeg var en ulv? De troede jo, at jeg var ond. Jeg kunne jo brække deres knogler, hvis jeg gad. Jeg kunne dræbe dem og spise dem til middag. Hvilket jeg ikke gad. Selvom jeg var en ulv, kunne jeg ikke spise kød lige som dem. Jeg havde stadig menneske sansen for mad.

Nu var fodskridtene meget højre, og ude i horisonten nærmede en person sig. Jeg prøvede at knibe øjnene sammen for at se bedre. Men det var stadig en lille sort prik. Prikken voksede jo tættere på personen kom. Til sidst kunne jeg se, hvem det var.

Da jeg så personen, sprang mit hjerte et slag over og jeg rejste mig op på de fireben jeg havde. Jeg kunne ikke tro mine ulve øjne, at det var ham. Ham som så mange piger i hele verden var vild med. Ham og ikke en anden person.

Det var én brunhåret fyr med krøller. Strålende smukke grønne øjne. Det var Harry Styles fra One Direction.

Det lod til, at han var i sine egne tanker, for han opdagede mig ikke. Lige meget hvor meget jeg peb. Det endte med, at jeg satte i et ordentlig ulvehyl. Først nu kiggede han op. Han hoppede forskrækket tilbage ved synet af mig. Han kiggede skræmt på mig med hans grønne øjn. Hvordan skulle jeg vise ham, at jeg bare vil slippes fri? Det var et spørgsmål, jeg ikke kunne løse. Til sidst besluttede jeg mig for at ligge mig ned. Jeg ville se, om han forstod det. Men nej. Han stod stadig på den samme plads. Bange og chokket. Jeg begyndte at pive.

Nu rørte han på sig. Jeg kiggede op på ham med bedene øjne, og han gav sig. Han gik hen mod mig med forsigtige skridt, som om jeg kunne angribe vær andet øjeblik, det skulle være. Han sank forsigtigt ned på hug. Han slap mig ikke med øjnene, mens han langsomt og forsigtigt viklede mig fri for grenene.

Jeg rejste mig op, da han havde befriet mig. Jeg gik ud på stien og forsatte, hvor jeg var sluppet. Da jeg var noget en halvmeter fra ham, vende jeg mig og kiggede på ham. Han stod, hvor jeg havde forladt ham. Jeg lod mit hoved sænke dybt ned, så jeg nærmest rørte jorden. Jeg ville vise ham, at jeg var dybt taknemmelig, før jeg forsatte min fært.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...