Succes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 9 okt. 2014
  • Status: Igang
Maria flytter til England som 13-årig, da hendes mor dør.
Her får hun en bedste veninde, som melder hende til X-factor, da de er 16.
Maria kommer videre fra audition, men desværre ikke som solist under bootcampen.
Dommerne laver et lille eksperiment som går ud på, at de vil lave et boyband med en pige i.
One Direction.
2 år efter kommer hun ud for en faretruende ulykke. Vil den ændre hendes liv for altid, eller vil hun komme godt i gennem den?

40Likes
52Kommentarer
6543Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Vi sad i cafeteriaet alle 6 og snakkede.

Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne, Zayn Malik, Louis Tomlinson og mig.

De havde masser af sjov med at prøve at udtale mit efternavn, så jeg sagde de bare kunne kalde mig 'kælling'.

De begyndte at kalde mig 'kælling', og spurgte derefter hvad det betød.

"It means bitch, so you just called me a bitch, Louis. Thank you."

Niall grinede virkelig højt, han havde det sjoveste grin jeg nogensinde havde hørt.

Harry sagde ikke så meget, han sad bare og kiggede på mig.

"Maria, why did you move from Denmark?", spurgte han pludseligt, og lænede sig frem mod mig.

Jeg kiggede ned på hans armbånd og var irriteret over, at han absolut skulle ødelægge den gode stemning.

"Umm, my mom died so.. She, umm, she killed herself, so.. Should we go eat another sandwich?", sagde jeg, og fakede et smil.

Jeg prøvede at undgå øjenkontakt med ham, mens det var som om hans grønne øjne dragede mig.

De tvang mig til at stirre ind i det, så det gjorde jeg.

Et øjeblik så han lidt forlegen ud, og det så ud som om han fortrød sit spørgsmål.

Liam gned mig på ryggen, og var vældig omsorgsfuld.

Han virkede som den der lille hundehvalp, man for alt i verden bare ikke måtte såre.

Egentlig ville jeg gerne snakke i timevis om min mor og hendes død.

Jeg ville gerne have nogen, der lyttede.

Da jeg boede i Danmark, kom nyheden hurtigt frem, at min mor havde begået selvmord.

Hele min klasse vidste det lige pludseligt, og var næsten bange for at sige noget som helst til mig.

Det sværeste ved at forlade Danmark, var nok min bedste veninde.

Vi havde kendt hinanden i 12 år, og havde lovet hinanden at være sammen resten af livet.

Ellers var det rimeligt nemt at flytte fra Danmark, jeg ville egentlig bare væk fra folks medlidende blikke. Jeg ville starte på en frisk, et sted hvor ingen kendte mig.

Så det gjorde jeg, og en dag, da jeg spiste frokost alene på min nye skole i Southampton, kom Leigh-Anne hen til mig.

"You're the only intelligent human being with common sense on this school, so we're basically friends now."

Og sådan blev vi bedste veninder.

Louis fortalte en joke om irske gnomer, og så var jeg i godt humør igen.

Alle drengene undtagen Harry gik hen for at købe flere sandwiches.

Sjovt tilfælde.

Jeg kiggede lidt ned i bordet, mest fordi jeg var genert, indtil han brød tavsheden og sagde: "I'm so sorry for asking, I didn't know that you're mom.. Umm.. Basically.. I know I'm an idiot and I didn't mean to hurt you."

Jeg gav ham et kæmpe smil og svarede: "It's okay, don't worry! I mean, we have to get to know each other and my mom's death is a big part of me, so.. Yeah!"

Han åndede lettet op.

Han rakte hånden ud og rørte ved mine armbånd.

Da han trak den til sig igen, rørte han "tilfældigvis" mine fingre, og der gik et gys i gennem mig.

De andre kom tilbage, og Louis smed en sandwich i ansigtet på mig, som jeg heldigvis lige nåede at gribe.

"Guys, do any of you play any instruments?", spurgte Niall.

Louis lagde pludselig sit ansigt i alvorlige folder, og svarede forførende: "I play a little bit piano".

"Same here!", svarede Liam.

"I play the guitar and the piano.", sagde jeg.

Zayn tøvede, men svarede, mens han var ved at flække af grin: "I can play the triangle!"

Jeg grinede, mens vi alle kiggede afventende på Harry.

Han smilede stort og svarede: "I can play the Kazoo!"

Jeg flækkede af grin, og kunne bare ikke stoppe igen.

De andre kiggede mærkeligt på mig og på hinanden.

Jeg fik min kaffe galt i halsen, og begyndte derfor at hoste, mens Louis råbte: "Liam, do the Heimlich!"

Liam begyndte at tage fat om livet på mig, men jeg fik samling på mig selv og råbte: "NO I'M NOT DYING, CALM DOWN!!"

I et øjeblik var der helt stille.

Jeg tænkte over, hvor god kemi der egentlig var mellem os alle sammen.

Vi klikkede bare fra første sekund.

Simon Cowell kaldte på os, og i et øjeblik var vi alle nervøse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...