Succes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 9 okt. 2014
  • Status: Igang
Maria flytter til England som 13-årig, da hendes mor dør.
Her får hun en bedste veninde, som melder hende til X-factor, da de er 16.
Maria kommer videre fra audition, men desværre ikke som solist under bootcampen.
Dommerne laver et lille eksperiment som går ud på, at de vil lave et boyband med en pige i.
One Direction.
2 år efter kommer hun ud for en faretruende ulykke. Vil den ændre hendes liv for altid, eller vil hun komme godt i gennem den?

40Likes
52Kommentarer
6476Visninger
AA

24. Kapitel 24.

"Harry Edward Styles, the boy who woke me up at 2 AM in the middle of the night, because he had done a romantic setup for me. The boy, who said I was the person he'd most like to date during the video diaries. The boy, who asked me to be his girlfriend during the liveshows, but I said no, I wanted to wait until X-factor was over. The boy proposed to me, while I had no makeup on. The boy who likes to sniff books. HARRY I CAN REMEMBER EVERY SINGLE DETAIL, EVEN ONE DIRECTION AND EVERYTHING!"

Tårerne strømmede ned ad mine kinder, og jeg kastede mig i armene på Harry. Han begyndte selv at græde, og det var et meget følelsesladet øjeblik. Jeg mærkede hans stærke arme fæstne grebet om min efterhånden tynde krop. Jeg havde godt nok tabt mig, mens jeg havde ligget i koma, for jeg havde jo ikke fået noget at spise i en måned. "Harry, can you even regconize me? I look like a skeleton.", sagde jeg med tårer i øjnene. Han åbnede sine arme, og jeg satte mig på hans skød og kiggede ham dybt ind i øjnene. "I don't care, Maria. You're still the most beautiful girl to ever walk on the planet." Og så kyssede vi. Lidenskabligt. Jeg havde ikke børstet tænder i en måned, men det så ikke ud til at røre ham. Og det er de øjeblikke der gør, at livet er værd at leve. Jeg nussede ham i håret, indtil jeg hørte døren gå op. "OMFG OMFG OMFG OMFG IS THIS THE REAL LIFE, IS THIS JUST FANTASY"

Louis.

Harry og jeg kiggede henad mod døren, og der stod de alle sammen. Louis, Niall, Zayn og Liam.

Zayn måtte holde fast i dørkarmen, for ikke at falde om på gulvet, og Liam og Niall lignede to dumme bonder. De må vist have fået et chok. De løb allesammen hen i mod mig, og gav mig et stort knus. Vi krammede allesammen i én stor pærevælding, indtil Niall kiggede på mig med våde øjne og sagde: "Maria, you look." Jeg afbrød ham og svarede: "I know I look like a skeleton, but as you know, I haven't been eating anything for a month." 

Jeg kunne godt forstå, at min krop måske skræmte dem en smule. Mine kindben var helt tydelige, og mine øjne så store ud. Mine ankler lige noget, som skulle lige til at knække og mine ben var papirstynde. Mine bryster var ikke-eksisterende, og jeg syntes selv jeg så ulækker ud.

"You just need some of my fabulous food!", sagde Harry med et smil på læben. Jeg rejste mig op, og begyndte at gå rundt. Jeg måtte støtte mig til de andre, for ikke at falde, for mine ben var jo ikke blevet brugt i en måned, så mine muskler var også helt væk. 

Dr. Lane kom ind igen, og spurgte om alt var vel. "DOCTOR, I GOT MY MEMORY BACK!!!"

"That's great, Maria and-" "Wait, what? You lost your memory?", afbrød Zayn.

"Yeah, actually.. When I woke up, I didn't know who Harry was, I just thought he was a stranger, and I didn't know what One Direction was, until Harry said a sentence to me, and I could remember it all again." 

De åndede alle lettet ud, og satte sig på min hospitalsseng, mens jeg stadig sad på skødet af Harry. "Maria, you can come out of the hospital the 18th January, which is in 5 days.", sagde Dr. Lane til mig.

"No way. We're going to Japan the 17th, so I'm leaving today. It has been a pleasure to stay here, and thank you for taking care of me, but no.", sagde jeg til ham. Selvfølgelig vidste jeg da godt, at det var bedst for mit helbred at blive på hospitalet, indtil han sagde jeg skulle udskrives, men vi havde en kontrakt vi skulle følge,og hvis vi ikke gjorde det, kunne vi alle sammen blive sagsøgt. Det kunne jeg jo ikke risikere. "Maria, you are staying here.", fortsatte Dr. Lane.

"No, I'm not.", svarede jeg ham igen. "Maria, listen to me. It is very bad for your health, if you go home now. We need to measure your bloodpressure, and you need some medicine."

"Look, I know you're absolutely right. But I can't stay, I really can't. We have a contract with our management. So I'm going home now. And Harry will fed me up again, so I won't look like a skeleton, when we're on tour."

Han rystede opgivende på hovedet, og svarede: "Okay, then. But you'll need this. Take one pill with your breakfast and one with your dinner. Just to avoid too high blood pressure. If you don't take these, you might pass out alot." Han gav mig et stort glas piller i hånden, og så sagde jeg tak for alt, og så tog vi hjem. Jeg ville ikke have noget ordentligt tøj på, for jeg ville først i bad.

Så 5 lækre fyre og et skelet i en blå posekjole traskede smilende ned ad gangen, og så tog vi hjem. Vi ringede rundt til alle og sagde, at jeg havde det fint. Alle ville komme over og sige hej, men Harry og jeg meddelte, at vi bare lige ville være os selv i aften. Jeg ville også gerne tage på i vægt, inden vi skulle til Japan om 4 dage. Jeg var nemlig meget svimmel, og havde det ikke for godt. 

Men endelig skulle jeg tage et bad..! Jeg tog den blå kjole af, og stillede mig op på vægten.

42,3 kg!

Og jeg var jo 175 cm høj, så jeg var meget undervægtig. Nå, det skulle Harry's mad nok klare.

Og ganske rigtigt; da jeg kom ud af badet, havde han lavet en stor omgang salat med masser af olie i. Lægen havde forklaret ham, at han ikke måtte begynde med at lave store måltider til mig, for det kunne min krop slet ikke klare, fordi min mavesæk var skrumpet efter ikke at have spist noget i en måned.

Harry og jeg nød hinandens selskab fuldt ud, og den aften holdt vi film-maraton.

Vi sad og så 'Love Actually' for 10. gang, og jeg lod virkelig som om jeg gad at se den, for i virkeligheden var jeg virkelig træt af den, men jeg vidste, at Harry elskede den.

Og det er nok det, kærlighed går ud på.

Man kender hinandens besættelser, hinandens fejl, man ved hvordan man pisser den anden af, så de områder betræder man ikke. Jeg elskede Little Mix, og det accepterede Harry, selvom det irriterede ham. Han var helt vild med tatoveringer, og blev ved med at få nye, og det accepterede jeg og støttede ham i, så vel som at han absolut skulle have en meget dyr bil. Han blev forelsket i mig, da min akne var slemmest, og alligevel fortalte han mig, at jeg var den smukkeste pige i verden.

Harry elskede 'Love Actually', så jeg så den sammen med ham uden at brokke mig.

For det er det, kærlighed handler om.

At jeg så faldt i søvn under filmen, er en helt anden historie..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...