Succes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 9 okt. 2014
  • Status: Igang
Maria flytter til England som 13-årig, da hendes mor dør.
Her får hun en bedste veninde, som melder hende til X-factor, da de er 16.
Maria kommer videre fra audition, men desværre ikke som solist under bootcampen.
Dommerne laver et lille eksperiment som går ud på, at de vil lave et boyband med en pige i.
One Direction.
2 år efter kommer hun ud for en faretruende ulykke. Vil den ændre hendes liv for altid, eller vil hun komme godt i gennem den?

40Likes
52Kommentarer
6464Visninger
AA

22. Kapitel 22.

*Harry's synsvinkel på dansk*

Hun var jo i bad i timevis. Eller.. Altså det føltes som timer.. Vi skulle køre om en halv time, og hun stod stadig og sang i badet. For en måned siden havde hun fået en besættelse af Little Mix's debutalbum 'DNA', og det var det eneste, hun hørte. 

Så selvfølgelig stod hun og lavede et Little Mix medley ude i badet.. "COME HURRY UP OR I'LL COME AND GET YOU!", råbte jeg, og gik ind for at tage mit eget tøj på.

Min blå sweater, mine sorte skinny jeans og så rystede jeg mit hår. Jeg pakkede en lille taske med noget mad og drikke i til turen. Først skulle vi hjem til Maria's familie i Southampton. Jeg havde kun mødt dem et par gange, fordi vi stort set aldrig var hjemme, og de var en samling underlige mennesker. Den mest normale, var hendes 13-årige lillesøster. Hendes 16-årige søster havde underligt tøj på, og brugte al sin tid på at læse bøger om dyr. Og hendes far gik hele tiden rundt og hørte remix's fra 70'erne. Men de var gode nok. Maria's far kunne godt lide mig, han syntes jeg var intelligent og han kunne se, at jeg elskede Maria. Og det gjorde jeg virkelig! Jeg friede til hende i går, og jeg så frem til et langt liv med hende med børn og det hele. 

"Harry, can you please get my sweater?", råbte Maria gennem døren. "Babe, we don't have much time, can't you just borrow mine?", råbte jeg til hende.

Hun sagde, at hun bedst kunne lide mine sweatere, så det var helt fint.

Jeg gik ind i vores soveværelse, og fandt min grå sweater frem. Jeg vidste hun elskede den, og hun lånte den stort set hele tiden. Jeg gav den til hende gennem døren, og kunne lide ane hendes smil. Hendes smil var grunden til alt. Grunden til, at jeg var holdt op med at cutte. Grunden til, at jeg ikke længere havde selvmordstanker. Jeg elskede hende virkeligt højt. Men hun skulle stadig skynde sig. 

Hun kom ud med håndklædet rundt om håret og med lidt makeup på. Kufferterne havde vi pakket i går, og så kastede vi ellers noget mad i munden, og så gik vi ud til bilen.

Og gæt hvad hun ville høre? Little Mix..

"Maria, you are listening to Little Mix all the time. It's like I've moved in with them, because their voices are in my house all the time. Can't we listen to something else?"

"But..", begyndte hun.

"Please, Maria. Ok, we'll listen to some Alanis Morisette. You love Alanis, I know that!"

Og så skrålede vi ellers med på Ironic, og hyggede os. Jeg holdt godt øje med vejen, jeg havde trods alt lige fået mit kørekort for et par måneder siden. Faktisk var jeg en elendig bilist, men ikke dårligere end Maria. Maria er sådan en person, der kan udregne 3.grads ligninger og udtænke sig til usandsynlige plottwists og skrive essays om latinske udtryk. Hun kan også tale 3 sprog flydende, hun har simpelthen en professor hjerne. Men basale ting som at lave mad, køre en bil, starte en vaskemaskine osv, kan hun slet ikke finde ud af. Det gjorde hende samtidigt også interessant, og så har hun en aldrig svigtende selvironi. Da vi havde hørt et par numre af Alanis, ville hun skifte til et af sine yndlingsbands 'The Pretty Reckless', men jeg ville hellere høre John Mayer. Nu, når jeg tænkte over det, så var det altid hende, der fik sin vilje med hensyn til musik. Altså en stor del af vores musiksmag, lignede fuldstændigt hinandens, men et par gange ville hun høre noget andet, og så gav jeg hende altid lov. Men ikke denne gang.

Jeg kiggede væk fra vejen et kort øjeblik, og kiggede mistroende på hendes ansigt, mens jeg sagde: "Maria, we are always listening to your music. Can we please listen to my taste in music now?"

Og pludselig var det som om det hele foregik i slowmotion. Som om jeg så hele seancen udefra. Jeg var ikke længere i min egen krop, føltes det som om. Maria's skrig fyldte luften som tykt bly. Rædselen stod skrevet i mine øjne, da jeg kiggede chokeret på lastbilen, som var på vej imod den side, hun sad i. Glasset blev knust, og sprængte vores ansigter til blods, så mine øjne fyldtes med rødt væde. Jeg tørrede hurtigt blodet væk, og forsøgte at tage hendes hånd, men hendes fingre var slappe som kogte pølser, og mens bilen trillede om på siden og landede midt ud på græsplænen i siden af motorvejen, skreg jeg hendes navn af mine lungers fulde kræft. Sikkerhedsselen havde et stramt greb om mig, men jeg fik den klikket op, og kom ud af bilen. Jeg fór hen til hendes side, og klikkede hendes sele op. "Maria?", forsøgte jeg, men hun var væk. Jeg klappede hende forsigtigt i ansigtet, men der var ingen reaktion. Jeg tog mig sammen til at give hende en kæmpe lussing, men stadig ingen reaktion. Jeg trak hende ud og lagde hende på den kolde sne. Det var trods alt midt i december. Jeg løb om til bagagerummet, og fandt hurtigt et tæppe at lægge hende på. Jeg tørrede igen blodet væk fra mit ansigt, og forsøgte at fokusere. Jeg mærkede på hendes hals; der var stadig puls. Aldrig i mit liv havde jeg følt sådan en velsignelse. Hun var stadig i live. Jeg ruskede i hende, og forsøgte at få hende til at vågne. Intet virkede. Hun var bevidstløs.

Men åh gud, måske ville hun dø her i kulden! Jeg ringede 911, og var lige ved at tude, da jeg snakkede med dem. Jeg havde aldrig i mit liv været så bange. Vi var et sted mellem London og Southampton, ved Guildford, tror jeg. Ambulance folkene kom 7 minutter efter. Jeg talte sekunderne, der føltes som timer. De lagde hende op på en båre, da de kom, som var hun en dukke. Jeg holdt hendes kolde hånd hele vejen, mens tårerene løb ned ad mine i forvejen følelsesløse kinder. Vi gik ind i ambulancen, og kørte til hospitalet for fuld udrykning. Jeg kiggede ned på hendes udtryksløse, men fredfyldte ansigt. Hun havde et hvidt tæppe over sig, og jeg kunne høre de høje sirener gennemtrænge mine tanker. Vi nåede hurtigt frem til Rigshospitalet i London, for det lå tættest på. De lagde hende forsigtigt på en båre, og kørte hende omgående ind i et rum, hvor de lagde hende i en respirator. Jeg var ved at gå amok og var fuldstændigt i chok og panik, så en sygeplejerske kom hen for at få mig til at falde til ro.

Som om det var muligt.. De kom ud med meldingen, at de havde lagt hende i koma, og at hendes tilstand var meget kritisk.

Og pludselig havde jeg det som om al luften blev hevet ud af mig, som en ballon.

Kritisk? Hvor kritisk? Hvordan kritisk? Hvad mente de med kritisk? Ville hun dø? Ville hun overleve? Jeg holdt fast i dørkarmen, for ikke at falde, og så spurgte jeg om lov til at gå ind at sidde ved hendes seng. Jeg fik lov, og så satte jeg mig ved siden af hendes seng, og kiggede på hende. Blodet på min pande var for længst størknet, fordi jeg ikke havde haft tid til det. Jeg tog hendes hånd og græd. Jeg græd højlydt og længe. Indtil der ikke var flere salte tårer i min krop. Hun trak ikke vejret; det gjorde hendes respirator for hende. Det lød kunstigt.

Men hvis skyld var det egentlig, at hun var havnet her? Min skyld. Hvis jeg bare havde været opmærksom. Hvis jeg ikke havde brokket mig over hendes musik. Jeg var faktisk jordens største idiot. Og hvad skulle jeg egentlig sige til hendes fa-

Min mobil ringede. Det var Maria's stemme. "SOMEONE IS CALLING YOU, PICK UP YOUR PHONE!!" 

Hans.

Åh gud nej. Maria's far. Hvad skulle jeg sige?

Jeg trykkede på 'svar' og tog forsigtigt telefonen op til øret.

"Hello Harry, Maria doesn't pick up her phone. Are you on your way?"

Jeg brød grædende sammen igen og svarede: "Hans, we were in a car accident and she's in coma. She's in coma in the Hospital of London. Her condition is very critical."

Han svarede ikke. Jeg trak ikke vejret..

"She's what?" Hans stemme skælvede. "Ok, I'm coming. And I don't hope for you it's your fault, young man." Jeg gysede ved tanken. Det var jo min fejl. 

Vi ringede af, og så græd jeg videre. Og sådan var det i flere dage. Hendes far kom, men tog hjem igen senere. De andre drenge fra One Direction kom og græd med mig, men gik da igen.

Men jeg blev her. Jeg gik ikke i bad. Barberede mig ikke. Havde bare det samme tøj på. Fik min mad serveret ved hendes seng, og slap kun hendes hånd, når jeg skulle på toilettet.

Jeg blev hos hende, og det gjorde jeg i flere uger.

Da hun havde ligget i koma i en måned, begyndte jeg at miste håbet...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...