Succes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 9 okt. 2014
  • Status: Igang
Maria flytter til England som 13-årig, da hendes mor dør.
Her får hun en bedste veninde, som melder hende til X-factor, da de er 16.
Maria kommer videre fra audition, men desværre ikke som solist under bootcampen.
Dommerne laver et lille eksperiment som går ud på, at de vil lave et boyband med en pige i.
One Direction.
2 år efter kommer hun ud for en faretruende ulykke. Vil den ændre hendes liv for altid, eller vil hun komme godt i gennem den?

40Likes
52Kommentarer
6465Visninger
AA

21. Kapitel 21.

"COME ON, HURRY UP OR I'LL COME AND GET YOU!", råbte Harry på den anden side af døren. Jeg stod og holdt minikoncert for et ikke-eksisterende publikum ude i brusebadet. Jeg var altid virkelig lang tid om det, fordi jeg godt kunne lide at stå under den varme bruser og bare tænke over livet i det hele taget. Men i dag skulle jeg prøve at skynde mig; Harry og jeg skulle tage bilen til Southampton, og om et par dage tog vi videre til Holmes Chapel, for at besøge Harry's familie. Gud, det var også snart juleaften. Om 12 dage. Vi havde aftalt, at vores familier skulle holde det sammen. Blandt andet fordi de kom så godt ud af det med hinanden. Hele One Direction havde aftalt, at vi mindst én gang skulle holde en kæmpe, gigantisk jul med alle vores 6 familier. Jeg smilede, med ansigtet sæbet fuldstændigt ind. Jeg smilede af, at Harry stod og råbte af mig. Jeg smilede af, at han havde friet til mig i går. Jeg smilede af, at jeg havde de bedste venner i verden. Jeg smilede af, at jeg udlevede mine drømme og havde et fantastisk liv. Jeg smilede af alting. Min mor strejfede et kort øjeblik mine tanker. Jeg forstod egentlig ikke, hvorfor jeg af og til savnede hende, og hvorfor jeg var blevet så deprimeret af at miste hende. Hun var en forfærdelig mor, og jeg havde kun godt af at flytte til England med min far og søstre. Men det var trods alt min mor. 

Jeg skyllede mit ansigt, slukkede vandet, og tog håndklædet rundt om min krop. Jeg smurte fugtighedscreme i hele ansigtet. Da jeg var yngre, brugte jeg creme, som ikke ville fedte min hud tid, fordi jeg jo havde ekstrem akne. Nu handlede det om, at bruger cremer, som fugtede huden så meget som muligt, for at undgå de fine linjer. Jeg havde altid været bange for at blive gammel. Der var ikke lang tid til, at jeg fyldte 19, og jeg var stadig helt chokeret over, at tiden var gået så stærkt. Jeg huskede stadig min første SFO dag i Danmark. Da var jeg 5. Da jeg var kommet, havde min mor hilst på pædagogerne, mens jeg havde stået og gnedet mig op ad hendes ben i al generthed. Da hun hentede mig et par timer senere, stod jeg og sang på scenen, som var blevet anrettet der, og dansede til jeg var ved at kaste op. Jeg havde altid været meget udadvendt, og havde ikke særligt svært ved at møde nye mennesker. At starte på high school var nok noget af det hårdeste. Pigerne var nogle bitches og drengene tænkte kun på udseende. Heldigvis havde jeg Leigh-Anne, og som 16-årig gik jeg ud, fordi jeg havde for travlt med One Direction. Jeg nåede at gå i high school i halvandet år. Det takker jeg en højere skaber for!

Jeg betragtede mit ansigt. Jeg ville ikke blive ældre. Jeg ville ikke blive gammel. Som lille prøvede man altid sin mors røde læbestift og hendes store BH'er, og kunne ikke vente til, at man selv blev gammel nok til selv at gå i dem. Men i dag. Jeg var bare så bange for at blive gammel. Jeg ville gerne fryse dette øjeblik. Være ung for evigt. Være teenager med Harry for evigt. Selvfølgelig ville jeg gerne have børn med ham og vi skulle jo også giftes, men alderdom. Nej tak. Jeg åbnede døren på klem og spurgte Harry, om han ikke lige ville hente min sweater. "Baby, we don't have much time, can't you just borrow mine?" "Well, I like yours the most, so yeah!" Han rendte ind i vores soveværelse, og kom ud med sin grå sweater. Min yndlings. Jeg lånte den altid, og den duftede skønt af ham. Jeg krængede sweateren ned over hovedet, tog mine sorte, hullede skinny jeans på og mine øreringe. Jeg viftede foran mit ansigt, jeg ville gerne have, at min næsering tørrede hurtigt, så der ikke kom rust på. Mit hår var stadig vådt, men jeg smurte lidt olie ind i det og lagde lidt naturlig make up. Jeg tog mit hår op i et håndklæde, for at 'hive' væden ud ad håret og så gik jeg ud af badeværelset. Der var ingen tid til at lave en stor omgang morgenmad, så vi spise hurtigt noget toast med syltetøj og kastede en hurtigt smoothie ned. Kufferterne var pakket i går, så det behøvede vi ikke at bruge tid på at tænke over. Jeg glædede mig som en sindssyg til at komme hjem til Southampton. Jeg savnede min far og mine søstre. Man tager dem virkelig forgivet, og ønsker dem langt væk, når man ser dem hver dag. Men når man så aldrig ser dem, føler man bare, at de er gaver sendt fra Jesus. Harry og jeg var begge spændt på at se, hvad min far ville sige til min næsering. Jeg havde spurgt ham, om jeg ikke nok måtte få en, da jeg var 13 og der havde jeg selvfølgelig fået et nej. Og da jeg var 14. Og 15. Og 16. Og 17. Men jeg var jo næsten 19 nu og kunne gøre hvad jeg ville, så Perrie og jeg fik lavet en sammen for 2 måneder siden. Jeg elskede den. Sad og betragtede den i spejlet hver dag. Jeg spurgte Harry om hans mening. "Well.. Um.. Let's just say that you could come home bald and with no eyebrows and I'd stille love you endlessly." Det var selvfølgelig smukt sagt, men han sagde indirekte, at han ikke kunne lide den. Men jeg var da ligeglad. Jeg gjorde hvad der passede mig, og kun mig. Og at vide, at han elskede mig ligegyldigt hvad, var fantastisk.

Vi gik rundt og slukkede al lyset og låste døren efter os.

"Home, dear home.", sagde jeg med en fredfyldt og sensuel stemme.

"Umm, babe that's something you say, when you arrive home, not when you're going away."

"Oh..", svarede jeg og smilede. Han rystede grinende på hovedet, og så var vi ellers på vej ud til bilen. Harry og jeg havde flere gange diskuteret om den bil. Jeg havde sagt, at han da bare kunne købe en til 10.00 pund, hvilket var ca. 100.00 kr. Men næ nej, han skulle selvfølgelig have en til flere millioner. For han havde jo råd. Jeg syntes det var fuldkomment latterligt. Vi skulle jo ligesom spare op til vores efterliv, men han ville have den. Til sidst havde jeg givet ham ret; han var trods alt dreng. Så længe han var glad.

Vi pakkede vores kufferter ind i bagagerummet, og satte os ellers ind. Bilen havde lækre lædersæder og en surround-højtaler, som gav den bedste lyd.

Jeg var ved at sætte Little Mix's 'DNA' på, indtil Harry protesterede.

"Maria, you are listening to Little Mix all the time. It's like I've moved in with them, because their voices are in my house all the time. Can't we listen to something else?"

"But.."

"Please, Maria.. Ok, we'll listen to some Alanis Morisette. You love Alanis, I know that!"

"Okay, but it has to be 'Ironic', okay?", spurgte jeg, med store hundeøjne. Bortset fra, at jeg slet ikke havde store hundeøjne. Jeg havde altid haft nogle virkelig smalle katteøjne, og folk havde altid fortalt mig, at jeg lignede en kat.. Men man kunne vel altid prøve!

Vi satte CD'en på, og jeg sad og skrålede med på musikken. Harry smilede over hele ansigtet, og sang med.

"IT'S LIKE RAIN ON YOUR WEDDING DAY, IT'S FREE RIDE WHEN YOU'VE ALREADY PAID, IT'S THE GOOD ADVICE THAT YOU JUST DIDN'T TAKE. AND WHO WOULD'VE THOUGHT IT FIGURED?"

Vi grinede muntert og sloges om, hvad for noget musik vi nu skulle høre.

Jeg insisterede på at høre et af mine yndlingsbands 'The Pretty Reckless', mens Harry gerne ville høre John Mayer. Harry og jeg diskuterede aldrig vredt og var aldrig sure på hinanden, vi var nogle gange bare uenige.

Han kiggede på mig og var uopmærksom på motorvejen et øjeblik, mens han sagde. "Maria, we are always listening to your music. Can we please listen to my taste in music now?"

Og pludselig var det som om det hele foregik i slowmotion.

Mit skrig, der fyldte luften. Harry's ansigt, der kiggede chokeret på den lastbil, der kom kørende imod venstre side af bilen, hvor jeg sad. Glasset, der blev knust i ansigterne på os. Den skarpe lyd af metal, der hvinede mod gummidækkene. Sikkerhedselen, som strammedes om mit bryst. Harry, der forsigtigt prøvede at tage min hånd. Presset mod vores bil, som fik bevidstheden til at ebbe ud af mig.

'Har jeg mon husket at tage min halskæde på?', var min sidste tanke, inden alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...