Succes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 dec. 2013
  • Opdateret: 9 okt. 2014
  • Status: Igang
Maria flytter til England som 13-årig, da hendes mor dør.
Her får hun en bedste veninde, som melder hende til X-factor, da de er 16.
Maria kommer videre fra audition, men desværre ikke som solist under bootcampen.
Dommerne laver et lille eksperiment som går ud på, at de vil lave et boyband med en pige i.
One Direction.
2 år efter kommer hun ud for en faretruende ulykke. Vil den ændre hendes liv for altid, eller vil hun komme godt i gennem den?

40Likes
52Kommentarer
6500Visninger
AA

19. Kapitel 19.

"BE CAREFUL! CALM DOWN, GIRLS! MARIA!!!"

Alle blomsterne var revet ud af mit hår, og min vinterjakke var helt fucked af rivemærker.

Harry prøvede at få overblik over situationen, og han kom hen til mig, og holdt mig ind til sig. Pigerne have revet så hårdt i mit hår, og jeg var blevet så bange for hele situationen, at jeg var begyndt at græde. Harry prøvede at være sød i starten,og tale helt pænt og stille til pigerne, men de hørte ikke efter og blev ved, så han endte med at råbe af dem.

Vi havde gået helt fredeligt hånd i hånd ned ad London's gader, med store smil på vores ansigter og forelskelsen tegnet i vores øjne. Pludseligt kom en fan hen til os, og spurgte, om hun ikke måtte få et billede. Selvfølgelig da. Så vi stillede op til billede, og hun fortalte os, at hun elskede os. Og selvfølgelig sagde vi i lige måde. Mens vi stod og snakkede med hende, kom der pludseligt 3 tudende piger hen til os, som skreg: "OMFG IT'S MARIA AND HARRY!" Det tiltrak bare endnu flere piger, og inden vi vidste af det, stod vi omringet af en hel hord af fans.

Det var jo i sig selv okay; vi elskede at snakke med dem! Men de begyndte at hive og flå i os, specielt mig, fordi jeg ikke var så høj og stærk som Harry.. Vi havde sagt til alle vores security-guards, at det bare skulle være en alene-tur med Harry og jeg, og vi plagede dem i lang tid, indtil de sagde ja.

Dum idé.

Men det værste af det hele? Disse piger ville gå hjem og spamme deres Twitter med: "Maria and Harry are so evil, they don't want to talk to their fans, they're just arrogant", og alt muligt andet pis.

Jeg ELSKEDE vores fans, det var slet ikke det. Nogle af dem, var virkelig, virkelig søde. Men andre var bare.. virkeligt onde. Jeg vidste, at der ventede os en masse hate, når vi kom hjem og sådan var det bare. Men jeg vidste også, at der ville være en hel del andre fans, som ville forsvare os. Sådan var det altid. Vores Directioners var altid splittet i to, selvom de brugte så lang tid på at sige, at de var familie. Men jeg elskede dem jo stadig. Også dem, som havde 'mobbed' os i dag.

Harry fik endelig talt pigerne til fornuft ved at råbe. Jeg tror vist de blev lidt bange for ham. Også fordi de bare IKKE ville gøre noget galt overfor ham. Han var trods alt Harry Styles, ham den hotte fra One Direction.

Men for mig var han bare Harry. Harry, som kunne sidde og flæbe over en tøsefilm. Harry, som elskede at lave mad til mig. Harry, som dansede som en ko i sommerkjole. Lille, søde Harry fra den lille by i Cheshire. Jeg elskede ham for den han var, og ikke fordi han var berømt. Overhovedet.

Vi fik rystet pigerne af os, og søgte tilflugt på en café. Han tog mit ansigt i sine bløde hænder, og gennemsøgte mine øjne med et bekymret udtryk. "Are you okay, sweetheart?" Mine øjne var sikkert helt røde af gråd, og jeg havde sikkert også et rædselsslagent blik i øjnene. "Yeah, I'm alright."

Vi tog en kop kaffe for lige at sunde os lidt, og selvfølgelig kom en hel masse piger hen, og ville have autografer. Jeg elskede vores Directioners jeg forgudede dem! Men jeg savnede virkelig at kunne gå på café og være i fred..

Vi tog videre, og købte en masse julegaver. Vi havde armene fyldt, da vi gik hjem. Senere på ugen ville jeg tage ud og købe Harry's gave sammen med Perrie, Eleanor og Danielle, for de skulle jo også købe til Zayn, Louis og Liam. Niall var faktisk den eneste fra bandet, som ikke havde en kæreste. Han ventede åbenbart på sin helt specielle prinsesse. Hun skulle nok komme på et tidspunkt; det var jeg sikker på.

Vi tog vores jakker af, og klokken var ca. 5 om eftermiddagen. Vi havde shoppet hele dagen! Mine fødder var trætte, og alt jeg havde lyst til, var bare at kaste mig på sofaen, spise nogle Phineas&Ferb kiks og lave ikke noget som helst.

Så det gjorde vi. Pludseligt ringede min telefon.

Leigh-Anne.

"Maria, I haven't heard from you for ages! Is everything alright?", spurgte hun bekymret. Jeg havde evig dårlig samvittighed over, at jeg ikke havde særligt meget tid til hende. Det var jo trods alt hende, som var skyld i One Direction. 

"I'm great! My life is a fairytale! How are you, sunshine?", spurgte jeg muntert.

"Yeah, yeah you're life is a fairytale, I know. I freaking saw a lifesize cutout-board of you in Walmart last week. Don't you understand how far you've come? Maria, you're somebody's fucking idol. You're famous. AND YOU'RE FUCKING RICH! But I'm fine, though. Brad and I are back together."

Jeg sukkede dybt. For det første: jeg havde stadig ikke fattet, at jeg ikke var ukendt længere. One Direction havde taget verdenen med storm. Selv folk fra Brasilien kendte mit navn! Mange af vores fans kendte vores blodtyper - jeg kendte den ikke engang selv!

For det andet: Brad var Leigh-Anne's on-and-off-kæreste, og de havde slået op i alt 13 gange - og var altid sammen igen ugen efter. Han var et svin, men han var lækker. 

"Leigh-Anne, you're too good for him.  Do you remember what he said? I do, he told you he'd never ever hurt you. But ugh, here we go again. Another break-up, and next week a make-up. Honey, when you're gonna wake up? I'm just saying you need to go forget that boy, you know a bad boy ain't good enough for you. Hey, that sounds like a text you can put a melody to! I need to call Perrie afterwards, maybe Little Mix can use it.", sagde jeg, mens Harry grinede i baggrunden.

"Maria-girl, stay focused. You get distracted all the freaking time.", sagde hun.

"Intelligent people get distracted easier.", sagde jeg frækt, med et smil på læben.

"Ugh, I know you're a genius. But when are you coming back to Southampton?"

"Umm, in a week or so. I also have to visit my family. Oh, and I'm bringing Harry. I don't know, my dad wants to talk to him about something. And after that, he will visit his own family. Couple a days without my better half, I don't know how that's possible." Harry sendte mig et luftkys gennem stuen.

"Don't worry, honey, it's only better for your relationship to be away from each other in a good amount of time."

Jeg sukkede og sagde: "Yeah, I know. I'd love to talk to you for hours, sunshine, but we're staaaaarving! I'll see you in a week, okay?"

"Okay, bye Maria-girl."

"Bye, sunshine!"

 

"Harry Edward Styles, what in the name of Lord are you doing?" 

Han kiggede op fra sin bog, og flakkede med øjenene. "Umm. I'm just.. Umm. You know.. Sniffing books."

Jep, det var ham jeg ville være sammen med resten af mit liv.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...