The Wrong Place

Laura er på vej hjem, da hun hører skud. Hun gemmer sig, og ser nogle mystiske mænd skyde en gammel mand. De hører hende da hun skriger, og løber efter hende. Hun gemmer sig i et gammelt hus, som er forladt...

2Likes
5Kommentarer
332Visninger

1. På vej

~~Jeg læner mig op ad væggen og hiver efter vejret. Billeder af manden bliver afspillet igen og igen i mit hoved. Han falder i slow-motion ned på de hårde fliser. Igen og igen bliver han skudt i hovedet. 
Det må være Dem der har gjort det.
En skikkelse kommer ind i rummet. Det er en af dem! Jeg leder panisk efter en udvej, men ved inderst inde godt at det er nyttesløst. Han går hurtigt over til mig, og peger på mig med hans pistol. Mine arme ryger instinktivt op for at beskytte mit ansigt.
Hans tommelfinger lader langsomt pistolen.
”Ned på gulvet”
Jeg lader mig opgivende glide ned på gulvet. Jeg kigger bare fortvivlet ned i gulvet og venter. Jeg kan høre tunge skridt komme tættere på. Endnu en mand kommer hen til os. Jeg kan kun se hans sko, jeg tør ikke kigge op. Så sætter han sig på hug ved siden af mig. Jeg ryster af frygt. Hans højre hånd glider langsomt over mit hår, og trækker pludseligt til. Jeg gisper. Han er kun få centimeter fra mit ansigt. Jeg lukker øjnene. Hans ånde lugter af cigaretter.
”Vi tager hende med…”
Forvirret kigger jeg op, men kun for at se en kæp blive slynget mod mit ansigt.
Verden forsvinder et par sekunder. Da jeg kommer tilbage, vender verden forkert. Jeg er for lagt væk til at kunne regne ud at det er mig der ligger på siden.
En sort plasticpose bliver trukket over mit hoved. Jorden forsvinder under mig. Så glider jeg langsomt helt væk fra bevidstheden.
 
Jeg kan ikke finde ud af om jeg er vågen. Verden er helt sort. Forvirret prøver jeg at bevæge mine hænder, men de er bundet stramt sammen. Det samme er fødderne.
Underlaget vibrerer og summer. Jeg må ligge i en kørende bil. Her lugter meget stærkt af plasticpose, jeg bliver helt svimmel. Måske også fordi jeg ikke får særlig meget frisk luft på grund af posen.
Nogle mandestemmer snakker dæmpet i baggrunden. Den eneste tanke der løber gennem mit hoved er hvordan jeg skal slippe væk. Jeg har ingen idé om hvor vi er eller hvem de er. Jeg prøver at ryste posen af, men den er fæstnet til min hals. Jeg kan mærke at jeg skal hoste. Mandestemmerne stopper, da jeg ikke kan holde hostet tilbage.
”Bare fortsæt, vi er der om fem minutter.” siger en dyb mandestemme langt væk. Det lyder som om jeg ligger nede i et dybt hul. Hvor skal vi hen? Jeg prøver panisk at vrikke mine hænder fri, men mine lænker skærer bare ind i huden.

Bilen sænker farten, og stopper helt til sidst. En dør bliver åbnet, og jeg hører skridt der bliver svagere og svagere. Der lyder et højt klik ved mine fødder, og kold luft strømmer mod mig. Personen skærer mine fødder fri, og hiver mig brutalt op at stå. Der er koldt, og jeg kan næsten ikke holde min krop oppe efter slaget med kæppen. En hånd presser mit hoved ned mod mit bryst, og holder min venstre arm fast bag ryggen. Det er en ret ubekvem stilling, men jeg tror det er bedst hvis jeg holder kæft, og gør hvad de siger… Jeg bliver puffet fremad af personen der holder mig fast. Vores skridt laver ekko, så jeg må befinde mig i en stor hal, eller noget. Vi standser, og en høj, knirkende lyd fortæller mig, at en dør bliver åbnet. Det er ikke af ham der holder mig, så de må stadig være to.

Jeg bliver skubbet gennem døråbningen, jeg er lige ved at snuble over dørtrinnet. Vi standser efter et par skridt , og noget skraber hen ad det hårde gulv, beton, tror jeg. Jeg bliver sat på genstanden, der må være en stol, for der er ryg - og armlæn. En høj, knitrende lyd høres, og mine ben bliver tapet til hver sit stoleben. De skærer mine hænder fri, men kun for at tape dem til hver deres armlæn.
Så bliver min hals endelig frigjort, og posen bliver hevet af mit hoved.
Jeg hiver kold, frisk luft helt ned i lungerne. Lyset blænder mig helt, men da jeg efter et par sekunder begynder at kunne se igen, kigger jeg direkte ind i et mandeansigt. Han er meget tæt på mig, og ligner ikke en man skal sige imod. Hans ansigt er helt firkantet, og håret er karseklippet og mørkt. Det kan godt være den samme der kiggede på mig i huset, men jeg er ikke sikker. Vi befinder os i et lille rum med nøgne betonvægge. Gulvet er også af beton, og døren vi kom ind af er en tung, rusten jerndør. En pære hænger i en snor og lyser det triste rum op.
Manden tager pludselig hårdt fat i min kæbe, og presser min kinder mod hinanden. Han smiler ikke engang over min fjollede grimasse. Mit hjerte galopperer med 200 kilometer i timen. Hans blik borer sig ind i mit.
”Hvad hedder du?” spørger han koldt, mens at han vender og drejer mit ansigt, som om at han leder efter noget.
Jeg synker, før at jeg tøvende siger Laura.
”Laura…” Han hiver en stol hen til sig, og sidder på den, så ryglænet vender mod mig. Han ligger armene over kors. En anden mand står i baggrunden.
”Laura, Laura, Laura…” Han rykker tættere på og leger med mit hår.
”Du stod på det helt forkerte sted, på det helt forkerte tidspunkt, hva’?” Jeg svarer ikke, men prøver at se så ond ud som muligt.
”Men slut med smalltalken, du er jo blevet ført hertil for en grund.” Han trækker hånden til sig, og kigger bestemt på mig.
”Første grund er, at du ved aaalt for meget, Laura.” Han kigger afventende på mig, men jeg siger ikke noget.
”Den anden grund er, at du kan hjælpe os.”
”Hvordan kan jeg dog hjælpe Jer?” siger jeg før at jeg tænker mig om. Lort! Jeg skulle bare sige noget! Jeg kigger ned i betongulvet. Manden kigger iskoldt på mig.
”Her er det os der stiller spørgsmålene! Hvis du vil ud herfra med livet i behold, så lukker du røven, og gør som der bliver sagt! Forstået?” Han råber det næsten. Jeg kigger bare ned i gulvet og nikker. Manden rejser sig langsomt. Han går hen bag mig, og roder i noget, måske papir. Jeg prøver at få styr på mit hjerte, men det er ikke let. Efter nogle lange sekunder, kommer han tilbage og sætter sig igen. Han har et papir i hånden.
”Kender du Helena Hansen?” spørger han. Navnet siger mig noget. Er det ikke hende der digteren der er gift med statsministeren? Mit indre billede af hende er en kvinde på omkring 40, med store dådyrøjne og noget kæmpestort krøllet, lyst hår. Jeg nikker. Han viser mig billedet. Det er hende. Uden tvivl.
”Er det hende?” Jeg nikker igen. Han folder billedet sammen. Så kigger han tilbage på den anden mand.
”Hent hende.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...