The Wrong Place

Laura er på vej hjem, da hun hører skud. Hun gemmer sig, og ser nogle mystiske mænd skyde en gammel mand. De hører hende da hun skriger, og løber efter hende. Hun gemmer sig i et gammelt hus, som er forladt...

2Likes
5Kommentarer
322Visninger

2. Helena

~~Manden med det karseklippede hår, går rundt bag min stol. Jeg kan ikke se ham, og det stresser mig helt vildt! Der er gået et par minutter, tror jeg. Jeg har fuldstændigt mistet tidsfornemmelsen, og her er ingen vinduer eller noget som helst. Først nu bemærker jeg hvor koldt her er. Mit hoved gør også ondt efter slaget. Jeg er tørstig, og jeg skal tisse helt vildt!

Endelig åbner døren. Den anden mand kommer ind med en kvinde der uden tvivl er Helena Hansen. Hun humper, og den ene del af hendes ansigt er helt gult og blåt.
Hun bliver placeret i stolen over for mig, der er blevet vendt rigtigt igen. Hun kigger bare opgivende på mig. Manden med det karseklippede hår går hen til os.

”Er det her Helena Hansen?” Helene vågner helt da han siger det. Hun ryster langsomt på hovedet. Manden ser det, og slår hende hårdt i ansigtet. Hun er ved at vælte ned ad stolen.

Manden spørger mig igen. Tusinde tanker flyver igennem hovedet på mig.
Det er Helena. Men hvad vil de med hende? Er det klogt at jeg siger det er hende? Hvad gør de ved hende? Slår de hende ihjel?
Mine hænder ryster. Helena kigger ned i gulvet. Jeg ligger mærke til at hun bløder fra panden. De kan godt finde på at slå hende ihjel. Og mig. Slår de mig ihjel hvis jeg lyver? Jeg begynder at svede.
”Er det Helena Hansen?” Han råber.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Hvordan kan de ikke se det er hende? Er det en test? Han går over til Helena og hiver hendes hår bagud, så hendes ansigt bliver blottet. Hun lukker øjnene. Hun er bange. Det kan man tydeligt se. Men er det fordi hun er bange for at dø? Eller ved hun om de allerede ved det?

Manden råber spørgsmålet igen. Der kommer intet svar fra min mund. Han slår mig med en knytnæve i ansigtet. Min næse siger en foruroligende, knasende lyd. Jeg lægger næsten ikke mærke til smerten. Blod løber ned ad mig ansigt. Jeg tager en dyb indånding, før at jeg tøvende svarer.
”Jeg… jeg er ikke sikker…” Han slår mig igen. Ingen reaktion. Mit synsfelt bliver sløret. Han sukker opgivende.
”Okay!” Han går bag Helena og kigger på mig.
”Jeg ved at du ikke er dum.”
Han går hen til den anden mand, og fisker en pistol op af mandens lomme.

Jeg går i panik. Min hjerne lukker fuldstændig af. Han går langsomt hen mod mig. Jeg prøver hysterisk at løsne tapen på mine hænder. Han lader pistolen, og sætter sig på hug lige ved siden af mig.
Det er ham fra huset. De lugter ens. Han placerer pistolens munding i midten af min pande. Der går et par timelange sekunder. Jeg venter bare på at han trykker på aftrækkeren.
”For aller sidste gang, Laura…” Han kigger på pistolen.
”Er. Det. Helena?” Han flytter sit blik ned til mit. Jeg kigger på Helena. Hun kigger allerede på mig.
”Ja…” Jeg ved ikke hvad der nu vil ske. Men jeg havde ikke forventet den reaktion der kom.

Manden fra huset flyttede pistolen. Han rejser sig op.
”Det var bare det ord jeg ledte efter, Laura!” Han smiler klamt til mig. Så drejer han rundt.
”Tag Helena tilbage.” Han går mod døren. Så kigger han glad på mig.
”For resten er mit navn Jens.”

Så forlader de alle tre lokalet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...