Bag de hvide murer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Mit bidrag til en konkurrence

0Likes
0Kommentarer
249Visninger
AA

2. 1. Kapitel

Jeg gik langsomt ned af gaden, sikrede mig ikke at træde på nogen revner mellem eller i stenene. Det var en gammel vane fra da jeg var barn og som jeg aldrig var stoppet med. Min skoletaske var tung og gnavede en smule i min skulder, det gjorde ikke ondt men det var heller ikke ligefrem behageligt. Omhyggeligt holdte jeg blikket rettet mod jorden, jeg kendte vejen hjem udenad og ville ikke se på husene.
De var sådan set alle meget flotte, fint klippet græs, nymalede stakitter og alt i den stil. Det passede bare ikke til mig, engang havde jeg boet i et lille fint hyggeligt hus, gammelt og en smule utæt, men det var mit hjem. Så giftede mor sig med en eller anden rig fin fyr som gik i jakkesæt altid, også de dage han havde fri. Mor var glad for at komme ud af huset, men jeg savnede det.

Hr. Jake Johnson et helt almindeligt navn, men bag det almindelige navn gemte der sig et monster. Det vidste mor bare ikke, fordi jeg ikke sagde det, hun ville selvfølgelig ikke tro på mig. Hvem ville også tro på emoen som boede i det fine kvarter? Det forvirrede folk og mennesker  kan ikke lide at blive forvirret, det for dem til at føle de ikke kender verden så de tager automatisk afstand fra mig. Måske opdager de det ikke, men det sker altid helt automatisk, så folk holdte sig fra mig.

Da jeg nåede vores hus blev jeg nødt til at se op, der hvor folk så et fint hvidt hus som de ville elske at bo i, så jeg et ny moderne helvede. Der var jo ingen personlighed ved huset, i gamle huse kunne man altid på en eller anden måde fornemme at der havde været en historie, men det her moderne hus havde ikke, og ville sikkert aldrig få, personlighed. Måske dømte jeg huset lidt for hårdt på grund af ejeren, men det var der ikke noget at gøre ved.
Det værste var næsten at huset bare på facaden lovede en ordentlig familie, hvor datteren fik ene 12-taller og sønnen var fodboldholdets stjerne og leder. Hvor forældrene havde et respekteret arbejde som læge eller advokat og der hvor hele familien samledes om Søndagen for at være sammen som familie. Det gav mig brækfornemmelse hvordan bare huset yderside kunne give forestillinger om det der skete derinde.

Jeg låste døren op og gik forsigtigt indenfor. Skoene, som jeg havde taget af inden jeg gik indenfor, tog jeg med op på værelset. Jeg listede op af trappen, ingen skulle høre jeg var hjemme og alle skulle glemme alt om mig indtil aftensmad, helst først efter aftensmad. Det var midt på eftermiddagen havde jeg allerede spist alt for meget. ½ stykke toast uden noget, 1 kiks og drukket en halv flaske vand. Så aftensmad kunne slet ikke komme på tale, Jake ville sikkert glemme mig med vilje, men mor skulle der lidt mere til. Som f.eks. at min åh så fantastiske lillebror fortalte om et eller andet.
Faktisk elskede jeg min bror, det var mere min mor jeg hadede for det. For alt hvad min mor gjorde var at gå op i min bror og hun mente alt min bror gjorde var fantastisk. Fik han et 10-tal var hele verden reddet, og hvis jeg fik 10 blev der spurgt hvorfor det ikke var et 12-tal, ikke fordi jeg på noget tidspunkt har fået et 10-tal. Det er ren tidsspild hvis du spørg mig.

Min bror, Alex, var den perfekte søn, 15 år men allerede anføre på vores skoles fodboldhold, sjov, populær, havde de rigtige venner, en pæn kæreste og tog skolen alvorlig. Han havde aldrig fået andet en 12-taller, måske et enkelt 10-tal, men kun fordi læreren ikke kunne lide han var så fejlfri.

Altså med andre ord - perfekt.

Så var der mig, 16½, helvedets datter. Aldrig udført noget stort udover de 10-taller jeg får i billedkunst, men som både Jake og min mor siger - billedkunst er ikke et rigtigt fag og dens karakter tæller ikke. Ingen venner, emo, er syg fra skolen mindst 4 gange om måneden.

Og igen - Helvedes datter.

~

Jeg smed mig på min seng med min tegneblog og lod fantasien tage over. At tegne var noget af det jeg elskede allermest, du forsvinder ind i din egen verden hvor alt kan ske og hvor du bestemmer tempoet. Selv fortrak jeg at lave skitser af personer og bygninger, men af og til tog fantasien over og så begyndte jeg at skabe mine egne figurer.

Engang for længe siden tog min mor mig med til en kunstfremvisning, det havde ikke lige min stil, ingen af billederne havde liv eller personlighed. De var bare blevet malet fordi de skulle males. Der var dog et enkelt billede som jeg elskede, den havde intet motiv, men den måde farverne spillede mod hinanden og nærmest fortalte deres egen historie og det faktum at du kunne stirre på det i timevis, men at du på en måde kunne blive ved med at opdage nye ting ved det. Se det er hvad jeg kalder et rigtigt maleri.

~
Det er lidt underligt, selvom jeg godt ved de vil glemme mig og jeg også gerne vil have det, så gør det stadig en smule ondt hver gang. Der er vel stadig en lille del af mig som bliver ved med at håbe, håbe at den gamle mor ikke er helt væk. Hende som bekymrede sig mere om sine børn end om sig selv, hende som engang havde sagt et job op for at passe mig, fordi jeg ikke kunne lide børnehaven, hende som heller ikke kunne fordrage nye pæne huse.

Hun var sikkert gemt langt væk, hvis ikke død, kvalt af denne nymoderne mor som hellere ville være sammen med sin mand end sin datter. Den perfekte facade mor der hjalp overalt i byen og havde indviet det nye børnehjem. Alle ville selvfølgelig sige hun var det perfekte forbillede for en familie, men de samme mennesker ville også sige at Jack var den perfekte stedfar der havde taget en ulykkelig familie til sig og havde stået med åbne arme over for hans nye kones børn, selv hende den lille umulige ballademager som ikke var til at redde.

Da jeg endelig var færdig med tegningen kiggede jeg rigtigt på den. Det var Jack der stod med en hævet hånd, en lille pige med sort makeup rendende ned af kinderne der prøvede at beskytte sig for et slag og i baggrunden stod en dame med hjerte om hovedet men man kunne ikke se hendes øjne, det var bare sorte huller.
Der lød et brag og ind kom Jack. Det første der faldt mig ind var hvad jeg havde gjort forkert og gennemgik hurtigt alt der kunne have udløst hans vrede inden for de sidste 24 timer. Jeg kom på en masse småting, men intet stort.
Jack tog fat i min trøje og løftede mig fra jorden.  Han var ved at kvæle mig, men jeg sagde ikke noget. Sådan nogen som ham kunne lugte frygt før du selv følte det. Hans næsebor virrede ud og ind og hans øjne var opspillede. Jeg sank en enkelt gang inden jeg kiggede trodsigt på ham. Han løftede truende en knyttet næve der rystede en smule og for første gang rystede mine hænder lidt og mit blik flakkede en smule. Det hånlige smil der kom frem var ikke til at holde ud og de to eneste følelse der ramte var det brændende had der ville have mig til at tvære det grin af og den anden, frygten. Frygten for hvad han ville gøre og alt det der kom efter. Angsten, gråden, at skulle skjule mærkerne og igen frygten for hvornår næste gang blev.

Det første slag ramte mig hårdt i venstre side hurtigt efterfulgt af et slag en på hoften og til sidst pressede han mig op mod væggen. Eller nærmere bankede mig op af væggen, smerten i ryggen fik mig til at skære ansigt og vende ansigtet væk så han ikke så de tårer jeg fik i øjnene. Desværre så han dem og begyndte at grine sit hånende grin. Samlede en enkelt tårer op fra min kind og så spydigt på mig en sidste gang inden han knaldede min en på hovedet. Jack gav slip på mig i samme sekund så jeg fløj igennem rummet. Min ryg bankede imod væggen og jeg mærkede huden i nakken briste og noget varmt der rendte ned ad nakken på mig. Jeg førte fingrende om i nakken og dyppede mine fingre i det og holdte hånden om foran min ansigt. Det var blod, for første gang havde Jack slået mig til blods. Jeg begyndte at ryste voldsomt og tårerne fyldte mine øjne så mit syn blev lettere sløret. Jack så bare på mig med en udtryksløst blik, vreden var væk, men intet andet var dukket op.

Det første hulk blev hurtigt afløst af det næste og tårerne begyndte at bane sig ned af mine kinder. Jack mumlede et eller andet utydeligt, gik tættere på, satte sig på hug og kiggede mig ind i øjnene med rendyrket had.

"Mor får ikke noget at vide vel? For du ved  jo godt at hun ikke vil tro dig. Hun vil tro du lyver, hvem ville også tro på en lille luset pige som dig? Ingen venner, ingen familie, ingen der holder af dig. Er det ikke trist? Så hvorfor skulle mor tro på dig?"

Jeg nikkede stumt og kiggede ned. Han havde jo ret, det var min skyld. Jeg trak benene op under mig og lagde mine rystende hænder om dem. Han så på mig med falsk medlidenhed, lod en finger gribe en tårer og rejste sig op. Rettede lidt på sit jakkesæt og det hår der var faldet ned i ansigt strøg han tilbage så man ikke kunne se hvad der lige var sket. Han lukkede døren bag sig og efterlod mig med mine egne tanker der var mindst lige så voldelige som ham, bare på en anden måde.
Langsomt rejste jeg mig op og gik med besvær over til sengen hvor jeg kollapsede. Jeg fandt min telefon og satte høretelefonerne i  mine øre, skruede helt op og lukkede øjnene. Drømte mig væk i en verden hvor mænd som Jack ikke fandtes og ingen så meget som overvejede at have fordomme mod hinanden.

Det sidste jeg hørte lige inden jeg faldt i søvn var fordøren der smækkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...