Lost and love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 3 dec. 2013
  • Status: Igang
Jeg var på rette vej til at forfølge min drøm, til at komme ud i verden og starte på en frisk begyndelse, hvor ingen mennesker kunne dømme mig ud for mine fejl, hvor ingen kendte mig, hvor jeg kun ville være sammen med folk der elskede og levede for det samme, som jeg gjorde, jeg ville blive glad igen.
Lila's drøm udvikler sig hurtigt til at marridt, men desværre finder hun først ud af det, når skaden er sket. Kan Lila rette om på hendes marridt eller bliver det hun troede var et marridt, måske til det hun aller mest har drømt om hele hendes liv?

2Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

2. Strandet

Mine øjne åbnede sig svagt op. Da de var hel åbnede, gik det op for mig, hvad jeg lige havde været igennem. Mit åndedræt blev hurtigere og svagt. Det eneste jeg kunne se foran mig, var døde mennesker alle steder. Jeg kiggede på pladsen ved siden af mig, hvor var drengen henne? Jeg prøvede at rejse mig, men sad fast. "HJÆÆÆÆLP" råbte jeg med grædende stemme. "En eller anden, HJÆÆÆLP!" Da det for alvor gik op for mig hvad jeg faktisk lige havde været igennem og hvad jeg lige havde overlevet, kom tårrene ud af mig. "SÅ HJÆLP MIG DOG FOR FANDEN!! HJÆÆ". "Ssshh, stop med at råbe". Jeg åbnede mine øjne og der stod drengen, som var min sidemarker i flyet. "Jeg sidder fast, hjælp mig" Sagde jeg grædende. Drengen rev mit ben frit og jeg krammede ham af glæde og af gråd. "Hvad laver du" Sagde drengen og skubbede mig væk. "Er du overhoved klar over hvad vi lige har været igennem?! Vi er styrtet ned på en ukendt ø og det ser ikke ligefrem ud som om der er andre end os der er overlevet" Sagde jeg mens tårrene trillede ud af mig". "Ja jeg er klar over det, men det hjælper ikke at du krammer mig" sagde han surt. Han rejste sig og gik. "Vent! hvor skal du hen! Du kan ikke bare efterlade mig her!" Råbte jeg. "Shhhhh" Sagde drengen og holdte en mund for min mund. "Hvis jeg lader dig gå med mig, lader du så vær med at råbe?" Spurgte drengen. Jeg nikkede og fjernede hans hånd.

"Jeg hedder for resten Lila, hvad med dig?"
"Justin" svarede han pænt koldt
"Hyggeligt at møde dig", sagde jeg høfligt.
"Okay Lila, jeg tog dig ikke med for at hygge snakke, det er mening vi skal finde mad og ly, indtil de kommer og redder os" sagde han.
"Hvad med at prøve at være lidt venlig mod mig for en gang skyld?" Sagde jeg
"Har jeg ikke lige revet dig fri for at sidde fast?" Sagde han
"Når jo, det har du jo og derfor er du nu så sur igen eller hvad?" sagde jeg.
Justin vendte sig om og kiggede på mig.
"Vil du venligst stoppe med at kalde mig sur! Jeg er fucking ikke sur, men irriteret. Mine forældre smed mig af på et fly, da de syntes jeg skulle til at klare mig selv, vi er lige strandet på en øde ø, hvor jeg er den eneste overlevende, sammen med en pige der snakker som et vandfald. Det er måske lidt en grund til jeg er oprevet, men sur,  det er jeg sku ikke." sagde han.
Min mund var helt lammet og jeg besluttede mig bare for at være stille denne gang, indtil vi kom til et hul, jeg desværre ikke havde set.
Lila: "AAARH!"
Justin: "LILA"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...