Lost and love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 3 dec. 2013
  • Status: Igang
Jeg var på rette vej til at forfølge min drøm, til at komme ud i verden og starte på en frisk begyndelse, hvor ingen mennesker kunne dømme mig ud for mine fejl, hvor ingen kendte mig, hvor jeg kun ville være sammen med folk der elskede og levede for det samme, som jeg gjorde, jeg ville blive glad igen.
Lila's drøm udvikler sig hurtigt til at marridt, men desværre finder hun først ud af det, når skaden er sket. Kan Lila rette om på hendes marridt eller bliver det hun troede var et marridt, måske til det hun aller mest har drømt om hele hendes liv?

2Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

4. 4. Et nyt syn på sandheden

Jeg vågnede op ved siden af det brændte bål, der stadig var lidt gløder i.
Jeg kiggede mig lidt rundt, hvor var Justin? Jeg gik ned til strandkanten og kiggede ud over det smukke morgen vand, hvor solen var ved at stå op. Der kunne jeg se Justin svømme rundt, kun iført hans underbukser. Jeg beundrede hans flotte markerede mave, hans flotte trænede bryst og hans perfekte V-line. Helt i mine egne tanker, sad jeg bare og kiggede på ham med mine store brune øjne. Justin kom op og jeg blev afbrudt.

Justin: Kan du lide, hvad du ser?
Lila: Åh, undskyld, jeg, jeg.
Justin: Du kiggede bare? grinte han.
Lila: Ja, ja, jeg... tøvede jeg.
Justin grinede bare endnu mere af mig nu.

Justin: Jeg har fanget mad.
Lila: Fedt! Lad mig se.

Han tog min hånd og løb op til være læ sted.
"her" Sagde han og rakte mig 2 fisk.

Lila: Hvor har du dem fra?
Justin: Ja dem har jeg da fanget med mine hænder.
 

Umuligt, tænkte jeg,

Morgen gik og det blev eftermiddag. Justin og jeg sad ved bålet og spiste de fisk han havde fanget. Vi sad og hyggesnakkede, da Justin pludselig tog sin hånd op til min hånd,

Justin: Sid stille.
og i det, slog han mig på kinden.

Lila: AVV FOR HELVED

Justin: Undskyld, men der sad altså en myg.. Grinte han.
Lila: nåår, så det gjorde der var.
Vi begyndte at slå hinanden for sjovt og sagde at der sad forskellige slags krybdyr på os.

Dagen gik hurtigt og før vi fik set os om, blev det mørkt.
Justin og jeg gik til køjs, men jeg kunne ikke sove. Der var noget, der bevægede sig inde i skoven. Jeg ruskede i Justin.
 

Lila: Justin! JUSTIN! Justin vågn op! Der er noget inde i skoven!
Justin: Sov Lila
Lila: Jamen Justin!
Han hev i min arm og jeg faldt ned ved siden af ham.
Justin: Soov.

Jeg vågnede op næste dag uden nogen Justin ved min side.
Jeg gik ud og kiggede ved Standkysten igen, men denne gang var der ingen Justin ude i vandet.
Jeg løb lidt frem og tilbage og råbte hans navn, men fik intet svar. Jeg begyndte at blive urolig.
"JUUUSTIN" Råbte jeg, "JUUUSTIN, HVOR ER DU!"
Jeg løb ind i skoven og råbte hans navn "JUUSTIN"
Noget hev fadt i mig.
 

Justin: Så ti dog stille!
Lila: Hvor har du været! Jeg har løbet frem og tilbage på stranden i en halv time nu!
Justin: Jeg har været her
Lila: Du kan da ikke bare lade mig ligge her alene, når der går noget rundt ude i skoven!
Justin: Hold nu op! Der er intet ude i skoven! vi er de eneste levede væsner her på denne lorte ø! Så forstå det dog Lila! DER ER INTET UDE I SKOVEN!
 

Justin råbte af mig.
Jeg blev sur og vendte mig om og løb.

Justin: Vent, vent... vent nu lidt Liila!
Lila: Hold dig væk.
Justin: Lila, undskyld! vent!
 

Justin løb efter mig ud til kysten.
 

Justin: Lila Undskyld!
Lila: Jeg ved hvad jeg hørte! Om du så tror på mig eller ej!

Jeg vendte jeg om igen, men noget lå i vejen for mine ben.
Jeg faldt over noget der lignede, nedgravet sten, men det var det ikke, det var et menneskes skellet. 
Jeg råbte og skreg, mens mine øjne blev lidt våde.
"Få det væk fra mig" Råbte jeg og rev mit ben til min.
Justin kom løbende og så skelettet. Jeg rejste mig og råbte "Vi kommer til at dø her ude ligesom det menneske"

Justin gik med hurtige skridt over til mig.
"Vi kommer ikke til at dø her ude! Lil, vi har hinanden, vi er stærke, vi kan klare os!" sagde han med en bestem og hævet stemme.
Han kom tættere på mig og holdte sine hænder på mine folede arme.
"Vi overlever og de skal nok finde os, tag det roligt" Sagde han med en blød stemme.
Jeg kiggede op på ham, ind i hans fantastiske brune øjne, der skinnede som en tusind stjernet. Jeg holdte min hånd på hans kind og kiggede i hans øjne. Han kom tættere på mig og i det, slog jeg ham på kinden. "Der sad en myg" Sagde  jeg flabbet.
"Nåår så det gjorde der" Sagde han flabbet.
Han skubbede mig ned i sandet og begyndte at kilde mig.
"Hov, der sidder en masse myg her og der og hov, vist også flere her" Grinede Justin og blev ved med at kilde mig. Efter noget tid, stoppede han og lagde sig i sandet ved siden af mig.

"Justin, tror du de finder os?"
"Vi har kun været her i nogle få dage, de skal nok finde os."
"Hvad hvis vi ender som vores døde ven der?"
Han vendte sig mod mig og kiggede på mig.
"Det gør vi ikke, det lover jeg dig."
Jeg rejste mig, lagde mig over på tæpperne og lukkede mine øjne og selvfølgelig kom Justin også hen. "Må jeg ligge her?" Spurgte han. Jeg nikkede og gjorde plads til ham. Han lagde sig ned, holdte sin arm rundt om mig og kyssede mit hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...