Are you serious? - [1D)

Mischa Austin er den 15 årige pige. Hun skal på studie tur men sin klasse. De skal bo hos en familie i Doncaster, og på den tur sker der nogen underlige ting. Mischa for afvide hun ligner den ældste af pigerne i den familie de bor hos. Mischa tror ikke selv på det de siger, men en dag går Mischa på udforskning og kommer til at kigge i nogle familie bøger. Fra det øjeblik ændres alt. Hvor meget ændres i hendes liv? Hvem kommer ind i hendes liv? og vil hun blive en anden person?

Læs ---> Are you serious? - [1D] og find ud af det

49Likes
50Kommentarer
3651Visninger
AA

16. Kap. 15

Harry er du okay?”

Ja klar Mischa han er okay, han står med tårer i øjne og så spørger du om han er okay, lidt ironisk.

Harry nikker og kigger væk, jeg tager fat i hans hånd, selv jeg bliver overrasket over jeg gør det.

Harry? Please..” ”Jeg er okay Mischa, du har et fly du skal nå” Afbryder han mig.

Jeg bliver både irriteret, men også såret hvis man kan kalde det det, det jo ikke fordi jeg har følelser for ham, det håber jeg da ikke.

ja.. uhm jeg går nu, vi ssss” jeg når at stoppe mig selv før jeg ses, for det gør vi jo ikke.. Alt var jeg har oplevet bliver her, det har bare været en helt normal studietur.

Farvel Harry..” Min tåre begynder at presse på.. ”Farvel Mischa du fantastisk, husk det!” Jeg nikker, vender mig om og går hen mod døren, med tårerne som er begyndte at rende ned langs mine røde kolde kinder af den stikkende vinterkulde.

 

Jeg trykker håndtaget ned, men det er som om alle mine muskler blive lamme, som om huset ikke lade mig gå, eller mest af alt er det nok bare mine dårlig sammenvigtighed over det afsked jeg lige gjorde kynisk og koldt mod Harry, jeg mærker et helt stikkende jag mod mit bryst, som bliver tættere jeg kommer mod bilen, jeg skal lige til at åbne dør håndtaget, men jeg må virkelig havde et sidste kram, inden jeg skal smide den her rejse ud af mit sind, ud af mit hjerte, helt ud af mit liv.

Jeg vender om, og før jeg ved af det, er jeg inde i gangen igen, jeg står i døren ud til køkkenet. ”Harry” siger jeg med vandfyldte øjne. Harry vender sig om med endnu mere røde og vandfyldte øjne end mine.

Mischa kom nu af sted, der er ikke meget tid at løbe på” prøver han at sige overbevisende og koldt. ”Jeg glemte bare noget” siger jeg og løber ind i hans favn og stortuder ind mod hans bryst.

 

Hans arme omkring mig, gør mig tryg, jeg kunne stå sådan her for evigt.

Jeg hører en dytten kort efter, eller var der i virkeligheden gået lang tid? Jeg ved det ikke.. Men en ting jeg ved er jeg må sige farvel.

Jeg trækker mig langsomt ud af hans favn ”Flyet venter desværre ikke” siger jeg og prøve at virke som om jeg er okay.

 

Harry nikker.

 

Og når du kommer hjem må du glemme alt fra denne tur..” Jeg mærker et jag i hjertet, men ignorere det ”Ja alt..” Harry nikker, og fjerne en tårer ”Ja, jeg ved.. uhm, ja men så farvel” siger han og trækker mig ind til et kram mere, han kysser mig på hovedbunden ved håret og hvisker ”Du er fantastisk, jeg kommer til at savne dig” Jeg krammer ham en ekstra gang, da han siger han vil kom til at savne ham.

Jeg vil også komme til at savne dig” hvisker jeg hæst, kysser ham på kinden, og skynder mig ud til bilen..

Da jeg Sætter mig ind, beder jeg Jay om at køre lige nu, vi har jo et fly der skal nås.

Putter headsæt i, og falder tilbage i sædet, med tårerne trillende ned.

 

Det er som om der går flere timer til lufthavnen, men i virkeligheden er det maks. en times tid.

Jeg vil ikke hjem, jeg vil ikke glemme denne tur, eller jo jeg vil glemme alt om at Louis er min bror.

Men jeg vil ikke glemme Harry, jeg vil ikke glemme alle de minder vi har haft på så kort tid.

Jeg vil ikke glemme alle de venner jeg har fået mig, igennem denne tur.

Hvis jeg nu ikke havde fundet billedet, havde jeg nok aldrig fundet ud af at Louis var min bror, jeg havde nok ikke mødt min biologiske mor, min biologiske familie.

Måske det ville havde været det bedste ikke at havde fundet det?

 

Nej.. eller?

Jeg ved det ikke, jeg er stadig forvirret.

Men.. Jeg må glemme det hele, jeg bliver nød til det.

Men hvad skal jeg sige til klassen? Til min mor?

Jeg kan jo ikke bare lyve, eller kan jeg?

Jeg tænker alt for meget..

 

Da vi har fået sagt farvel, og endelig må sætte os ind i flyet, finder jeg hurtigt min plads, og smiler falsk til de andre som bare sidder og taler løs om hvor fantastisk turen har været, hvor meget de har oplevet, og hvor fantastisk det var at møde drengene fra One Direction.

Jeg lukker mine øjne, og læner mig tilbage i sædet, og bare lytter til hvad de andre siger, selvom jeg ikke rigtig lytter ordenligt efter.

Lige indtil der er en der Siger ” Harry ” Jeg åbner øjnene og ser at han ikke er her. De sidder bare og fangirler over ham, hvor lækker han er, og hvor dejlig han er, med han grønne øjne, store krøller og det hele.

Og jeg kan ikke andet end bare at smile, og tænke ”Hah, jeg har stået og været 2 cm væk fra ham, fra at kysse ham. Hah” Men den tanke og smilet forsvinder hurtigt.

 

Jeg gemmer mig i sædet og begynder at græde lydløst. Jeg skal glemme den mest fantastiske person nogensinde.

 

Hvad skal jeg gøre nu?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uha da da, havde i troet det? 

Nu er Mischa på vej hjem, hvad tror i hun gør? 

Fortæller hun hvad der er sket?

og hvad med Harry, hvad gør han?

 

 

 

Tak til alle der læser med! 

Der kommer snart mere, men sidder pt i et sommerhus, sååå ja, nettet er ikke sætlig godt..

 

Kyyyyyyys! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...