GUN - Harry S. FF

Harry Edward Styles, er en teenage fyr på 19, der mødte de forkerte mennesker. Mennesker, som han troede var venner, men viste sig at være criminelle narko-handlere, som ville have Harry med ind i det.
En dag ville han ikke mere, men når man først er inde, er der ingen mulighed at komme ud af det igen.
Følg Harry's kamp om at komme væk fra hverdagens helvede, og ud i det fri.
(Til et ukendt idol - konkurrencen)

3Likes
2Kommentarer
333Visninger

2. ONE SHOT

 

"Fik du fat i noget?"

Ordene lød desperat i mit højre øre, som han hviskede dem blodtørstigt. Ånden snigede sig ind over huden på min hals, som sne der smeltede. Den klamme ånde, der stank langt væk af smøger og hash, så jeg havde lyst til at skubbe ham langt væk fra mig. Jeg fordragede den lugt, som om det var nysprøjtet gylle ude på landet.

Han stod over min højre skuldre, med hænderne langt nede i sin store sorte North Face jakke, med den smarte sorte hue, trukket godt ned over hans ører. Bukserne var også sorte, sorte som kul, med en guld lignende tatoverings skrift langs det ene ben. Alt i alt, var det det samme lasede tøj, han altid gik rundt i. Det var nærmest hans kendetegn.

"Det men' du ikke?!" den skuffede vrede stemme, råbte hviskende til mig. Jeg kunne mærke de aggressive øjne stirre på mig, så jeg ikke turde kigge op.

"Jeg er på arbejde, jeg har ikke haft tid.." undskyldte jeg med krummede ryg og blikket i gulvet.

Med stramme spændinger i kroppen, håbede jeg på han ikke ville give mig en mavepumper, som han så tit havde gjort, når jeg ikke lige havde fået fat på noget til ham. Altså stoffer, også kaldet narko. Det var sådan, at jeg var endt i denne deprimerende situation, hvor jeg engang imellem havde adgang til forskellige slags for stoffer, som hash, kokain og crack. Og ikke mindst amfetamin. Det var i forbindelse med en af mine venners far, der besad sådan noget, hvilket også har betydet, at jeg har været lidt ude og skide med det.

Det skete for første gang, at jeg sniffede,  en aften i den forrige sensommer, hvor Luke og jeg skulle hjem til ham og starte en fest op. Jeg var lige kommet til byen der, og så kom Luke pludselig nærmest hoppede ind i mit liv. Hans far sad så i stuen, og var i gang med at rulle, så selvfølgelig skulle jeg også lige prøve. Hvad jeg ikke vidste var, at Luke havde været narkoman i et år der, hvilket nu er tre år siden nu. Men for at gøre en lang historie kort, kom jeg altså flere og flere gange på besøg hos ham, og hver gang sad hans far der med alt udstyret foran tv'et.

Jeg tager kun hash nu, men det har været en hård kamp gennem 3 år, hvor jeg har haft det virkelig svært både psykisk og socialt. Det er også der af, jeg kender AJ, som han bliver kaldt, som kommer og tvinger mig til at stjæle og sælge til ham. Narkoman. Det er sindssygt så meget jeg hader det ord.

"Det er ingen undskyld, når du ved jeg SKAL ha' det!" snerpede han af mig, og tog hårdt i min spinkle arm.

Heldigvis havde vi ingen kunder lige nu, men jeg vidste at pensionisten Jane snart ville komme og hente sin eftermiddagsbrød. Det var det sædvanlige, et fuldkornsbrød og en flødeskumskage. Det var ikke tilfældigt jeg havde fået vagten om eftermiddagen, i mens chefen sad ude og drak kaffe. Jane var sådan en sød ældre frue, der elskede at få en lille sludder før hun tog videre.

"Du får en sidste chancen. Næste gang, dør du!"

Hans vrede øjne stirrede aggressivt på mig, da han havde taget fat i min kæbe, for at kigge op. Jeg følte mig meget udmyget, men det eneste jeg var bange for, var at miste mit arbejde. At være blå og gul her i bageren, ville jo aldrig gå.

Jeg havde dog aldrig forstået om han kom fra udlandet, eller om det var alle de stoffer, der fik ham sådan til at vrøvle, når han snakkede. Hans hjerne var som ædt op af mider.

Det var som om mit fokus, var sat på noget andet. Jeg hørte ikke rigtig efter hvad han sagde, eller bemærkede det helt store ved ham. Hvorfor var jeg ikke bange og panisk over at blive truet til døden af en høj klam mand?

"Hej Harry, min darling!"

Forvirret kiggede jeg over mod døren der klingede, og en lille rødlig skikkelse kom ind. Foran mig stod en høj sort skikkelse, som på en eller anden facon fyldte det meste af mit pludselige slørede syn. Skingre og mørke stemmer blandede sig, som to have der mødtes.

"Øhmm.. fft!"  mumlede jeg og bevægede mig igennem den sorte skikkelse over mod den røde.

"Harry!" en høj skinger stemme borede sig igennem hoved på mig, inden den fortsatte. " Hvad skal du, darling?"

Hurtigt stoppede jeg op, for at kunne knibe øjnene hårdt sammen, da mit hoved pludselig var blevet tungt at holde oppe. Monster-agtigt strækkede jeg mine fingre underligt ud, og da jeg åbnede øjnene igen, kunne jeg se bedre. AJ stod forvirret og desperat ovre bag kassen med fingrene langt nede i den. Han kunne tydeligvis ikke finde rede i den, men inden længe var albuen blevet smadret ned i den.

Mit syn var nogenlunde kommet tilbage, og det var nu, det gjaldt.

Med pludselig bevægelse tog jeg ud efter dørhåndtaget, og hoppede ud af bageren. Mine lange spinkle ben begyndte at løbe for første gang i årevis, af frygt for livet, der ventede hvis jeg ikke stak væk fra det. Væk fra alt det onde og paniske, jeg vågnede op til hver eneste morgen.

Biler og cyklister susede forbi som myg. Folk gående på gaden gav mig underlige og forvirrende blikke, men var henholdsvis ligeglade. De fortsatte som intet var hent.

Jeg kunne mærke hjertet i mig pumpe som en stortromme, der prøvede at hoppe ud af hylstret på mig. Det havde ikke banket så hårdt i mig i årevis, men det var mest på grund af min dårlige kondition og frygten for at blive stoppet.

"Stop eller jeg skyder dig!"

En dyb mandestemme råbte forfærdet alvorlig til mig, med ordene der fik mig til at stoppe. Langsomt, med pulsen på højtryk, vendte jeg mig forpustet om mod stemmen. Jeg kiggede med sammenbidte tænder og vrede øjne op på AJ i sin sorte bil, der sad cool med sin pistol rettet mod mig. Inderst inde var han livræd og rystede af nervøsitet, det var svært at gennemskue, men det var der.

"Lader du mig nogensinde gå?!" lød ordene alvorligt fra min mund uden at blikke en eneste gang med øjnene.

"Hvad tror du selv?!"

Han grinede sarkastisk af mig, inden han åbnede bildøren og gik stilfærdigt over mod mig.

"Du er jo min slave, du har af at gøre som jeg siger." sagde han pædagogisk, for at gøre grin med mig, og kom tættere og tættere på mig.

Med tunge skridt gik jeg ham i møde med mit dræberblik. Jeg gad ikke det her mere, det var blevet for meget. Jeg kendte ham ikke engang personligt, men alligevel havde han tvunget mig til de sygeste ting. Ting som jeg uden tvivl har fortrudt, ting der kunnet have reddet liv, hvis det ikke havde været for mig. Det var en syg verden at bo på.

"Har du tænkt dig, at få fat i noget elleeer?"

Pistolen der var rettet mod mig, sammen med de irriteredet øjne, havde kun et formål.

Uden tøven slog jeg pistolen ud af hånden på ham, og samlede den op, så jeg kunne rette den mod ham.

"Har du tænkt at lade mig være?!" råbte jeg hårdt, og slog aftrækkeren til i et ryk.

Hurtigt tog han hænderne op, mens frygten og sødheden kom frem i ham.

"Ja, hvis bare du lader være."

Han øjne viste tydelig frygt, hvilket jeg nød. Alt det han havde gjort mod mig. Alt det jeg var blevet rodet ud i for hans skyld. Han er ikke engang en ven af mine.

Mit hjerte stoppede, da aftrækkeren blev holdt inde. Skudet lød højt og panisk, men efter få sekunder var der stilhed. Stilheden spredte sig i byen. Ingen biler. Ingen cyklister. Ingen  forbigående mennesker.

Jeg havde skudt ham, som om han bare var endnu en and på en jagt. Endnu et offer. Endnu en jeg skulle tage mig af og gemme væk, inden nogen opdagede noget. Han var bare endnu et menneske, der havde mistet livet. Alle dør på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke når de mest fortjener det?

Men denne gang var det noget særligt. Det var som en sten, der lettede fra mit hjerte. En sten der havde siddet fast i mig, men endelig var blevet revet løs.

"Hænderne op og ned på knæ!"

Irriteret vendte jeg mit hoved over mod højre, hvor der tre politimænd stod med endnu tre pistoler rettet mod mig.

Hurtigt og uden tøven tog jeg pistolen op til mit hoved, og inden nogen kunne nå at sige noget, var mit sidste hjerteslag slået. Jeg var væk nu. For evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...