You & I

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 5 dec. 2013
  • Status: Igang
Jeg hedder D/N Horan, jeg er 18 år gammel, jeg har lyst hår og grønne øjne, hvilket er mærkeligt for alle andre i min familie har blå øjne. Jeg ELSKER gymnastik, det er mit liv! Jeg kommer oprindeligt fra DK, men min far fik nyt arbejde i London, så hele familien flyttede dertil her i starten af sommerferien. Min mor hedder Maura og min far hedder Bobby. Jeg har en storebror ved navn Niall.

3Likes
8Kommentarer
310Visninger
AA

4. You & I

’Bib, bib… bib, bib’ Jeg vågnede med et sæt, og slukkede mit vækkeur. Klokken var 7:15, så jeg skyndte mig at finde noget tøj, og derefter smuttede jeg ud på badeværelset.

Min far var ikke kommet hjem endnu. Han havde været ude hele natten, men hvor kunne han være henne?

Da jeg var færdig på badeværelset, gik jeg ned i køkkenet for at spise morgenmad.

’’Godmorgen D/N’’ sagde min mor, da jeg kom ned.

 ’’Godmorgen mor’’ svarede jeg.

 ’’Hva’… sover Niall endnu, eller….?’’ Spurgte hun.

 ’’PAS… skal jeg se efter?’’

 ’’ja det må du meget gerne, for ellers når han ikke at få morgenmad, og specielt ikke hvis han skal bruge den halve time foran spejlet’’

’’hahah… jeg skal nok vække ham hvis ikke han er stået op – intet problem!’’

Jeg gik op af trapperne, og ind i Nialls og min lille ’’stue’’ ovenpå – det er der vi sidder og ser film eller spiller fifa, hvis mine forældre har gæster eller selv ser fjernsyn.

Da jeg kommer til Nialls dør, banker jeg stille på. Ingen reaktion. Jeg braser ind af døren og ser Niall, han sover stadig.

’’NIALL DU SKAL OP NU, ELLERS NÅR DU IKKE AT FÅ MORGENMAD!’’ råber jeg ind i hovedet på ham.

’’Mad?’’ siger han, mens han hurtigt slår øjnene op, og rejser sig. Han stormer forbi mig, og ned i køkkenet.

Da jeg kommer ned i køkkenet igen, er han allerede i gang med anden portion.

’’Ædedolk’’ siger jeg hånende.

 ’’Ja det kunne du lære noget af!’’ svarer han koldt.

Mit smil forsvinder langsomt efter de ord.

’For ikke så lang tid siden, havde jeg en spiseforstyrrelse. Jeg spiste INGENTING. Jeg blev endnu tyndere end jeg allerede var – og Niall blev pisse gal over det, og nu skal han lige bringe det på banen igen. Det var en mega hård tid for mig, og det her gavner ligesom IKKE sagen’

’’Tak fordi du bringer det på banen’’ siger jeg, mens den første tårer, allerede er stille på vej ned af min kind.

 Jeg stirre bare tomt ud i luften, og Niall sidder bare og kikker på mig. Jeg kan skimte at han godt er klar over, at det han sagde, gjorde mig ked af det.

’’D/N undskyld, det var ikke meningen, men du ved at det heller ikke er sjovt for mig at se dig blive tyndere’’

Jeg stirrede stadig ud i luften, mens flere og flere tårer dannede sig i mine øjne. Pludselig væltede alle mine tårer bare ned af mine kinder. Niall så det med det samme, og på et split sekund, stod han og holdte om mig, mens han prøvede at berolige mig.

’’Jeg er virkelig ked af det jeg sagde! Please ikke græd, hold nu op søde, du må ikke være ked af det’’.

Efter et stykke tid, hvor Niall bare stod og holdte om mig og snakkede til mig, tørrede jeg alle mine tårer væk. Niall kørte mig i skole.

Da vi nåede hen til skolen, steg jeg ud af bilen. Niall undskyldte endnu engang, men jeg sagde at det var okay.

Jeg sad i klassen til første time, da en person kom hen imod mig. Jeg kunne ikke se hvem, da jeg sad og kikkede ud i luften.

’’Hej’’ sagde en dyb stemme. Jeg drejede hovedet og kikkede op. Det var Harry, han stod og smilede til mig.

 ’’Hej’’ svarede jeg og sendte ham et lille smil.

 ’’Må jeg sidde her?’’ spurgte han.

 ’’Ja, selvfølgelig’’

’’tak’’ svarede han. Han satte sig ned, mens jeg igen begyndte at stirre ud i luften.

’’Noget galt?’’

’’nej, det er ingenting’’ skyndte jeg mig at sige.

’’sikker?’’

’’ja, helt sikker’’

’’okay… du virker bare ikke som i går’’

’’hvad mener du?’’ spurgte jeg undrende.

’’jo.. i går smilede du forfærdelig meget og var helt vildt glad, og i dag virker du bare rigtig ked af det og sur’’ det sidste sagde han meget forsigtigt.

Jeg tyggede lidt på den men sagde så:

’’hvorfor går du så meget op i det?’’ spurgte jeg, for hvorfor blev han ved?

’’Fordi du skal være glad, du skal ikke være ked af det. Det kan jeg ikke lide!’’ svarede han meget hurtigt – der gik ikke engang 2 sek. Før han havde svaret.

Jeg smilede lidt, og overvejede at fortælle ham om det der var sket, men lod vær’.

Resten af dagen snakkede Harry og jeg sådan set bare frem og tilbage om alting.

Vi var på bare 2 små dage blevet ret tætte! Mon det var begyndt at udvikle sig til mere…?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...