You & I

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 5 dec. 2013
  • Status: Igang
Jeg hedder D/N Horan, jeg er 18 år gammel, jeg har lyst hår og grønne øjne, hvilket er mærkeligt for alle andre i min familie har blå øjne. Jeg ELSKER gymnastik, det er mit liv! Jeg kommer oprindeligt fra DK, men min far fik nyt arbejde i London, så hele familien flyttede dertil her i starten af sommerferien. Min mor hedder Maura og min far hedder Bobby. Jeg har en storebror ved navn Niall.

3Likes
8Kommentarer
312Visninger
AA

2. You & I

Døren ind til klassen blev åbnet og ind kom en høj dreng med brunt krøllet hår. ’’Harry, hvorfor kommer du for sent?’’ ’’Jeg synes det var alt for tidligt vi skulle møde, så jeg sov lidt længere’’ ’’SÆT DIG NED! Og det her er sidste gang du kommer for sent’’ ’’ja ja så siger vi det’’

Hele timen følte jeg at ham der Harry, eller hvad han nu hed, stirrede på mig. På et tidspunkt vendte jeg forsigtigt mit hoved, og kikkede på ham. Præcis hvad jeg troede, Harry sad med fødderne oppe på bordet, hænderne i lommen, og kikkede på mig. Jeg vendte hurtigt mit hoved mod tavlen igen, og prøvede at fokusere på det vi skulle.

Da timen var færdig, skulle jeg have matematik, men denne gang måtte jeg undvære Perrie, hun skulle have samfundsfag. Jeg gik hen til mit skab for at hente mine bøger til matematik timen, da jeg følte at nogen kikkede på mig. Jeg vente mig om, og så Harry. Han stod lænet op af væggen, stadig med hænderne i lommen, og så stod han ellers bare og nedstirrede mig. Jeg vendte mig om igen, tog hurtigt mine bøger ud fra skabet, og fór til time.

Klokken ringede, og nu var det tid til pause. Perrie og jeg havde aftalt at mødes nede i kantinen. Da jeg kom derned stod hun der allerede og ventede på mig. ’’Hey D/N’’ sagde hun, mens hun kom over til mig. ’’Hey Perrie’’ ’’hva’ så, hvordan gik matematik?’’ ’’det gik meget godt, bedre end jeg troede’’ ’’super’’ sagde hun med et kæmpe smil på læben. Vi satte os ved et bord og begyndte at spise. ’’Du Perrie?’’ ’’Ja?’’ svarede hun. ’’hvad ved du om ham der Harry?’’ ’’Harry? Hmm…. Tjaa… han er lidt en ’bad boy’ agtig type, altså du ved han hører aldrig efter, kommer altid for sent, og knuser hjerter som piger skifter tøj’’ ’’okay så’’ svarede jeg og kikkede ned i bordet. ’’hvorfor spørger du?’’ jeg kikkede op på hende, hun sad med et lille smil på læben. ’’det var bare fordi, at i engelsk der sad han og kikkede på mig, og da jeg skulle hente mine bøger til matematik, der stod han også og kikkede på mig’’ ’’jeg er meget ked af at sige det her til dig D/N, men jeg tror måske du er hans næste offer’’ ’’tro mig det kommer ikke til at ske, han er slet ikke min type overhovedet’’ ’’godt, for kan han ikke få dig, kan han heller ikke såre dig’’ jeg smilede til hende og hun gængælde det.

Nu havde jeg haft alle mine timer og stod nu bare og ventede på at Niall skulle komme og hente mig.

’’Hey, du ny her ik’?’’ hørte jeg en stemme sige bag mig. Jeg vendte mig om og så at det var Harry som snakkede til mig. ’’jo’’ svarede jeg med en hvis utryghed i stemmen. ’’Jeg hedder Harry, rart at møde dig, hvor kommer du fra?’’ ’’D/N, jeg kommer fra DK’’ ’’Fedt’’ ’’tjooo…’’ ’’er der noget galt?’’ ’’nej.. jeg savner det måske bare en lille smule’’ ’’nåårr ja okay’’. Niall kom, jeg havde ikke set ham, så han dyttede. Jeg fik det største chok og hoppede 5 meter op i luften af forskrækkelse. Harry stod og grinte lidt for sig selv. Jeg kikkede på ham og gav ham mit blik, han stoppede med det samme og sagde ’’Nå men det var hyggeligt at møde dig, vi ses vel i morgen?’’ ’’tak ilm, jo det gør vi nok’’ jeg satte mig ind i bilen, og vi kørte afsted.

’’Nåå, blev du bange?’’ spurgte Niall. ’’det var overhovedet ikke sjovt det der Niall’’ svarede jeg og gav ham mit blik. ’’nej undskyld søs, hvem var ham du talte med?’’ ’’En jeg har engelsk med, tror han hed Harry’’ ’’okay, er han søøøød, eller hvaaaad?’’ spurgte Niall med en irriterende men komisk stemme. ’’Han er SLET IKKE min type, han er vist lidt af en ’bad boy’ ifølge min nye veninde, Perrie’’ ’’nååå, så det er han’’ ’’STOP SÅ NIALL’’. Der var en pinlig tavshed resten af vejen.

Da vi kom hjem og var kommet indenfor, stod min mor og græd. Hun stod lænet op af dørkarmen, og tudbrølede. ’’Mor, hvad er der sket? Hvorfor græder du?’’ spurgte Niall. Hun svarede ikke, men gik bare ind i stuen, og satte sit i sofaen. Niall og jeg fugle efter, hun slap ikke! ’’Mor, kom nu! Fortæl os det!’’ tiggede jeg. Niall kørte hans hånd, op og ned af ryggen på hende, for at berolige hende.

’’F..f…far…’’ hviskede hun pludselig. ’’ Hvad er der med far?’’ spurgte Niall og jeg i kor. ’’H…han s..slog mig..’’ hulkede hun. Niall og jeg sad begge med kæberne helt nede ved jorden. ’’HVORFOR DOG DET?’’ udbrød Niall. ’’Vi skændes og..’’ mere nåede hun ikke at sige, før hendes stemme knækkede sammen. Niall og jeg tog begge om hende, og sådan sad vi længe.

Pludselig mærkede jeg nogen stirre på mig. Jeg vendte mit hoved, og kikkede mod døren, hvor mor havde stået, og grædt. Der… lige der i døren stod……

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...