*One Direction - Oneshot* A miracle (Thoughts who kills)

Har du nogensinde haft så ondt i hjertet, at du vil gøre alt for at få det til at gå væk? Har du noget sinde været så følelsesløs, at du vil gøre alt for bare at føle noget? Læs her hvordan det er, og hvilke midler man i værste tilfælde vil bruge. - Der kan forekomme anstødeligt sprogbrug, og for sarte sjæle, kan der forekomme ubehagelige scener. LOVE

1Likes
11Kommentarer
644Visninger
AA

2. Thoughts who leads to acts


Jeg var vred, rasende, knust, ked af det, følte mig som om, jeg var ingenting. Men mest af alt var jeg forvirret. Hvordan kunne jeg stadig elske ham, efter alt det?

Han følte jo ingenting for mig. Han brugte mig bare. Jeg var hans lille dukke. Han knipsede med fingrene, og forventede jeg ville stå klar. Alt det jeg havde gjort for ham. Alt det jeg havde mistet for hans skyld. Jeg havde ingen tilbage, udover ham. Hvordan kunne kan behandle mig sådan? Var jeg virkelig ingenting for ham. Bare et nul. Jeg var ikke andet end et hul for ham. En han kunne tilfredsstille sig hos. Men jeg elskede ham jo..

Men sådan følte han tydeligvis ikke for mig. Hvordan kunne han få sig selv til at gøre det? Måske betød jeg ikke noget for ham, men hvordan kan man få sig selv til at gøre sådan noget, selv imod den man hader allermest? Hvordan kunne man få sig selv til at udføre en voldtægt?
Mine følelser var et stort kaos.
Jeg følte langsomt, hvordan mit hjerte gik i stykker. Smerten var så stor. Så ulidelig. Jeg gik i panik. Det gjorde så ondt. Jeg lagde armene om mine sammenbukkede knæ, og pressede dem ind til mig. Prøvede at holde sammen på de få stumper der var tilbage. Prøvede på ikke at gå helt i stykker. Smerten blev ved, og blev større og større. Jeg skreg, jeg græd, jeg slog alt jeg kom i nærheden af, men lige meget hjalp det.
Jeg vidste det ikke var noget jeg kunne gøre noget ved. Det var et knust hjerte. Det fik min panik til at vokse sig endnu større.

Fuld af panik, begyndte jeg at kradse mig over det hele. Jeg følte mig ulækker. Han berøringer var stadig over det hele, og smerten i mit hjerte tog til. Jeg kradsede så dybt jeg kunne, men det var som om det ikke var godt nok. Det hjalp ikke. 
Jeg skulle have smerten væk. Og den skulle væk med det samme. Uanset hvad jeg så skulle gøre. Som i en tåge løb jeg hen, og fandt det første skarpe jeg kunne få fat i. Først da jeg desperat førte genstanden hen til min hud, fandt jeg ud af det var en saks. Stadig i trance af panikken og smerten, fik jeg åbnet saksen. Jeg førte den hurtigt ned til min hud.
Jeg pressede den hårdt ned mod min hud, som langsom gav efter, og åbnede sig for mine desperate handlinger. Jeg førte den videre, og kunne langsomt mærke smerten. Men det her var en dejlig smerte, i forhold til den anden. Jeg fortsatte, og nød følelsen af en smerte, jeg kunne forholde mig til.
Efter flere snit, og med blød løbende ned fra mit håndled til mine hænder, gik det endelig op for mig hvad jeg havde gjort. Jeg smed hurtigt saksen fra mig, og gled grædende ned på gulvet.
Hvad havde jeg gjort?

 


***


Igen føler jeg ingenting. Jeg har ingen følelser tilbage. Mit hjerte var gået i stå. Kniven rammer igen min skrøbelige hud. Jeg ser fascineret til, imens den skabe kniv, let som ingenting, laver et fint lille snit i min hud.
Jeg fjerner langsomt kniven, og studerer nøje hvad jeg har fået lavet. En lille bevægelse, som fik en fin lille skræmme frem på min hud.
Men jeg følte ingenting. Jeg føler ingenting længere. Jeg er stadig sammen med ham. Jeg har ingen steder at tage hen. Han vil heller ikke give mig lov til at forlade ham. 
Han bruger mig stadig som sin dukke. Jeg har givet op. Jeg kæmper ikke længere imod. 

Jeg fører igen kniven ned til min, efterhånden godt arrede, arm i håb om at jeg denne gang kan mærke noget. Jeg mærker tydeligt kniven skærer min hud, men jeg kan ikke engang mærke smerten længere. Jeg er følelsesløs både uden på og inden i. Jeg har brug for en mirakel.
 

**

Alt imens jeg sad der i mine egne tanker, efter jeg endnu engang havde været igang med kniven, men igen ingenting følte, ringede det på døren. Jeg vidste han ikke var hjemme. Det var han aldrig, når han var færdig med at bruge mig. Noget sagde mig, at det var fordi han vidste hvad jeg havde gang i. Det havde stået på i lang tid nu.
Det var ikke længere kun mine håndled der var dækket med ar. Stort set hele min krop var dækket med mine så velkendte ar. Han ville ikke kunne undgå at se dem, og vide hvad jeg havde gang i. Men han følte ligeså lidt for mig, som jeg følte for mig selv. Han var ligeglad.
Det ringede igen på, og jeg vågnede op af min trance. Jeg skyndte jeg mig, at trække min tynde langærmede trøje ned over mine håndled, som det var gået ud over denne gang.

"Jeg kommer" råbte jeg, da der endnu engang blev ringet på døren. Jeg skyndte mig hen til vores hoveddør, og uden at kigge hvem det var, åbnede jeg døren, i den tro, at det sikkert bare var post. Da jeg kiggede op på personen, var det som om mit hjerte gik i stå.
Hvis jeg havde følt mig tom før, var det ingenting i forhold til nu. Jeg stod bare og kiggede. Min mund havde åbnet sig i chok. Den mand der stod foran mig, havde jeg ikke set i flere år. Hans grønne øjne kiggede søgende ned på mig, som om de ventede på en anden reaktion, end den jeg gav. Han lagde hovedet lidt på skrå, og han krøllede hård blæste lidt i vinden. Han sendte mig et lille smil, som viste hans tydelige smilehuller.

Jeg begyndte at ryste på hovedet. Det kunne ikke være rigtigt. Hvad lavede han her?
"Ha.. Nej, det kan ikke være dig." Jeg rystede igen på hovedet. Han smilede lidt større til mig, og gik et skridt tættere på. "Harry?" Først der gik det op for mig, at han stod lige foran mig.
Hvad fanden i helvede lavede han her? Efter han var blevet verdenskendt popstjerne havde jeg ikke set ham. Han havde glemt alt om mig. Han havde været min klippe, min beskytter, mit fodfæste, min bedste ven - og min første og største kærlighed, men det vidste han ikke noget om.
Han gik et skridt tættere på, stadig smilende. Hvad helvede lavede idioten her. Han kunne godt skride tilbage til hans egen, ellers så perfekte, verden.
"Hvad laver du her?" Snerrede jeg. Jeg var vred, jeg var skuffet, og ikke mindst ked af det. Alle følelserne vældede op i mig, som en tsunami.
Pludselig kunne jeg mærke smerten i de ny lavede sår på mit håndled. Smerten skød op i mig, som små lyn. Jeg tog hurtigt fat rundt om mit håndled og klemte til for, at få smerten til at holde op.
Harry så meget overrasket ud, over min reaktion. Det var helt sikkert ikke den han havde forventet. Han havde sikkert forventet hæder og ære, nu hvor han jo sikkert var vandt til at være en konge, der hvor han nu kom fra. "Jeg.." Stammede han.
"Skrid Harry. Du har ingenting at gøre her." Selvom jeg prøvede at lyde kold, ødelagde mit oprørte hav af følelser det hele. Harry så selvfølgelig at der var noget galt, hvilket fik savnet til at blusse op i mig. Han havde altid kunne læse mig så let som ingenting. Savnet slog mig som en knytnæve i ansigtet. Alle følelserne slog hundrede gange hårde end de normalt ville. Højst sandsyndligt fordi jeg ingenting havde følt i flere måneder.
"Hey, hvad er der galt?" Han kiggede bekymret på mig. Jeg rystede bare på hovedet, og vaklede væk fra døren. Han skulle forsvinde fra mig. Han skulle ikke få mig til at føle alt det her. Det var alt for overvældende.
"Hey, vent!" han tog fat om det håndled, som smertede, på grund af de ny lavede sår. Jeg skar en grimasse og stønnede svagt i smerte. Jeg måtte have skåret dybere end jeg plejede, for smerten var meget værre end jeg huskede den. Han kiggede ned på det håndled han havde taget fat i. Ligeså gjorde jeg. Min lyse trøje var en smule plettet af blod der ikke var størknet. Det var højst sandsyndligt smittet af på trøjen på grund af det stramme greb jeg selv havde haft før, og nu Harrys greb.
Uden jeg havde lagt mærke til det, havde Harry hurtigt trukket mit ærme op over mit håndled. Der var nu frit udsyn til både de nye sår og de gamle ar. Det så ikke synderlig behageligt ud, og det var også tydeligt at spore i Harrys ansigt, at han tænkte noget ala det samme. Jeg trak hurtigt min arm til mig, og kiggede vredt ind i Harrys øjne, som langsomt var begyndt at fyldes med tårer. Jeg kiggede væk og tog nogle skridt tilbage. Harry sagde langsomt mit navn, med så meget følelse i det. Så meget medlidenhed, dårlig samvittighed, men ikke mindst kærlighed i stemmen. Det slog mig endnu hårdere end mine egne følelser havde gjort. Måske fordi mine egne følelser blev tusinde gange stærkere ved hans omsorgsfulde stemme.

Mine ben knækkede sammen under mig, og jeg landede hårdt på gulvet. Jeg havde ingen kræfter tilbage. Ikke engang til aftage faldet. Harry råbte mit navn, og styrtede hen til mig. Idet brød jeg fuldstændig sammen. Jeg fortalte ham alting. Alt om hvordan jeg ingen havde efter han havde forladt mig, til fordel for hans drøm. Om hvordan jeg nu var havnet i den situation jeg var i nu. Om hvordan jeg blev brugt, hvordan jeg ingenting følte længere. Harry lyttede, og han ventede tålmodigt hver gang, jeg ikke kunne komme videre, og tørrede mine tårer væk, når der var for mange.
Tilsidst knuede han mig hårdt ind til sig. "Jeg vil aldrig forlade dig, love. Du har altid haft mit hjerte. Hvis du har brug for mig, vil jeg for alt i verden gerne være det mirakel, du har brug for. Vi kan finde en løsning på det her - sammen. Giv mig lov, og jeg vil give dig al den kærlighed du fortjener." Han kiggede mig i øjnene, og tørrede de tårer væk som var kommet ved hans ord. "Jeg elsker dig, love" hviskede han blidt, inden han kyssede mine læber, med så mange følelser, at jeg havde svært ved at trække vejret. Mit hoved var ved at eksploderer. Mit hjerte var ved at hoppe ud af brystet på mig, for at give sig selv helt til Harry.

Måske kunne jeg faktisk få det mirakel jeg havde brug for. 
 

*

 

Hej - Hvis i har to sekunder, må i meget gerne skrive hvad i synes! Jeg vil rigtig gerne blive bedre, og udvikle mig mere - så jeg tager imod alt konstruktivt!
Derfor må i meget gerne smide en kommentar med, hvad i synes, hvad der kunne gøres bedre osv. :-)
Vil lige sige, jeg ikke selv har oplevet noget lignende, så hvis jeg ikke har ramt følelserne ordentlig, kan det være derfor - men jeg havde lyst til at udfordrer mig selv lidt! xx

P.S.: Vil lige sige, til dem af jer, der har det sådan her - der er nogen derude som elsker jer! Og der vil altid være en, der vil lytte til jer - og hvis i har svært ved at finde den person, skal jeg med glæde være den person for jer. Stay Strong! xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...