Bag Lukkede Døre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
Det her er en novelle om vold i hjemmet. Jeg har mærket den let-anstødelig, fordi det er det jeg ville bedømme den til. Denne historie er opdigtet, men jeg har virkelig prøvet at sætte mig ind i situationen.
Den handler om en pige på 14 år. Hendes mor er død af kræft, og hendes far drikker. Udover det kan han også være voldlig mod hende.

0Likes
0Kommentarer
359Visninger
AA

1. Bag Lukkede Døre

 

Bag Lukkede Døre

 

Hun vågnede til en forfærdelig smerte i venstre skulder. Hans vrede råb lød fra et sted over hendes hoved. Glasskår fra en ødelagt ølflaske flød over det hele. Hun kunne ikke koncentrere sig om ordene der kom ud af hans mund, men håbede bare at han snart ville gå igen. Hen på værtshuset, det eneste sted der ville have ham. Han blev ved med at råbe, hun nåede kun at opfatte enkelte ord som uduelig, møg tøs og grimme unge. Men det var nok til at give hende hovedpine. Hun bed sig hårdt i læben, for ikke at begynde at græde. Hun kunne ikke vise den slags følelser, det ville bare gøre det hele værre. Han blev ved med at råbe, og hun sagde ham ikke imod. Hun ventede bare på at han skulle blive færdig, præcis ligesom en hver anden morgen. Endelig vendte han sig om og stormede ud af døren. Et hårdt knald gav genlyd gennem hele huset, da han smækkede hoveddøren. Endelig var han gået, hun kunne ikke lade vær med at udtrykke et lettelsens suk. Hun lod sin krop synke længere ned i sengen, mens hun prøvede at få styr på sig selv. Træk vejret ned i maven, og pust ud. Ned i maven, og ud. Hendes øjne var tæt sammenpressede. I mens hun langsomt fik styr på sig selv og sine tanker. Da hun efter nogle minutter havde fået nogenlunde styr på sig selv åbnede hun langsomt øjnene. Hele hendes seng og noget af gulvet var fyldt med glasskår, hun kiggede ned på hendes bare skulder som var smurt ind i blod. Med en dyb indånding kom hun rystende på benene. Hun listede forsigtigt ud på badeværelset, som om hun var bange for at han stadig var der. Ude på badeværelset kiggede hun sig selv i spejlet. Hendes lange løse pyjamasbukser dækkede hendes blege ben, og den lange top dækkede hendes mave. Men armene var frie. Så man tydeligt kunne se arene, de blå mærker, beviserne på de forfærdelige ting der foregik i det hus.

Efter at have renset glasskår ud af huden, ved hjælp ad den gamle førstehjælpskasse der stod til højre i det slidte skab, skyndte hun sig i tøjet velvidende at klokken allerede var over otte. Hun tog make-up på, og begyndte på dække hendes rifter og blå mærker. Hun lod sit mørke brune hår, hænge løst i sine naturlige krøller. Hun tog sine slidte Converse og jakke på. Tasken over højre skulder fordi venstre stadig gjorder lidt ondt, og så var hun ude af døren. Hun gik i skole i et rask tempo. På det sidste var det gået ned af bakke for hende. Hun plejede altid at være ok i skolen, men hun havde fået svært ved at koncentrer sig. Og nu var lærerne også begyndt at straffe hende for at komme for sent. De kunne jo ikke vide at hun blev nød til at bruge tid til at rense sorg og dække blå mærker inden hun kunne gå i skole. Ligesom at de heller ikke kunne vide at hun tit gik alt for sent i seng. Og at hun havde svært ved at sove pga. mareridt. Nej, de kunne jo ikke vide at hendes far var en gammel arbejdsløs skiderik, der brugte alt sin tid på at drikke sig fuld i stedet for at finde et arbejde og tage sig af sin datter. Nej det kunne de jo ikke vide.

Hun skubbede langsomt døren til klasselokalet ind. ”Når, hvorfor kommer du så for sent i dag?”, spurgte læren så snart hun trådte ind af døren. Hun himlede med øjnene, ” jo ser du, jeg ville være kommet til tiden, hvis ikke dronningen havde inviteret mig til the inden skoletid og bussen fra Amalienborg ikke havde været forsinket”, svarede hun med et falsk sødt smil. Han rystede på hovedet, ”Dine historier bliver sgu værre og værre”. Siden hun første gang kom for sent til hans time, havde han altid tvunget hende til at fortælle hele klassen grunden bag. Da hun ikke ville fortælle den rigtige grund, fandt hun altid på små sjove historier i stedet. Hun var irriteret over at han overhoved kunne finde på at, få hende til at stå der foran hele klassen og gøre sig selv til grin. Hun kunne ikke virkelig ikke lide skolen og alle lærerne der altid skulle spille bedrevidende, når de i virkeligheden ikke vidste en skid.

I tredje time skulle de ned i gymnastiksalen og høre et foredrag. Hun var ligeglad, alt hun kunne tænke på var at komme hjem. Men det var der stadig alt for lang tid til. Der var så mange ting hun skulle nå at gøre der hjemme inden hendes far kom hjem. Og det hjalp ikke ligefrem at hun aldrig kunne være helt sikker på hvornår han var hjemme. Nogle gange kom han hjem midt om natten, andre gange sent om eftermiddagen, eller først om morgnen.

”Hvert femte barn i 8. klasse har oplevet vold i hjemmet.”, for første gang kiggede hun op, og fandt ud af hvad foredraget handlede om. Det var Red Barnet og Puk Elgård der holdt foredrag om vold i hjemmet. De snakkede om at det er vigtigt at man siger det højt, så man kan få hjælp. Det havde overrasket hende at hvert femte barn havde oplevet vold i hjemmet. Hun havde svært ved at forestille sig at andre i hendes klasse gik igennem det samme som hende. De fik det at sige det højt til at lyde nemt, men hun fik kuldegysninger bare af at tænke på at fortælle nogen om hendes far. Hun havde ikke lyst til at fortæller nogen om de blå mærker. Hun havde ikke lyst til at fortælle dem hvordan det startede. For det havde ikke altid været sådan. Men efter at hendes mor døde, var faren begyndt at drikke. Tabet af moren var for meget for ham. Og når han blev vred, lod han det gå udover hans datter. Han vidste godt selv det var forkert, og de første par gange sagde han altid undskyld bagefter. Men det var betydningsløst, for næste dag gjorde han det igen. Hun lærte hurtigt hvordan hun skulle håndtere det. Hvad hun kunne sige, og hvad hun i hvert fald ikke skulle sige. Men det var hårdt, hun var kun 9 år, da det startede. Hele hendes liv blev vendt op og ned i løbet af nogle få måneder. Langsomt var hun gledet lidt væk fra veninderne. Hun kunne ikke længere fortælle dem hvad hun lavede i går da hun kom hjem. I stedet blev hun nød til at undgå emnet, og lyve. Tit sad hun ude på badeværelset, med låst dør og hørte høj musik, for at lukke verden ude. I mens han smadrede tallerkner og glas nede i køkkenet. Hun forsvandt ofte i sine tanker og drømme. Det var et sted hun kunne føle sig tryk, et sted andre ikke kunne bryde ind i. Det var hendes sted.

Folk begyndte at forlade lokalet. Foredraget var slut, alle der gik ud fik et lille stykke papir med et telefon nummer til Red Barnets børnelinje, eller sådan noget. Hun tog imod sin, men lagde den bare i baglommen velvidende at hun aldrig ville bruge den.

Sammen med to veninder gik hun tilbage til klassen. De snakkede om foredraget, men hun havde lukket af for deres stemmer. Hun havde ikke lyst til at tale om foredraget. Faktisk havde hun slet ikke lyst til at snakke. Uheldigvis var det lige præcis det, deres lære ville. Snakke om foredraget. Igen og igen sagde alle det samme. Man behøver ikke, at være bange for at fortælle om det, hvis man blev slået. Man skal bare sige det højt. Men hun synes, nej hun vidste at det ikke var så nemt. Hvordan skulle hun nogensinde kunne stå frem og fortælle om det. Hun ville ikke have deres medlidenhed eller opmærksomhed far nogen. Hun ville bare have et normalt liv. Et liv hvor hun ikke behøvede at gå og gemme sig og skamme sig over mærkerne. Hun savnede sin mor og sin far, fra før han begyndte at drikke. Hun savnede en rigtig familie. Men der var snart gået så mange år, at hun ikke længere kunne huske følelsen af at vågne op til en mor og en far der elsker en. Endelig ringede klokken og hun skyndte sig ud af døren. Hun havde ikke brudt sig om at sidde der inde, imens de snakkede om DET. Det føltes som om, at de hvert øjeblik det skulle være, ville begynde at stille hende spørgsmål. Eller at en af dem lige pludselig ville regne det ud.

Hun var lige blevet færdig med at vaske den sidste tallerken op, da hun hørte hoveddøren gå. ”Hvor fanden er du din lille møg unge”, lød det samtidig med at han kom styrtende ud i køkkenet. Det var tydeligt han var virkelig fuld, for han slingede fra side til side. Da han begyndte, at løfte hånden vidste hun allerede hvad der var på vej. Hans sanser var slemt påvirket af alkoholen så han var langsommere end normalt. Hun overraskede sig selv ved at dukke sig lige inden hans hånd ville have ramt hendes kind. Hans hånd ramte bordet i stedet og han var lige ved at falde. ”Fuck, hvad fanden tror du at du bilder dig ind!”, råbte han ind i hovedet på hende. Der var ingen tvivl om at han var mere end bare rasende. Hun fik tårer i øjnene. Alt hun ønskede sig var jo bare et normalt liv! Var det virkelig for meget at forlange? Hun forstod virkelig ikke hvad det var hun havde gjort for at fortjene, sådan et trist liv. Inden han kunne nå at gribe fat i hende igen, satte hun løb. Hun vidste godt at det var dumt. Det var lige præcis derfor at hun normalt bare ventede på at han var færdig. Men i det øjeblik kunne hun ikke tænke på andet end at komme væk. I det øjeblik var hun nået til et punkt hvor hun bare ikke kunne klare mere. Hun tænkte ikke på konsekvenserne ved hendes handling, hun løb bare. Hun løb op på badeværelset og låste døren, inden han kunne nå ind efter hende. Hun kunne høre ham råbe, sparke og hamrer på døren med hårde knytnæver. Hun lænede sig op ad væggen, mens enkelte tårer stille og roligt løb ned af kinderne. Langsomt lod hun sin krop synke ned så hun sad på gulvet. Hun tog hovedet i hænderne og prøvede med alt hendes magt, at ignorerer ham. Uden at tænke over det tog hun sin gamle mobil op af lommen. Skærmen var flækket, men det var en af de der Nokia der næsten kunne klare alt. Et sammenkrøllet stykke papir var faldet ud af hendes lomme, da hun tog mobilen ud. Hun tog forsigtigt papiret op og sad lidt og kiggede på det. Det var det papir hun havde fået efter foredraget. Uden for døren havde han næsten givet op, det kunne hun høre. For selvom at han stadig sparkede til døren, var det nu kun halvhjertet. Langsomt begyndte hendes fingre at trykke på forskellige taster. Indtil at hun havde skrevet telefonnummeret. Hun stirrede længe på det. Hun var i tvivl. Men til sidst lukkede hun øjnene, smed papiret væk og trykkede ”ring op”.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...