Pigtrådshegn og blødende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Mit bud på Vold i familien - konkurrencen :-)

Vil UTROLIG gerne have kritik og tips til forbedring - og vil også gerne give noget igen :-)

0Likes
7Kommentarer
423Visninger
AA

4. Knust glas

~~  Mørket var langsomt ved at falde på. Jeg løftede mit blik fra bogens sider og lod mine øjne studere landskabet udenfor. Med det frie udsyn fra mit vindue til skoven og havet længere ud, kunne jeg se hvordan den sidste rest af sollys spejledes i vandets krusede overflade. Jeg lod mig selv falde i staver i nogle minutter, hvor jeg udelukkende lod mit blik søge hen over himlen og følge skyernes bløde, let utydelige linjer og farvespillet der opstod når bølgerne udformede sig på havets overflade. Så svært at forstå, at noget så enkelt kan være så smukt. Det virker eventyrligt. Og jeg lod mine tanker følge skyerne, væk fra jorden og op over himlen.

Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding, som for at rense. At lade alle tanker strømme ud med hver enkelt udånding.

Jeg havde været så fordybet, at min krop gav et lille sæt, da hoveddøren blev smækket. Jeg kunne høre fodtrinene, der gav genlyd i gangen, og forenede deres ekko og rytme med det familiære billede i hovedet. Far var nok kommet hjem. Efter at dømme på det sidste svage skær af lys og vinterens hastige tilnærmelse var det langt over spisetid.

Da han fik det nye job i byen, så jeg ham ikke så tit. Han tilbragte størstedelen af ugens dage på byggeprojektet og derefter endnu noget tid på at pendle frem og tilbage. Vi var blevet vant til hans fravær. Det var næste underligt at have endnu en person i huset. Jeg hørte ham kalde på mor, som straks svarede inde fra stuen. At dømme ud fra hendes stemme var hun overrasket over at se ham. Måske skulle han først komme hjem i morgen. Jeg ved det ikke, jeg er holdt op med at tælle.

Jeg lavede et lille æseløre i bogens side og lagde den fra mig på sengen. Jeg burde jo gå ud og sige hej. Fortælle ham, hvor meget jeg har savnet ham, og hvor dejlig hans hjemkomst er. Jeg burde.

 

 

~~ I stedet lod jeg mine ben bære mig ud i gangen, hvor jeg standsede. Mor smilede til far, og der var et lille glimt i hendes øjne. De holdt om hinanden og jeg hørte dem tale lavmælt sammen, kysse hinanden. Det jeg så lige nu var ikke til at forene med følelsen i maven. Jeg huskede, hvordan jeg så dem sådan efter det første rigtige skænderi, som havde efterladt rummet indhyllet i is og min hovedpude gennemblødt. Som om ingenting var hændt. De så ud, som om de elskede hinanden og kunne gøre alt sammen. Men som de vrede råb fortsatte, forsvandt det håb, der spirede i mig hver gang. Om at det hele nok skulle blive, som det plejede.

Jeg var modvilligt begyndt at vænne mig til tanken om konsekvensen. Men følelsen jeg fik, når emnet blev bragt op var for fremmeartet. Den hørte ikke hjemme i det perfekte familiebillede. Det hørte ikke hjemme hos os. Den hørte hjemme i ulykkelige familiebilleder og knuste drømme. Men hvad var vi så? Jeg havde intet svar. Nogle gange må man erkende, at der er ting, der ikke kan sættes ord på.
  Da jeg smilede til far og han trak mig ind til sig, var jeg tæt på at lade mig synke ned i hans omfavnelse, ønsket om tryghed, om at være den lille pige igen, der uden bekymringer kunne se sin helt i øjnene. Den lille pige, der blev alt for hurtig stor. Men som jeg stod der, med de velkendte, beskyttende arme omkring mig, kunne jeg bare ikke lade mig selv give slip. Jeg kunne ikke lade mig selv finde tilbage igen.

En del af mig ønskede at glemme, og en anden, tydeligvis mere magtfuld del, fortalte mig at jeg for enhver pris skulle huske. Smerten ved at huske ville være meget lettere at opveje i forhold til den, jeg ville erhverve mig, hvis jeg lod mig selv blive såret igen. Jeg vristede mig langsom ud af hans greb og fik næsten smilet til at nå øjnene.


Før jeg havde set mig om, havde jeg lukket døren til mit værelse bag mig. Jeg ønskede bare at lukke dem ude. Der var den lille stemme bagerst i mit hoved, der fortalte mig, at det var mine forældre. At jeg burde elske dem og tilgive dem som de ubetinget elskede mig. Hvis de overhovedet elskede mig mere. Nogle gange var det næsten svært at sige.

En lille del af mig ønskede, at de ville følge efter mig, spørge hvad der var galt og rokke mig frem og tilbage i deres favn, mens jeg lod mine følelser rinde ud sammen med tårerne. Men som jeg stod der og ventede, minutterne gik, og døren forblev lukket. Så lod jeg mig synke sammen på sengen og begrave ansigtet i puden. Jeg lod mine hænder dække for mine øre, som for at holde stemmerne ude. Men det var ikke de sårende stemmer udefra, der skulle blokeres for, det var de dræbende indefra.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...