Pigtrådshegn og blødende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Mit bud på Vold i familien - konkurrencen :-)

Vil UTROLIG gerne have kritik og tips til forbedring - og vil også gerne give noget igen :-)

0Likes
7Kommentarer
422Visninger
AA

6. Et hav i oprør

~~Musikken flød fra hovedtelefonerne. Jeg lod mig synke tilbage og lukkede øjnene. Jeg skruede op for volumen og spekulerede på, om man kunne skade ørerne ved for højt musik, men var egentlig ligeglad. Bare det var øredøvende. Lige så snart jeg mærke halsen trække sig sammen, og klumpen i maven trykke mod mellemgulvet, lader jeg mig synke ind i musikken. Det er snart blevet en vane at lade strømmen af de kombinerede musikstykker og ord lulle mig i søvn. Skænderierne var oftere nu, og ikke kun når mørket faldt på. Men hvordan kunne jeg blive ved med at være vred på mine forældre? Det var nemmere at skyde skylden på dem, naturligvis. Men det var alt sammen min skyld.

Min skyld. Jeg spekulerede efterhånden tit på, om det ville være bedre, hvis jeg forsvandt. Forsvandt med bekymringerne og de problemer, der hele tiden pressede på. Stemmerne, der åd sig gennem mit forsvar og forgiftede mine tanker som en hurtiginfiltrerende virus, kørte mig ned.

Da jeg ikke længere hørte lydende i baggrunden, slukkede jeg musikken. Hvert eneste hårdt ord efterlod et lille ar i hjertet. Og jeg, som var overbevist om, at ord aldrig kan gøre fysisk ondt. Jeg rejste mig langsomt fra sengen og stillede mig foran spejlet. Jeg havde mit blik rettet mod gulvet, og mine fødder så umådelig blege ud i skæret fra gadelygternes lys, der strømmede ind gennem vinduet.

Jeg så ned et stykke tid, inden jeg fandt kræfterne til at løfte hovedet og møde det gengældelige blik.

Når jeg kiggede på mit eget spejlbillede, kunne jeg ikke længere se, om det var mit eget. Alt var forkert. De genkendelige træk var slørede, som blyantsstreger på papir efter at være blevet trukket over med et viskelæder. Jeg ville trykke på en knap og genantænde den slukkede gnist i øjnene, få hendes mundvige til at trække den modsatte vej. Men når jeg lagde en hånd på glasset, skubbede pigen bare tilbage igen.

Det er min skyld. Mit blik faldt på de fremstående kindben.

Min skyld. Jeg lod mine fingre køre ned over halsen til kravebenet, der føltes fremstikkende.

Kun min skyld. Jeg så på den fremmede pige i spejlet, fra hendes tællelige ribben og udstikkende hofter, til de lange, tynde fingre og skrøbelige håndled.

En pige, der så ud, som om hun kunne knække hvert øjeblik. Men hun var allerede knækket.

Ting kan gøres op i penge, men hun havde betalt en langt højere pris. Det var hendes måde at betale for det, hun har gjort. Min måde.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort galt, hvorfor tingene havde udformet sig i den retning, men jeg følte det. Og jeg følte smerten fra hvert fejltrin. Jeg havde dem indprentet i de synlige mærker på min krop og formet i de lydløse tårer, jeg delte med natten.

”Det er okay. Det hele er okay.” Sådan lød det evindelige svar.

Jeg ville ønske, at jeg havde ord for det. Men hvilken mening var der i at snakke med en psykolog, mine forældre eller de venner, som jeg ikke havde, hvis man ikke havde nogen måde at udtrykke sig på. De desperate opkald om hjælp, som blev afsluttet, endnu før de var begyndt. Jeg begav mig, mentalt drænet, i seng igen. Mine kræfter var ved at slippe op, og jeg var alt for træt til at kæmpe imod stormen, der rasede i mit hoved.

Denne gang lod jeg mig selv drukne i det brusende hav. Og jeg tror ikke, jeg nogensinde fandt styrken til at nå overfladen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...