Pigtrådshegn og blødende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Mit bud på Vold i familien - konkurrencen :-)

Vil UTROLIG gerne have kritik og tips til forbedring - og vil også gerne give noget igen :-)

0Likes
7Kommentarer
421Visninger
AA

3. En roses torne

~~  De realistiske billeder sad endnu brændt fast på min nethinde, da jeg vågnede tidligt næste morgen.

På en måde kunne jeg ikke sove længere, og alligevel fandt jeg min krop utrolig tung og træt, og det krævede noget viljestyrke at svinge dynen til siden og få møvet benene uden over sengekanten.

Jeg kastede et kort blik på mine ben og lår og hænderne der støttede sig til sengekanten, men blev hurtigt nødt til at kigge væk igen. Mærkerne var bare et minde, som jeg ikke havde den mindste lyst til at bevare.

Mens jeg traskede søvndrukkent rundt og gjorde klar til skole, kørte sceneriet stadig. Stemmerne der råbte. De indædte følelser der blev lukket ud, som når man åbner slusen til et fossende vandfald. Vreden, der gjorde én blind. Og gråden fra den efterfølgende handling, der blev udløst af afmagt og efterlod blå mærker på kroppen og rifter på sjælen.

Drømmen – eller rettere sagt mareridtet – gav mig en sær form for kuldegysninger ned langs rygraden. Den slags følelse man kun får, når de personer, det er meningen, man skal stole mest på, svigter den tillid, man i så mange år har opbygget.

Eventyrene man har får fortalt som barn, om et udødeligt liv i en bekymringsfri verden. Det var før ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende” blev skiftet ud med visheden om, at der findes ting selv ikke kærligheden kan overvinde.
  Da jeg begav mig ud i køkkenet, gav min mor mig et stort smil, på trods af de sorte rande under øjnene og hendes langsomme bevægelser, da hun hældte havregrøden op i to plasticskåle. Jeg tog en dyb indånding. Luften var svedig, grøden var nok brændt fast. Igen.

Jeg kunne ikke lade være med at betragte hende, mens jeg med møjsommelige bevægelser pakkede min taske. Sådan som hun stod, med ryggen til, hendes rødbrune hår der var meget lige mit, på trods af årenes grå spor tæt ved hovedbunden.

Jeg ville gerne krybe ind i hendes tanker og høre, hvad der foregik, men når det så kom til stykket, ville jeg gøre alt for at undgå det. Tanken om det blottede sandhed kunne være lidt skræmmende. Jeg kiggede væk og smed tasken over skulderen og vendte mig om for at gå ud af hoveddøren.
”Skal du ikke have noget mad?” Spurgte hun og vendte sig om for at se på mig – hendes bryn dannede en smal rynke i panden.

  Jeg viftede afværgende med hånden og skyndte mig ud, før hun nåede at stille spørgsmålstegn. Jeg følte ikke den mindste sult og er mere tilpas på tom mave om morgnen. Skole. Jeg kunne komme op med utallige andre forslag, der til enhver tid ville slå dette.

Jeg havde ikke brug for at komme ud. At være i rum med andre, at skulle deltage i en samtale og påtage sig andres problemer uanset størrelsesorden – det var mildest talt uoverskueligt.

Mit hoved begyndte som regel at dunke let, og når det indtraf sørgede jeg som regel for at fordybe mig i andre ting. Jeg havde altid en bog medbragt. Når jeg vendte den i mine hænder og indsnusede duften af nyt papir, den lidt tørre og træagtige lugt, var det genkendelsen af hjem.

Der er intet så vidunderligt som følelsen af at forsvinde, at blive et med historien. Mulighed for at distancere sig selv fra her og nu og blive en del af tid og rum. Man kunne være, hvem man ønskede, hvor man ønskede. Den tid jeg tilbringer i universet vil aldrig være nok. Jeg kunne lægge mine problemer, min ’normalitet’ bag mig, og blive en del af den nye verden. En verden hvor andres liv og problemer blev ens egne og alt blev mere overskueligt.

Nogle gange var det den eneste overkommelige mulighed. Min form for flugt. Hvis dine ben ikke kan løbe hurtig nok til at bære dig væk, så kan dit sind.

 

Jeg var altid lettet, når skolen så først var overstået. Det første jeg kunne komme i tanke, om når jeg igen befandt mig på mit værelse, var at smide mig på sengen med en bog i hånden og fordybe mig. Men problemet var, at det aldrig varede ved. På et tidspunkt blev jeg nødt til atter at vågne op.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...