Pigtrådshegn og blødende hjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Mit bud på Vold i familien - konkurrencen :-)

Vil UTROLIG gerne have kritik og tips til forbedring - og vil også gerne give noget igen :-)

0Likes
7Kommentarer
430Visninger
AA

5. Broken bones

"Selv soldater bliver skrøbelige som glas, når mørke tanker slår rod og sidder fast."

- Tusind farver

 

~~Da jeg gik op i stuen for at se TV kunne jeg tydelig fornemme spændingen. Der var en speciel stemning, når der lige havde været et skænderi. Den gjorde mig altid en smule utilpas, men som regel lod jeg bare som ingenting. Det var det nemmeste.

Jeg plejede altid at sige til mig selv: ”Bare lad som om alt er som det plejer. Så sker der ikke noget, der ikke plejer at ske.”
  Men følelsen gjorde mig næsten altid vred. Hvorfor kunne de bare ikke forstå, hvor frustrerende det var at høre på dem skændes, evig og altid? Det var ikke meningen, at det skulle være sådan her.

Jeg foretrækker næsten altid at være ude. Det er da ikke normalt, at man som teenager aldrig har lyst til at komme tilbage til sit eget hus, at man frygter at se sin mor og far i øjnene? Og alligevel glemmer man det. Det var endda ved at overbevise mig nogle gange. Når de smiler til hinanden, og man hørte besøgende og familie tale om, hvor dejligt et hus vi havde, og hvor hyggeligt her så ud.

Jeg havde lyst til at skrige af dem for mine lungers fulde kraft, selvom jeg godt vidste det kun ville lette et øjeblik.

De forstod ingenting! Der hvor de så hygge, så jeg skyggerne. Der hvor de så lys, så jeg mørke. Og der hvor de så kærlighed, så jeg den økonomiske afhængighed og den sociale status. Men når nogen var i stand til at se igennem facaden, var alt de kunne byde mig en form for undskyldende smil. Jeg kunne se mig selv gennem deres øjne; den lille, uheldige pige hvis forældre ikke kunne enes.


De fleste, jeg kendte, udtrykte sorg ved at tale om det. De lod følelserne få frit løb og talte deres vej ud af problemerne. Men alt jeg ønskede var at løfte den usynlige vægt, der tyngede mit bryst. Jeg havde aldrig set fornuften i at tale med andre, at lade dem ynke en. Situationen forblev jo uændret.


Men der var noget ved denne situation, der fik mig til at stivne. Kulde krøb op langs min rygrad, forvandlede mine ben til gelé. Spritten hang som en tynd sky i rummet, svag, men nok til at være bemærkelig og rev i indersiden af næsen.

  Jeg lokaliserede min far. Det gav et gib i mig, da han kom gående imod mig. Eller, gå som man nu kan gå, når ens krop er bedøvet med alkohol. Hans øjne virkede som glas. Det var som at stirre på en glat overflade; man spejlede kun sig selv. Det var som en sandstorm, der tog plads i mit inderste og bredte sig med rasende fart gennem mine arme, ben og til mine fingrespidser. Jeg kunne høre dens kraft suse i ørene.
 Et øjeblik troede jeg, han havde mistet så meget stedsans, at han ikke vidste, hvem jeg var. Men da han sagde mit navn, vidste jeg, at han var fuldt bevidst om, hvem der stod sammen med ham.

  Han snublede imod mig, hans mund trukket i et fordrejet smil. Jeg kunne se vreden, der fyldte hans øjne. Min krop var isnet. Hans latter jog ind i mig og forvandlede min frygt til en fysisk udfordring.


  ”Hvor har du været? Sagde jeg ikke, at du skal komme, når jeg kalder?”

  Jeg ville svare ham, men han nåede at afbryde mig i en ny sætning, hans stemme ru som sandpapir. ”Jeg ville foretrække, hvis du husker at gøre som jeg siger, fremover.” Han løftede flasket til munden.


  ”Men, far…”
”Ikke afbryde.” Han viftede en finger i luften foran mig, som til et lille barn. ”Du hører aldrig, lytter aldrig. Men det vil du gøre fra nu af, det skal jeg personligt sørge for. Vi kan jo ikke have, at du render rundt og laver ulykke.”

  Jeg kunne mærke vreden boble i mig. Hvad bildte han sig ind, at snakke til mig som til en på to år, som om jeg var mentalt desorienteret eller led en anden form for psykisk lidelse. Jeg udbrød: ”Lad være med at behandle mig som et lille barn! Jeg er det ikke længere, og det ved du godt. Jeg er ikke din lille pige mere. Du kan ikke bare komme her, og tro at du ejer det hele, ejer mig. Dette er vores liv nu, ikke dit. Jeg er ikke sindssyg, ligesom så mange andre i den her fucked up familie!”

  Jeg fortrød med det samme ordene. Hans ansigt fortrak sig, og blev så til en kold maske. 

  ”Hvor vover du at tale sådan til mig? Hvordan tror du ikke, folk vil tænke, hvis de vidste, at du satte dig op imod din egen far? Du taler aldrig sådan til mig igen.”


”Ja, for det er jo, hvad det hele handler om. Du er ligeglad med mig og mor, vi betyder intet. Alt der betyder noget for dig er din forretning. Det er magtsygt, det er hvad det er!”


Jeg hørte de høje toner ringe for mine ører, før jeg følte slaget. Jeg snublede baglæns, min hånd lagt over min kind. Smerten jeg følte brænde min hud var ingenting, sammenlignet med hvordan jeg følte indeni. Jeg følte mig som glas; et enkelt slag og jeg var knust. Og jeg lukkede mine øjne for ikke at se det næste slag komme mod mig.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...