Ude

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Færdig
To søstre - fanget i prostitutionens onde cirkel.

3Likes
15Kommentarer
349Visninger

1. Os to

 

OS TO

af Jas.

Lampen over mig blinker med uregelmæssige blink. Selvom jeg har lukkede øjne kan jeg stadig se de irriterende små, orange og røde prikker danse for mine indre øjenlåg. Summen der kommer fra fluen gør det ikke bedre. Den flyver i cirkler omkring madrassen, og lander kort på mit ansigt. Hysterisk vifter jeg den væk, uden at åbne øjnene. Kulden er begyndt at trænge ind i gennem det tynde stof, som jeg har liggende over mig. Tyndere end min kjole.

   Frustreret slår jeg øjnene op, afbrudt af min nattesøvn. Jeg blinker et par gange, for at få følelsen af størknet makeup til at forsvinde, og kravler, øm som jeg er, op fra madrassen. Da jeg endelig står på mine ben, kan jeg mærke at for hvert skridt jeg tager, jager ømheden gennem mig. Både i ben, arme, mave sågar i nakken. Jeg vil ikke tænke på hvordan. Jeg har lært mig selv at lade være.

Med tunge øjenlåg kigger jeg ud over byen, gennem det lille, beskidte, vindue. Det trækker. Ikke overraskede, tænker jeg. Langsomt lægger jeg en hånd hen til kanten, og mærker hvordan den kolde oktober luft siver ind i det lille rum. Et kort, næsten lydløst, suk slipper mine læber. Der er ikke nogen nede på vejen, i lejlighederne eller i gyderne. En gadelygte blinker i takt med loftlampen i værelset. Da jeg var lille, var jeg altid bange for blinkende lys. Nu var det lys, det eneste jeg havde. Udover min lillesøster.

“Hvor skal vi hen siostra?” Hendes øjne var tunge af søvn, og den lyse hestehale var helt filtret. Toget standsede inden jeg nåede at svare, og en fløjte lød. Hurtigt fik jeg pakket vores ting sammen, og trak af sted med både lillesøster og kuffert. Manden i tog uniformen gelejdede os ud, og samtidig gav han mig et liderligt blik. Vredt trak jeg kufferten ud af toget, men jeg vidste at jeg godt kunne vænne mig til det. Kufferten landede med et klonk på den ødelagte asfalt. Nu var vi ude, væk og hjemmefra.

Hvor skal vi hen siostra?” Ofelias stemme overdøvede den monotone lyd af menneske snak omkring os. Jeg kiggede ned på min 14-årige søster og så ind i hendes flotte blå øjne, der var fyldt med livsglæde.

“Vi er på en vinderrejse,” sagde jeg med grødet stemme, “husk det.”

Tårerne pressede sig på; hvad var det jeg havde gjort? Jeg blinkede et par gange med mine tunge øjenlåg, og besluttede mig for at gå tilbage i seng. De sidste par nætter havde været sådan her, jeg var stået op, kigget ud af vinduet og haft det underlige flashback. Der var aldrig noget anderledes, min hverdag var dømt til at være sådan.

  Med rystende krop, lægger jeg mig ned på madrassen. Ofelia ligger fint ved siden af. Hendes øjne er lukket i, og jeg kan se at hun drømmer sig væk fra det her sted. Makeuppen rundt omkring hendes øjne er sort, med strejf af bordeaux. Den 15-årig pige, der ligger ved min side, har allerede oplevet mere end du og dine venner tilsammen. Stille, helt stille, triller en tåre ned af kinden på mig.

Jeg lader tæppet glide hen over mig, og prøver på at holde varmen.

“Har du været oppe igen?” Stemmen giver mig et chok, indtil det går op for mig, at det er Ofelia der taler. De blå øjne stirre træt og udmattet på mig. Fyldt med livsglæde? Næppe.

“Jeg kunne bare ikke falde i søvn,” jeg synker en klump og vender tilbage til storesøster rollen, “skal du ikke få dig noget søvn?”

Inden hun når at opdage det, er tåren tørret væk i det beskidte tæppe.

“Jo,” jeg kan se på hende at hun tøver.

“Hvad er der?” Beroligende tager jeg hendes hånd og knuger den. Hendes hånd er kold og slap. Ofelias øjne flakker rundt, og da jeg fanger dem er der et øjebliks stilhed.  

“Du løj, ikke?”

Mit hjerte stopper med at slå, da Ofelias søvndrukkende stemme bryder stilheden. Jeg løj? Selvfølgelig, jeg ved præcist hvad hun tænker på. Samtalen ved toget. Selvfølgelig løj jeg. En vinderrejse? Lige så stille begynder mine kinder at blive våde. Jeg kan mærke at det nu er Ofelia der holder min hånd, og ikke omvendt. Min mund åbner sig, men der kommer ikke et eneste ord ud. Det sidste hun siger, inden hun lukker øjnene i, er:

“De henter os i morgen, siostra,” Ofelias udstøder et suk, ”tror jeg.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...