For dit eget bedste

Emilie lever en fortvivlet hverdag med sin alkoholiserede mor. Hun skiller sig ikke ud fra mængden ved første øjekast. Hendes hår er sat i en stram hestehale. Tøjet er normalt for en pige på tolv år og ligeledes er hendes humør blandt vennerne. Men indenfor husets fire, hvor kun Emilie og hendes mor ved, hvad der forgår, ser tingene helt anderledes ud. Emilie lever nemlig et liv med vold i familien.

2Likes
0Kommentarer
171Visninger
AA

1. 1.

Klokken havde lige passeret syv.
Jeg ryddede bordet køkkenbordet for halvtomme øldåser, for at gøre plads til vores tallerkener. Mor stod med ryggen til og rørte i gryden som stod på komfuret. Duften var den samme, som havde hængt i huset de sidste tre aftener.

- ”Affaldssækken udenfor er fyldt op” mumlede mor med et udtryksløst blik rettet mod komfuret. Hun kørte opgivende en hånd gennem sit slaskede blonde hår. – ”Så bare smid den i gangen sammen med de andre”.

Jeg slog knude på posen, gik ud i gangen og stillede den op ad væggen. Metallet klirrede. Der stod allerede to fyldte affaldsposer, selvom det kun var tirsdag. Skraldemanden kom først om torsdagen.
Tilbage i køkkenet havde mor fyldt vores tallerkener og sat dem på bordet. Jeg dumpede ned på stolen. Mor satte sig overfor. Hun støttede hovedet med den ene hånd mens hun langsomt begyndte at spise. Jeg rømmede mig. Tallerkenen foran mig var fyldt med en tyktflydende masse, som for tre dage siden havde været en farverig grøntsagssuppe. Nu var alle grøntsagerne udkogte og smeltet sammen til én stor brunlig masse.
Jeg løftede langsomt skeen, sugede væsken ind mellem læberne og slugte det modvilligt. Smagen var uudholdelig. Jeg log skeen dumpe ned i suppen og tog en stor slurk af mit glas med vand. Bare lugten af de gamle grøntsager fik alt i min mave til at vende sig. En spyflue satte sig på kanten af min tallerken og begyndte at suge suppen i sig. Jeg bad til at den var sulten.

- ”Emilie, spis din mad inden den bliver kold. Jeg gider ikke bruge tid på at varme den op igen”.
Mor sad med blikket rettet stift mod mig. Et gys skød gennem min krop og jeg begyndte at gnide min arm uden at tænke over det. Jeg tog skeen i min hånd. Fluen rørte sig ikke ud af stedet, men blev siddende på kanten af tallerkenen med snablen dybt begravet i min aftensmad. Jeg tvang endnu en skefuld i mig.

- ”God pige”, sagde mor med et smil. - ”Jeg har brugt lang tid på at lave varm mad til dig, så det skulle jo nødigt gå til spilde”.

- ”Ja, for tre dage siden”, mumlede jeg, og fortrød straks de ord som lige havde forladt min mund.
Skeen klirrede mod tallerkenens kant, da mor slap den.

- ”Hvad sagde du?”, hvæste hun gennem sammenbidte tænder.

- ”Undskyld”, sagde jeg og kiggede ned på mine hænder som jeg knugede i skødet.

Hun rejste sig fra bordet. Stolen væltede bag hende og ramte komfuret. Jeg opdagede at damp var begyndt at stige op fra gryden. Hun havde glemt at slukke for kogepladen hvor suppen stod.

- ”Er du ikke glad for, at jeg sørger for at du får mad hver dag?”

- ”Jo”, hviskede jeg med en voksende klump i halsen.

- ”Jeg knokler for at du skal have det godt”, sagde hun, og satte hænderne i siden. – ”Du ved at jeg elsker dig, ikke?”.

Hårene rejste sig på mine arme. Jeg kastede et blik ud mod gangen og nikkede derefter stille. Mor klemte om min skulder med den ene hånd. Hendes røde negle borede sig ind i min hud.

- ”Je… Jeg elsker også dig”, fik jeg til sidst fremstammet da smerten blev uudholdelig. Hendes greb løsnede sig og jeg åndede lettet op.

- ”Vi er kun os to, så vi må passe på hinanden, det ved du godt”.

Suppen i gryden var begyndt at koge. Man kunne høre de små skvulp og den svirrende lyd når væsken ramte den varme kogeplade.

- ”Mor?”.

Hun stillede sig foran mig. - ”Du skal lære at være taknemmelig for de ting vi har. Se bare på fluen som sidder på kanten af din tallerken, den har forstået budskabet. Tænk på de små børn i Afrika, som aldrig i deres liv får lov til at smage lige så god mad, som du får hver dag. Tænk på de børn, som må klare sig alene på gaden. Har du det måske ikke godt herhjemme?”.

Hendes ord kravlede ind under huden på mig, løb gennem mine blodbaner og fik mit blod til at stivne. Jeg rømmede mig på stolen og undlod stadig at se op i hendes bebrejdende blik. En tåre trængte sig på i øjenkrogen.

- ”Se på mig”, sagde mor bestemt.

Mine tænder begyndte at klapre, og temperaturen i rummet dalede pludselig ti grader. Jeg tørrede en tåre væk fra min kind.

- ”Mor, jeg har jo sagt undskyld. Det var ikke meningen at…”.

- ”Skal du være næsvis? Se på mig!” skældte hun.

I det samme boblede suppen over grydens kant og damp stod op som en stor røgsky. Jeg løftede blikket af forskrækkelse, og i det samme ramte mors hånd min kind med et højlydt klask. Det var ikke første gang, men jeg havde aldrig været så uforberedt på det. Jeg skred ud over kanten på min stol, ramte gulvet med et brag og slog næsen i gulvet. Jeg mærkede blodet begynde at løbe fra min næse og ned mod hagen. Tårerne strømmede ukontrollerende fra mine øjne. Små hulk undslap mine læber, selvom jeg forgæves forsøgte at holde dem tilbage.

- ”Se nu hvad du fik mig til!”, klagede mor irriteret, mens hun vendte sig mod komfuret for at flytte suppegryden fra kogepladen.
Jeg satte mig op og tørrede min hage med det ene ærme.

- ”Emilie! Du ødelægger jo din trøje!”

Mor satte sig på hug foran mig. Tårer pressede sig på endnu en gang. Jeg løftede armen og så på mit ærme. En stor blodig plamage bredte sig ud over stoffet.

- ”Kom her”, sagde mor med rolig stemme, og trak mig ind til sig. Hun vuggede mig stille. – ”Når du trodser mig, er jeg nødt til at være konsekvent. Det er en del af ethvert barns opdragelse, ellers lærer du aldrig at sætte pris på noget her i livet, forstår du det skat? Det er for dit eget bedste”.

 Jeg svarede ikke, men lænede mig tættere ind mod varmen fra hendes krop.

- ”Jeg elsker dig”, hviskede hun i mit øre og kyssede mig på kinden.

Jeg gemte ansigtet mod hendes skulder og kneb øjnene sammen for at holde tårerne tilbage. Min kind brændte. Blodet løb fortsat fra min næse. Aldrig havde jeg troet, at kærlighed kunne gøre så ondt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...