Bag vinduet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Mit bud til Vold konkurrencen. Det er en gammel novelle jeg skrev sidste år, som jeg har omskrevet, så den lyder nok bekendt.

3Likes
4Kommentarer
368Visninger
AA

5. Kapitel 4

Inderst inde ved pigen det jo godt. Hun er ikke god nok til sin mor. Hun kan aldrig tilfredsstille hende, for moren vil altid længes efter ham. Hun vil altid vende sit blik mod ham, lytte til ham, elske ham højere end alt andet. Men pigen ved også, at moren ikke er god nok til at tilfredsstille manden. Tanken om, at de begge står i samme situation, tillader pigen at have kontrol over sin buldrende sorg. For det er ikke slut. Det ved vi også godt. I modsætning til pigen, har vi altid vidst det. Kvindens hulkende stemme stopper brat op. Hun vender sig om, så hendes datter kan se hende. Kvindens smukke ansigt er ødelagt af de mange tårer. Det er ikke et kønt ansigt at se på, men det slår langt fra det syn som spejler sig i pigens tomme øjne. Det fanger vores blik. Kvindens arme og ben er så tynde, men huden på hendes mave er løs og rynket, som en gammel dames. Kvinden stryger glidende sin hånd hen ad det synlige ar. Hun er ung, men hendes krop er gammel og grim. Kvinden ved godt hvorfor, og det samme gør pigen. Det skærer i pigen. Smerten boblede i hendes svage krop. Aldrig har hun følt den selv samme smerte. Den fysiske smerte, hun har oplevet utallige gange er intet i forhold til dette. Følelsen, af at være en byrde for den person, som betyder allermest i verdenen. Kvinden udløser en hæs latter, mens tårerne løber ned af den smeltede maske. Vi ved godt, hvad der nu vil ske, og var nær ved at advare pigen. Men vi ejer ingen stemme. Vi er intet andet end et fjernt blik. Et fjernt neutralt blik. Kvinden træder hen mod sengen, hvor pigen sidder, med et dødt blik i øjnene. Hun kravler langsomt op ad sengen, og med listende bevægelser placerer hun blidt hendes plastrede fingerspidser rundt om sin datters fine tynde hals. Ganske langsomt ser vi moren putte sin datter ned, så hun ligger på ryggen. Pigen er badet i kold sved. Hjælpeløst hiver hun efter vejret, mens hendes mors svedige fingre klemmer hårdere og hårdere rundt om hendes hals. Kvindens tårer falder let ned på pigens ansigt, så det ser ud som om, at det er pigen, som græder. Datteren betragter svagt sin mors nøgne krop i sammenligning til hendes egen. Vil hendes krop nogensinde nå at udvikle sig så langt? Vi observerer opmærksomt kvindens rystende hænder, da hun bøjer sig ned til sin datters øre. Uret tikker stadig, som det altid har gjort og altid vil gøre, lige meget hvad der sker nu, og hvad der vil ske i nattens løb.  Moren hvisker ordene en sidste gang i datterens øre, og hendes hæse stemme toner ud i sidste stavelse. Moren planter kærligt et blødt kys på datterens læber, og på en eller anden måde føles det som om, hun kysser sig selv. En del af sig selv, som aldrig burde have eksisteret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...