Bag vinduet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Mit bud til Vold konkurrencen. Det er en gammel novelle jeg skrev sidste år, som jeg har omskrevet, så den lyder nok bekendt.

3Likes
4Kommentarer
371Visninger
AA

3. Kapitel 2

Uden for det indelukkede rum tikker uret langsomt videre gennem natten. Uopmærksom men regelmæssig. Noget kommer til verdenen nu i dette sekund, og noget forlader det sekundet efter. Stjernerne er ikke til at se i den tykke tåge, og regnen er for længst stoppet med at regne.  At tiden går sin gang, er vi de eneste, der bemærker. Mor og datter har ingen anelse om, hvad der sker, og hvad der er sket i den tid, de befinder sig mellem flyttekasserne. Pæren er sprunget, og mørket hærger endnu en gang i det kolde rum. Skyskraberne står skæve, som de altid har stået, og de små ikkeeksisterende vinduer udgiver intet lys, som kan afsløre det, der sker, når natten indtager lysets plads. I det tidløse rum er alt, præcis som vi har beskrevet det i begyndelsen, bortset fra en ting. Lyset gennem døråbningen har skabt en akavet skygge, viser sig på den øverste del af den ene væg. Hvis man ser den halve skygge, som det første, vil man i første omgang tro, at skyggen tilhører noget lignende af en levende klump. Men vi ved, den tilhører en ung mor, som holder sine skrøbelige arme rundt om sin datter. Hun hvisker ordene svagt i datterens øre igen og igen. Det flyder fra kvindens øjne, mens hun bider sine skælvende læber for at holde dem tilbage. Det overrasker os. Pigens øjne er røde, og det er ganske tæt på at alting giver slip, men hun er stærkere end hendes mor. Pigen har været bange for de rystende arme, som nu holder om hende. De arme, som i dette øjeblik klemmer hende så hårdt, at det føles som om, de aldrig ville lade hende gå igen. Hun har været bange for dem. De er der altid til at straffe hende, hvis hun ikke har gjort noget skidt. Men nu i dette sekund tror pigen på, at det er slut. Hun tror på, at det altid vil være sådan, som det er nu. Øjnene lukkes, og hun giver sine følelser frit løb. I et sekund slår mor og datters hjerte i på samme slag. I et enkelt sekund er mor og datter, som én levende eksistens. 

 

Der er gået mange timer. Mange minutter og sekunder, hvor vidt fremmede mennesker har mødtes for første gang, hvor gamle kammerater har taget afsked for altid. Klokken er femogtyve minutter over otte om aftenen, og mørket har for længst lagt sig over gaden. Vores blik har vandret gennem mange vinduer. Vinduer som har været fyldt op med tryghed og varme. Men endelig finder vi det. Endelig har vi fundet vinduet. Gardinerne er ikke trukket til side. De dækkede vinduet til, som om der gemte sig dystre hemmeligheder bag glasset. Vi befinder os igen et værelse bestående af fire vægge. Lysegrønne vægge. Værelset består udelukkende af en dobbeltseng, et spejl, en kommode og et par flyttekasser, som står uåbnet i et hjørne. Pigen åbner langsomt sine øjne. Vi overbeviser os selv om, at hun lige er stået op, selvom morgenen for længst har passeret. Natten nærmer sig atter igen, og den lille pigen sætter sig op og gnider sig i øjnene. Som vi har forudset, er hun først lige stået op, og har ingen anelse om, hvad klokken er. Hun trækker dynen op til sig for at dække sin bare overkrop. Pigen har sovet i hendes mors arme hele natten. Moren har klemt hende helt tæt ind til sig, og hvisket navnet på manden igen og igen. Pigen ved godt, hvem manden er, selvom han ikke længere er her mere. Sengetøjet har været fyldt med hans lugt, men nu lugter der ikke mere. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...