You and I

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 5 dec. 2013
  • Status: Igang
Carlitta Destiny Magellan er en gennemsnitlig teenager, der alligevel bryder gennemsnittet, da hun er kærester med den berømte Harry Styles.
-Jeg ved godt historien er ringe, jeg skriver mere for at forbedre mine egne kunstkaber.
-Jeg ved godt coveret er elendigt, men jeg havde lavet et pænere et, men det blev slettet, og det er altså pænest første gang man laver det ;)
-Jeg ved godt der vil være nogle stavefejl, og den er tungt skrevet, men som sagt, skriver jeg for at forbedre mig selv.
-Jeg ved ikke havd den handler om. Jeg improvisere.

7Likes
7Kommentarer
354Visninger
AA

2. I'm Leaving, Harry!

 


Støvet danser rundt i solstrålen, der skærer sig igennem det halvoplyste soveværelse. Den overrfyldte kuffert, som kun ser ud som om den kan lukkes med vold, ligger smidt på dobbeltsengen. Som om nogen havde smidt den fra sig i frustration. Det falmede røde plastik, lyste næsten helt op, mod det hvide sengetøj. Rummet ville have været ret så idyllisk, hvis ikke det havde været for den hulkende skikkelse, der sad på enden af sengen.

Ja... Det er så mig. Carlitta.

Det skal være nu.  Det havde skæbnen sagt.

Eller.

Hvis man tror på skæbnen.

Men det gør jeg altså.

Til tider.

Men Harry og jeg. Hvor var det naivt dengang at tro, at et forhold mellem en forvirret teenage-pige, der lige var kommet ud på arbejdsmarkedet, og en international popstjerne, der var på Tour 3/4 af året, ville kunne fungere.

Er det ikke naivt?

Det synes jeg, i hvert fald. 

Selvfølgelig ville han falde for syvogtyve andre kendte piger, han mænger sig med som verdensberømt. De var jo klogere og smukkere, og havde mange flere penge. Det burde ikke have overrasket mig.

De gentagende "Jeg elsker dig" og "Undskyld" var nok blot tomme ord, der blev brugt til at tryllebinde, den ukloge, forvirrede pige.

Han selv kunne være sammen med 30 forskellige piger på en uge, mens jeg var hjemme og lavede hans livret, for at forkæle ham, efter en lang dag.

De forhold kan jeg ikke leve med mere. 

Jeg må ud. Væk. Jeg ville være en fri kvinde igen. 

Fri for Harrys sindssyge undskyldninger om, hvorfor han igen var på forsiden af ugebladene, sammen med en anden kvinde.

Fri for at leve sammen med bekymringen om, hvem Harry nu var sammen med.

Det var det, jeg skulle ud af. Det forstår i vel også nu? 

Der for farer jeg også sammen, da jeg hører Harrys velkendte råb; "Hey skat! Jeg er hjemme!"

Det giver mig kuldegysninger. Måske fordi jeg ved at det er sidste gang det ville være henvendt til mig? 

For jeg er sikker på, at det ikke vare længe, før det er en anden pige der hører dem. 

Jeg tørrer mine tåre væk. Dem skulle han ikke se. Det var mine tåre ikke værd.

"Babe? Hvor er du?"

Hans stemme er tættere på nu. Jeg kan hører hans skridt på trappen. Om lidt vil han vælte ind i rummet, og spørge hvad der er galt.

"Skat hvad er der galt?" Harry er kommet til syne i døråbningen.

Jep. Jeg havde ret.

Jeg rejser mig op. Måske lidt voldsomt. F*ck det.

"Det ved jeg godt nok ikke" siger jeg med falsk eftertænksomhed.

"Skat, du er den dårligste til at lyve" siger Harry, mens han går hen mod mig, med armene åbne. Han kan fandme tro nej. Eller. Jeg havde da lyst til at lægge mig ind til Harry og græde. Jeg var forvirret. Var det nu også det rigtige at gøre? At forlade ham?

Helt ærligt, jeg har ikke lyst til det. Hold nu k*ft vi har skændtes. Men vi også haft det godt. Sammen med de andre, men også alene. Om natten. Arh f*ck. Hvad står jeg og tænker?

Okay Harry er god i sengen.

Og hvad så?

Det er der nok også andre piger der har fundet ud af.

Okay stop.

Harry er noget helt hen til mig.

"Der er noget galt, skattepige" hvisker han i mit øre.

Han lægger sine arme om mig. Nu bliver det for meget. Jeg skal jo droppe ham nu, ik'?

Jeg tænker på det, jeg havde læst i morges. Der havde været plantet nogle ret tydelige billeder,af en Harry der var på vej hjem fra en smuk Emma Watsons hus. (Ingen hate, okay?)

Det er nok det der får mig til at bryde ud af hans greb, og begynde at råbe den forvirrede lille dreng i hovedet.

"Hvad fanden tror du der er galt?!" råber jeg, mens jeg slår en glædeløs, bitter op.

"Var Emma så god i sengen? Eller har du snakket med Taylor (kun en liiiille smule hate her... Ej stop. Bryder mig bare ikke om hende, okaay?) om, at du kommer over i aften? Og at det er hendes tur til at sørge for kondomer?" Jeg er ved at være helt hæs af at skrige. Råbe. Skrige lyder så... Piget. Okay jeg er også en pige, men, skrige/råbe. Drop det. 

Harrys ansigt skifter hurtigt for kærligt, til vred. Skuffet. Nevermind. 

"Så du tror jeg skal være sammen med Taylor i aften, når jeg har inviteret dig ud at spise?" siger Harry, utroligt nok, helt stille. Jeg kigger forvirret på ham. Årh f*ck. Han græder.

Faktisk ret irriterende, når jeg lige skal til at dynge alt mit raseri i hovedet på ham. 

Jeg er helt stille. Den havde jeg ikke set komme. Men alligevel. Han havde været været ved Emma. 

"Fint, det kan være det først er i morgen, i skal være sammen?" Jeg ved ikke hvad der får mig til at sige det. Min hjerne? Der kar trods alt nerver og skidt og lort ud til alle mine muskler, så det er vel min hjerne?

Ej, stop biologi timen nu.

"Jeg har ikke noget med Taylor" snerrer Harry. Skræmmende faktisk.

"Okay, så dropper vi Taylor. Vi kom fra Emma. Var hun god?" 

"Drop det nu, jeg var ikke sammen med Emma"

"Nej nej, du var bare hjemme og drikke te ved hende, hvor i bagefter begyndte at kysse lidt. Det kan jo også være i begyndte at snave. Men i var ikke sammen. Okay" 

Jeg plejer ikke at råbe sådan af Harry. Men Plejer er død. Begravet. Ligesom det her forhold. Død. BANG. Skudt i hovedet med en AK-47. Okay stop.

"Ved du hvad Harry. Jeg smutter bare nu. Så kan du få et rigtigt forhold med hende. Så er du vel glad?" Plejer er død. *Snøft*

Jeg står og kigger lidt på ham. Han græder bare. Og jeg kigger bare. Ikke særlig meget bedre.

"Ågåog" mumler Harry stille, med ansigtet begravet i hænderne.

"A'var?" spørger jeg bare dumt. Som jeg plejer. Nej ikke som jeg plejer. For Plejer er død. Bang. Begravet. CUT.

"SÅ GÅ DOG, FORH*LVEDE DA!" Okaaay. Nu råber Harry også. Det plejer han aldrig at gøre. Stop så! Plejer ER død! For seskogtresindstyvende gang.

Jeg begynder at gå. Okay jeg løber. For jeg er bange for ham. Lige så snart jeg er ude af værelset, smækker døren bag mig. Han plejer ikke at være så gal. Plejer er.... Jeg ved det godt!

Jeg fik ikke min kuffert med. Fedt. 

Jeg vender hurtigt rundt, lister mod værelset igen. Døren bliver flået op lige for næsen af mig. Jeg ser ikke andet end rød plastik, og jeg hører et kvalmende knæk. 

Min næse brækkede sikkert der. 

Jep, der er blod over det hele. 

Men nu hvor jeg har min kuffert, skal jeg bare ud af huset. 

Tror jeg smutter hjem til...

Eleanor Calder.

________________________

Hej.

Men hvad i vil. Det røre mig ikke. Kan bare godt lide at vide, at folk kan læse hvad jeg skriver, og jeg kan godt lide at skrive.

Selvom jeg ikke er så god til det.

Men det bliver man kun ved at øve sig. 

Såe.

Håber i gider læse den. Skriv gerne hvad i vil. I må godt skrive den stinker, hvis i vil og synes det. Man vænner sig til det. At få at vide ens ting er dårlige. Kunsten er at lukke det ude.

Men vil selvfølgelig også blive glad hvis i kan li' den. 

Det var det jeg vil sige.

Okaaay?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...