You and I

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 5 dec. 2013
  • Status: Igang
Carlitta Destiny Magellan er en gennemsnitlig teenager, der alligevel bryder gennemsnittet, da hun er kærester med den berømte Harry Styles.
-Jeg ved godt historien er ringe, jeg skriver mere for at forbedre mine egne kunstkaber.
-Jeg ved godt coveret er elendigt, men jeg havde lavet et pænere et, men det blev slettet, og det er altså pænest første gang man laver det ;)
-Jeg ved godt der vil være nogle stavefejl, og den er tungt skrevet, men som sagt, skriver jeg for at forbedre mig selv.
-Jeg ved ikke havd den handler om. Jeg improvisere.

7Likes
7Kommentarer
352Visninger
AA

4. Auch! My Back!


Jeg er vågen. Altså er jeg i live.

Og jeg har det elendigt.

Jeg har ingen anelse om hvor jeg er.

Eller, en del i min underbevidsthed ved det sikkert. Men vil den fortælle det? Nope.

Men der er træer. Altså en skov. 

Og jeg ligger her.

Fuldstændig åndsvag som en lille dreng, midt i det hele, gennemblødt, og kold.

Jeg kommer i tanke om hvorfor jeg er her. 

Og det gør mig trist. Vred. 

Jeg havde brækket Carlittas næse, som den idiot jeg er. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke tage tilbage til hende. Det er jo dumt når hun lige så tydeligt har slået op med mig.

Men kan jeg ignorere hende?

Nej

Det ved jeg jo, at jeg ikke kan. 

For hun er min lille pige. 

Men ikke længere. Jeg må komme over hende. 

Jeg rejser mig langsomt op. Jeg er møgbeskidt. Og jeg er kold. 

Mine tænder klaprer uhindret i munden på mig. Min telefon ringer.

Mine stive fingrer fumler med den. Og de taber den. Ned i det mudrede jord. Jeg bukker mig langsomt ned. Det siger et uhyggeligt knæk i min ryg, og en smerte skyder i gennem den.

Jeg falder sammen med et gisp.

Smerten bliver ikke værre, men den forsvinder heller ikke. Jeg har min mobil i hånden. 

Jeg får vendt mig langsomt om på ryggen.

Mobilen er forlængst stoppet med at ringe. 

Jeg låser den op. Det var Louis der havde ringet. Surprice? 

Jeg prøver at sætte mig op. Men min ryg vil ikke. Den gør bare ondt.

Gid man kunne leve uden en ryg? Så ville jeg have fået amputeret min for længst. For den har jeg døjet med så længe. Så må jeg have nogen til at hjælpe mig med at komme op. 

Men jeg tvivler på at rådyrene kan hjælpe.

Eller kan de?

Er der nogen af jer, der kan tale rådyrsk?

Nej?

Okay.

Så dropper vi den idé.

Men jeg får fat i min mobil og ringer til Louis. Mens jeg gør det, kigger jeg hurtigt på min baggrund. Det er Carlitta og jeg i Paris. Det var en fantastisk tur.

Det skærrer mig i hjertet at tænke på, at der måske er en anden fyr der gør det.

Tager hende på en fantastisk tur.

Men Louis afbryder min tankerække;

"Harry for fanden, hvor er du?!" råber han.

Jeg kigger mig omkring. Jeg ved det ikke. 

"Det ved jeg ikke"

Louis bander lavmeldt i den anden ende af røret.

"Jeg kan ikke rejse mig Louis. Min ryg" siger jeg stille, da han har stoppet sine eder.

"Så ligger du stille indtil vi finder dig" siger han strengt, men bekymret.

"Gå ind på et eller andet kort, og find ud af hvor du er" kommanderer Louis.

"Så må jeg jo lægge på"

"Så gør det, men lig stille! Du skal virkelig passe på din ryg Harry, det har vi været igennem me-"

"Jeg ved det, jeg ved det, Louis!"

Jeg lagde på. Jeg orker ikke hører på ham længere. Jeg ved godt han er bekymret for mig, og det sætter jeg pris på, men lige nu hjælper det altså ikke.

Jeg kigger i 'Kort' 

Jeg er i Hainault Forest uden for London. Jeg er godt nok kørt langt.

Jeg kigger på klokken.

02.32 AM

Jeg ligger i en skov, midt om natten i regnvejr, og kan ikke rejse mig.

Fantastisk. Det er ironisk ment. 

Jeg skriver det hurtigt i en besked til Louis. Så kan jeg ellers bare ligge og vente. Mens jeg mærker regnen mod mit ansigt. Kold. Våd. 

Jeg kunne da prøve at rejse mig?

Jeg løfter forsigtigt hovedet. Jeg prøver forsigtigt at få ryggen til at følge med op.

Et jag af smerte skyder hele vejen igennem min ryg. Jeg gisper og falder tilbage i min ubehagelige position. Så kan jeg altså bare vente. 

Lægen havde gjort min næse normal. Eller nogenlunde. Den skulle bare have ro. Tror jeg. 

Jeg hørte ikke så meget efter der. For Louis havde skrevet en kort besked. Jeg kan stadig huske den;

Hej. Harry er kørt væk. Jeg ved ikke hvorhen.

Jeg skal nok finde ham -Louis

Så nu sad jeg hjemme ved Eleanor.

Og drak te. Spændende.

Louis har vidst snakket med Harry. Og så har han snakket med os.

Men der var virkelig sparret på detaljerne;

"Jeg har lige snakket med Harry, han er ude i en skov, han kan ikke rejse sig, hans ryg er smadret"

Og det var så det. 

Så jeg sidder der i stuen med Eleanor. Vi kigger nogle gange på hinanden. Drikker lidt te. Kigger lidt på hinanden igen. Indtil Eleanor bryder stilheden:

"Vil du så gå tilbage til Haaa-"

"Nej" siger jeg bare kort for hovedet før hun kan nå at tale færdig.

Så blev den samtale ligesom slået ihjel.

For jeg vil ikke tilbage til Harry. Det er da synd for ham, at han ligger ude i en skov, men...

Det skal bare ikke være os to. 

____________________

Ringe kapitel jeg ved det. 

Men bare lad være med at gå ind på den igen, hvis i synes den stinker :)

Så er den gris ligesom skoldet ik'?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...