Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4239Visninger
AA

2. Weasley-brødrenes butik

”Undskyld mig, unge mand.”

Forsøgte jeg for syttende gang, at få Fred eller Georges opmærksomhed. Det var ikke til at kende forskel på dem, når de for sådan rundt i butikken for at hjælpe deres kunder. Det vil sige, alle andre end os.

Cedric fik nok, og spændte ben for Fred med sin stok, så han snublede. Han så endeligt ud til at opdage os, men så nok ikke andet end det gamle par, som vi havde forklædt os som.

”Jeg skulle høre ad, angående et bestemt produkt…”

Sagde jeg langsomt, og bad til at han forstod min hentydning.

”En mistelten, som følger efter par?”

Spurgte jeg. Fred så dumt på mig, og så ikke ud til at være med. Så han greb George i forbifarten, og fik trukket ham hen til os.

”Damen her, spørger efter mistelten, som følger efter pa…”

Han blev bremset, da George slog ham hårdt i baghovedet.

”Er du fuldkommen hjernelam i dag?”

Spurgte han vantro, og havde regnet ud hvem den gamle heks og troldmand i virkeligheden var. Os!

”Jeg skulle aldrig have ladt dig bruge det dovne-pulver…”

Sagde han opgivende, og rullede med øjnene. Jeg rømmede mig, så han hurtigt lod som ingenting igen.

”Jeg ville ikke mene at vi har flere af den slags i butikken, men kom endeligt med ud på lageret. Så kan vi lige kigge efter.”

Tilbød George, og trak sin tvilling med sig. Cedric og jeg skyndte os at følge efter, før at besværgelsens effekt holdt op. Døren blev bestemt lukket bag os, netop som besværgelsen holdt op med at virke.

Jeg blev på samme tid trukket ind i tvillingernes arme.

”Du har ingen anelse om hvor bekymrede vi alle sammen er!”

Sagde de i munden på hinanden, og slap mig. De nøjes med at give Cedric hånden.

”Dig med, selvfølgeligt.”

Sagde de venligt, igen i munden på hinanden.

”Specielt vores mor. Hun er ved at gå til af bekymring.”

Sagde Fred opgivende, og rullede med øjnene.

”Bare der nu ikke er sket dem noget. Bare der nu ikke sker dem noget. Er der ikke nogen, som kan kontakte dem på en eller anden måde?”

Sagde George, og gjorde sit bedste for at efterligne sin mors stemme.

”Det er blevet hendes daglige bøn, som vi kalder det.”

Forklarede Fred, og sukkede lettet. Han stak hånden ned i sin skjortelomme, og trak et forseglet brev op, som han gav mig.

”Ginny mente, at du nok ville dukke op her på et tidspunkt. Det er billedet. Det tog sin tid, at få det ned i konvolutten. Det bliver bidsk, hvis man holder fat for længe i skråleren.”

Forklarede George. Jeg nikkede taknemmeligt, og lagde det ned i min kjolelomme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...