Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4091Visninger
AA

3. Tak for hjælp

”Er der noget, som vi kan hjælpe med?”

Spurgte Fred, og sendte George ud for at få en af deres ansatte til at overtage kontrollen af butikken, mens at de fandt en vare. Hvilket de jo ikke gjorde, de kunne jo bare ikke lige fortælle at vi stod på deres lager.

”Lidt mad ville ikke være dårligt.”

Svarede jeg. Fred hev straks noget slik ud fra hylderne på den enorme reol, og rakte mig det.

”Rigtig mad.”

Kommenterede Cedric, men kastede sultent et bolsje i munden. Det var ved at være et stykke tid siden, at vi sidst havde spist. Fred nikkede, og roede ned i bunden af sin taske. Han hev sin madpakke op, og gav os den. Cedric tog vindruerne, og jeg fik den sandwich, som Molly vist nok havde lavet.

”Hvornår har i sidst spist?”

Spurgte George, da han kom tilbage med sin egen madpakke. Så kunne jeg få druerne i den, og Cedric sandwichen.

”Det er vist ved at være nogle dage siden.”

Kommenterede Cedric, og spiste hurtigt resten af sandwichen. Vi kunne ikke blive for længe, det var for farligt.

”Hvor har i været i alle de uger?”

Spurgte Fred, og pillede bekymret bandagen af min am. Jeg lod ham gøre det, mens at jeg glubsk spiste sandwichen. Fred fandt en mikstur frem, og hældte lidt på mit sår. Det sved, men såret trak sig straks lidt sammen og betændelsen forsvandt.

”Lidt hver anden time, indtil det er helt væk.”

Forklarede Fred, og gav flakonen med miksturen til Cedric. Han nikkede som svar, og spiste de sidste vindruer. George samlede en af deres forheksede tasker op fra gulvet, og begyndte at stoppe en masse slik ned i. Selvfølgeligt efter at have ophævet besværgelserne over det, så vi ikke blev forhekset af det.

”Harry er ved at være godt lun på Ginny.”

Sagde George med et skævt smil, og kastede en pung med galleoner ned i den forheksede taske, som ikke blev det mindste tungere eller større af alt det, som de puttede i.

”Det var på tide.”

Kommenterede jeg, og spiste de sidste bolsjer. Jeg rystede ivrigt på hovedet, da de fortsatte med at putte ting i tasken.

”Det er nok, det er nok. Vi behøver ikke så meget.”

Forsøgte jeg at få dem til at holde op med at give os alle de ting, selvom vi havde hårdt brug for alt den hjælp, som vi kunne få. Den sidste dødsgardist, som havde såret mig, var kommet alt for tæt på at gøre det af med os.

”Og en slat muggler-penge. Så i har til det også.”

Snakkede Fred udenom, og kastede pungen ned i, før at han gav mig tasken. Cedric tog den på ryggen, så jeg ikke belastede min skadede arm. Jeg gav skiftevis Fred og George et kram, som tak for hjælp.

”Sig ikke noget til de andre. Det er ikke sikkert endnu. Vi må gå, men i skal have så utroligt tak.”

Takkede jeg. De bukkede begge dybt, med et tilfreds smil, og sagde elegant:

”Skulle det være en anden gang.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...