Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4236Visninger
AA

17. Storsalen

”Åh du godeste. Er hun…”

Sagde Molly, og udstødte en bekymret lyd. Jeg kunne høre Ginnys stemme, som fortalte dem, der stod ved mig, at jeg var gravid. Jeg udstødte et tørt host, og slog øjnene op. Og der stod alle mine venner. Ginny, Hermione, Ron, Molly, Arthur, George, Bill, Fleur, Tonks og Remus.

Jeg kom op og sidde på den enkelte seng, hvor jeg lå. Jeg så mig omkring, og kunne se de mange døde og sårede.

”Fred? Hvor er Fred?”

Spurgte jeg bekymret, da jeg ikke kunne se ham blandt mine venner, min familie.

”Herovre.”

Svarede Fred, så jeg kiggede til min venstre side. Cedric forbandt Freds ben, og skyndte sig så over til mig igen.

”Jeg skylder dig en.”

Sagde Fred med et grin, og rettede let på bandagen om hans hoved.

”Du reddede mine sønner.”

Sagde Molly, og stod og smågræd.

”Selvom du så bestemt ikke burde være her, så tak.”

Sagde Tonks, og lagde lettet armene om Remus. Jeg nikkede let til hende, og Cedric slog armene om mig.

”Din sindssyge, gale kvindemenneske. Hvor jeg dog elsker dig.”

Mumlede Cedric lettet ind i mit hår, og kyssede mig blidt. Jeg strøg forsigtigt min mave, bekymret for at barnet havde lidt skade, eller værre endnu… at jeg havde mistet det.

”I er okay, begge to helt okay. Det var kun trykket, som slog dig ud. Der skete ikke noget.”

Sagde Fleur beroligende. Jeg sukkede lettet, og slog armene om Cedric. Glad for at han var i live, at jeg var i live, at vi alle tre var i live.

”Hvad foregår der?”

Spurgte jeg, da jeg blev klar over lyden af de mange besværgelser, som var blevet kastet, var ophørt.

”Voldemort trak sine følgere tilbage, så vi kunne få fred til at samle vores død og se til vores sårede.”

Forklarede Ron, og skævede let til en seng med et tæppe over. Jeg kunne svagt skimte Lavender Browns velkendte armbånd på det hånd, som stak ud. Jeg undrede mig over hvor mange, som vi havde mistet. Hvor mange jeg kendte fra min tid på skolen. Tanken var overvældende, så jeg krammede Cedric ekstra tæt ind til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...