Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4079Visninger
AA

14. Skrøbelige tilstand

Jeg vågnede den næste morgen, ved at der var nogen, som satte sig i min seng. Jeg slog udmattet mine øjne op, og fik øje på Remus.

”Det blev en dreng.”

Sagde han, og strålede af glæde. Han viste mig et billede af den lille nyfødte Edward eller Teddy, som han også blev kaldt, han og Tonks søn.

”Hans hårfarve skiftede allerede indenfor den første time, af at han var blevet født.”

Sagde Remus med et skævt smil. Jeg gav ham min hånd, alt for træt til at sige noget. Teddy var blevet som sin mor. Remus nikkede taknemligt, glad for at jeg havde hjulpet Tonks, da han ikke havde været der. Så besvimede jeg igen.

 

Jeg blev endnu en gang vækket, da Hermione satte sig i min seng.

”Drengene og jeg tager af sted nu.”

Forklarede hun, og holdt min hånd i sin. Jeg nikkede let, klarere i hovedet end tidligere. Jeg havde fået adskillige besværlige brud på min arm og ribben, som holdt mig sengebundet.

”Pas nu godt på.”

Sagde jeg til hende. Hun nikkede let, og så kort på Cedric. Han sad sovende i gyngestolen på den anden side af sengen, med sine krykker i nærheden. Han havde heldigvis kun brækket benet. Han burde egentligt hvile, men han nægtede at forlade min side.

”Det gælder også jer. Pas nu godt på.”

Gentog jeg, da Ron og Harry let stak hovedet ind af døren. De nikkede samtidigt, lovende.

”Så er det godt. Ud med jer, hun er nødt til at hvile.”

Kom Fleur ind, og jog dem forsigtigt ud. De stoppede dog kort op i døren, og vinkede en sidste gang, inden at Fleur lukkede døren.

”Vil du så fortælle mig nu, hvorfor du ikke kaster en besværgelse, som heler mine brud?”

Spurgte jeg undrende. Fleur sukkede utilpas, og rettede let på dynen. Bill kom ind, efter et stykke tid, hvor Fleur ikke havde sagt noget. Han havde nok sagt farvel til dem.

”Hun spurgte.”

Mumlede Fleur nærmest. Bill nikkede let.

”Fordi at jeg ikke har fundet den rigtige besværgelse endnu.”

Forklarede Bill, hvilket jeg slet ikke forstod. Skulle den normale besværgelse ikke bare bruges?

”Du er… i en mere skrøbelig tilstand, og så er vi nødt til at bruge den rigtigt, ellers kan det gå galt.”

Forklarede han. Cedric vågnede ved snakken, og så undrende på Bill og Fleur.

”Skrøbelig tilstand?”

Gentog Cedric forvirret, og gned kort sine øjne. Fleur nikkede let, og sagde;

”Elise er gravid.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...