Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4090Visninger
AA

18. Sirius, Flora, Mina, Jacob og ???

Jeg så ikke mere af kampen. Tonks og Remus tillod ikke, at jeg rejste mig fra sengen. De blev i storsalen, og hjalp til med de sårede. Cedric forlod ikke min side, og derfor så jeg ikke det øjeblik, hvor kampen vendte. Hvor Hagrids kæmpe halvbror og kentaurerne angreb. Hvor Neville slog Voldemorts slange ihjel. Hvor Molly duellerede mod Bellatrix, fordi at hun havde angrebet Ginny. Og værst af alt, så så jeg ikke det vidunderlige øjeblik, hvor Harry besejrede Voldemort.

Jeg måtte nøjes med fortællingerne, givet af mine bedste venner og familie. Teddys forældre kunne vende tilbage til ham. Freds ben blev lidt skævt, men idet mindste var han i live. Og jeg var endeligt fri for byrde af at være datter af Voldemort.

 

”Mor! Mor! Mor!”

Råbte Mina, og kom løbende langs toget på perron 9 ¾. Jeg rystede opgivende på hovedet, og bukkede mig ned, så hun kunne give mig et kram, inden at hun tog af sted til sit tredje år på Hogwarts. Cedric aede let sin datter på hovedet, inden at hun løb afsted igen for at komme hen til sine venner.

”Jeg vil også til Hogwarts!”

Hylede lille Jakob pludseligt, og begyndte at græde. Han var dog nødt til at vente lidt endnu. Cedric samlede sin søn op i armene, da min mave efterhånden var for stor til at jeg kunne gøre noget som helst.

”Hvordan går det med Sirius?”

Spurgte Ginny, og kom hen og gav mig et kram. Jeg sukkede opgivende ved tanken om min ældste søn, født syv måneder efter kampen om Hogwarts.

”Han er stadigt ganske overbevidst om at man kan tæmme drager. Så han er i Rumænien for tiden.”

Forklarede jeg, og rystede opgivende på hovedet.

”Hvor er Flora?”

Spurgte Harry, og kom hen til os.

”Allerede på toget, sammen med Mina.”

Forklarede jeg, og rystede igen på toget. Min ældste datter ville være færdig med skolen om to år, og det var bestemt gået alt for hurtigt.

”Og hvad med det sidste skud på stammen?”

Spurgte Hermione, og kom også hen og gav mig et kram. Jeg tog mig til maven.

”Jeg skulle sådan set have født i går, så det varer nok ikke så længe.”

Sagde jeg med et skævt smil, og strøg let min mave. Remus og Tonks ventede derhjemme, klar til at hjælpe til i huset, når jeg havde født. Specielt med den lille Jacob, som havde en tendens til at sætte ild til ting, når han fik et af sine raserianfald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...