Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4509Visninger
AA

12. Sammen igen

Cedric og jeg blev nødt til at blive hos Tonks. Cedric havde ikke fundet Remus, og Tonks kunne ikke klare sig alene. Cedric havde forstærket de besværgelser, som skjulte teltet. Yderligere havde han kastet en, som vi blev advaret, hvis der ankom nogen til huset.

Så da det bimlede og bamlede, trak Cedric og jeg stavene for at forsvare Tonks. Hun rejste sig dog alligevel fra sofaen, med sin egen stav trukket.

”Nymphadora… Tonks!”

Råbte Remus, og kom farende ind af hoveddøren. Han for direkte forbi Cedric og jeg, men blev stoppet af Tonks tryllestav, som blev sat mod hans bryst.

”Min elskede, elskede kone.”

Udbrød han forpustet.

”Som bærer mit elskede barn.”

Tilføjede han, så jeg straks blev mere afslappet. Han kunne jo have været en dødsgardist i forklædning.

”Jeg er så utroligt ked af det, kan du tilgive mig?”

Spurgte han. Tonks lod tryllestaven falde, og kyssede ham blidt på læberne.

”Jeg er glad for at have dig tilbage, men du kommer til at bukke og skrabe længe, før at jeg tilgiver dig!”

Truede hun, og gik så fornærmet sin vej. Han sukkede lettet, nok fordi at han forventet en værre reaktion. Og så var det som om at han endeligt opdagede Cedric og jeg. Han satte sig med et suk i sofaen.

Jeg lagde utilfreds armene over kors, da han let så op på mig igen.

”Jeg ved det, jeg ved det. Jeg er bare så bekymret for hvad jeg har gjort mod mit eget barn. Hvis det nu bliver som mig…”

Han gik i stå igen, og rystede så kort på hovedet.

”Lad os tale om noget andet.”

Foreslog Cedric, og kunne fornemme at Remus ikke ville tale om det. Remus nikkede ivrigt, helt med på den ide.

”Jeg mødte Harry, Ron og Hermione. Jeg fortalte dem i var i sikkerhed. De var meget lettede. Jeg skulle hilse mange gange fra dem.”

Fortalte Remus, men uden at fortælle hvor de skjulte sig og det var nok bedst. Jeg nikkede let. Jeg var glad for at høre at de var uskadte, men jeg savnede dem altid så forfærdeligt, når deres navne blev nævnt. Cedric lagde let en arm om mig, og strøg mig let over armen. Han vidste godt hvor meget at jeg savnede dem, de var jo som min familie. Han savnede også sine venner.

”Vi trækker os tilbage, ud i teltet. Så kan du gøre det op for Tonks i mens.”

Foreslog Cedric og trak mig med sig. Han kyssede mig let på hovedet, inden at vi trådte ud af hoveddøren.

Vi nåede bare ikke at være der længe nok til at være sikre på at Tonks ikke var sur på Remus mere, eller være der, når deres barn blev født. Da kæmpede vi for livet i udlandet, for dødsgardisterne havde fundet os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...