Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4089Visninger
AA

16. Remus og Fred

Klokken blev tolv, og dødsgardisterne angreb.

Cedric og jeg havde fundet Remus, og stod klar sammen med ham.

”Du holder dig imellem os.”

Mumlede Cedric utilfreds. Han havde helt klart fortrudt at han havde givet mig lov til at tage med.

”Hvad er det egentligt der forgår med jer to?”

Spurgte Remus, da de første besværgelser begyndte at flyve om ørerne på os. Vi skyndte os at besvare dem. Dolohov, en alt for velkendt dødsgardist, som havde jagtet Cedric og jeg, gjorde klar til at kaste en besværgelse.

”Avada Kedavra!”

Råbte han, men hans arm blev skubbet til af en anden dødsgardist, da jeg trådte ind foran Remus. Besværgelsen fløj over hovedet på Remus.

”Fang hende!”

Brølede Dolohov, da Tonks pludseligt ankom og kastede adskillige besværgelser efter dødsgardister, som faldt omkuld.

”ER DU FULDKOMMEN SINDSSYG?!”

Råbte hun af mig, helt knaldrød i hovedet. Ginny havde vist fortalt hende, at jeg var gravid. Hendes hårfarve skiftede i et rasende tempo.

”Hvis jeg ikke var ankommet, så havde du været enke!”

Råbte jeg af hende, og vidste godt at jeg havde reddet Remus’s liv ved at træde ind foran ham. Tonks så straks bekymret på Remus, og for hen for at lægge armene om ham.

”Jamen hvad med Teddy?”

Spurgte Remus, og så var de distraheret, så jeg skyndte mig at stikke af med Cedric. Vi for igennem gangene, kastede besværgelser efter dødsgardister og hjalp til hvor vi kunne.

”Elise?”

Spurgte Professor McGonagall, da jeg hurtigt løb forbi hende. Jeg vinkede hurtigt, og kastede en besværgelse, som forhindrede loftet i at falde sammen. Det trak sig på plads, og lukkede alle sprækker. Så holdt det lidt endnu. Jeg kunne høre Freds stemme i nærheden, og løb efter den. Han og hans ældre bror, Percy, kæmpede imod hver sin dødsgardist. De havde ikke opdaget os endnu, så Cedric og jeg slog hurtigt begge dødsgardister ud med en lammende besværgelse.

”God timing.”

Sagde Fred og grinede. I det korte øjebliks fred som der opstod, følte det som om at vi ville klare os uskadte igennem. Mens eksploderede muren ved siden af os. Jeg kastede lynhurtigt en modbesværgelse for at beskytte os mod murbrokker.

Men de gentagende slag af murbrokker som slog imod mit skjold, blev for meget og jeg faldt omkuld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...