Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4239Visninger
AA

13. Muslingehytten

Jeg kastede mig til siden, men blev alligevel ramt af besværgelsen. Min mund lukkede sig sammen, og forsvandt. Jeg forsøgte at skrige, men det var umuligt. Endnu en besværgelse skilte Cedric og jeg af, da en eksplosion gik af imellem os. Jeg blev kastet frem, og kunne mærke hænder gribe efter mig.

”Grib hende, dræb drengen! Herren slår os ihjel, hvis hans datter lider skade.”

Hylede en af dødsgardister bekymret. Jeg sendte en lammende besværgelse i den retning, og hørte en bump. Jeg måtte have ramt, men jeg havde ikke tid til at kigge efter. Jeg for på benene, og kastede mig frem. Foran Cedric, så jeg brugte mig selv som skjold imod den dødsbesværgelse, som var blevet kastet efter ham.

Jeg mærkede hans hånd gribe om min skjorte, og så blev vi kastet af sted. Dumbledore havde haft en teori, at det var min mors evne, som beskyttede mig mod dødsbesværgelsen. En evne, som jeg havde arvet. Og derfor ramte dødsbesværgelsen mig ikke, før at min evne sendte os afsted. Transfereret til et ukendt sted. Og det var derfor, at jeg var blevet ramt under Magisk Trekamp. For jeg havde aldrig set den besværgelse blive kastet, og alligevel så overlevede jeg.

Jeg landede tungt på nogle sten, og kunne mærke at sammenstødet havde brækket min arm og nogle ribben. Cedric stønnede smertefuldt, og tog sig til benet.

”Hvor er vi?”

Spurgte Cedric, og opdagede så min tilstand. Han ville række ud efter mig, da vi hørte skridt i sandet. Han satte sig straks op med sin hævede tryllestav, og forskrækkede Fleur!

”Fleur?”

Spurgte han overrasket. Hvordan var vi havnet hos hende? Jeg vidste jo ikke engang hvor hun og Bill boede. Jeg ønskede at jeg havde bedre styr på min evne, og sank så slapt sammen på stenene. Fleur sendte straks sin Patronus afsted for at give besked til Bill. Hun for til min side, og tog min hånd på den raske arm. Hun fjernede forsigtigt besværgelsen, som havde fjernet min mund. Jeg trak tilfreds en mundfuld luft, og havde den allerstørste lyst til at falde i søvn. Lige her, på stenene. De var vel bløde nok.

”Hold dig vågen, Elise.”

Bad Fleur, og strøg forsigtigt min kind. Hun kiggede let op, og vinkede efter nogen. Hendes Patronus vendte tilbage, og fordampede. Jeg blinkede søvnigt, måske havde jeg fået en hjernerystelse?

”Hvad fanden.”

Udbrød Bill forvirret, og gav straks ordre til nogle skikkelser bag sig. Han snakkede om noget med nogle bårer.

”Elise.”

Var der en, som sagde. Det lød underligt nok, utroligt meget som Hermione. Men det kunne det jo ikke være, hvorfor skulle hun dog være her? Jeg slog derfor forvirret øjnene op, for at se efter. Og jo, rigtigt nok. Det var Hermione, som sad på hug ved min side. Fleur på den anden. Og Bill var gået på knæ ved Cedric, for at se til hans ben.

”Det er længe siden sidst.”

Mumlede Hermione bekymret til mig, og strøg min kind.

”Mon ikke.”

Gav jeg hende ret, og fangede et kort glimt af Ron og Harry, som kom løbende, før at jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...