Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4140Visninger
AA

15. Kampen om Hogwarts

Cedric var rasende, da jeg samlede min tryllestav op. Bill og Fleur var allerede taget afsted, så de kunne ikke sige mig imod.

”Du gør det ikke!”

Råbte han vredt.

”Jeg er nødt til det. Jeg kan ikke sidde her, og ignorere det. Jeg er nødt til at tage til Hogwarts. Jeg er nødt til at hjælpe mine venner!”

Gav jeg ham igen. Jeg vidste godt, at hans vrede udelukkende var fordi at han var bekymret. Men jeg var nødt til at deltage i kampen.

”Det er min familie.”

Tilføjede jeg. Cedric sukkede dybt, og gav sig endeligt.

”Godt, men du forlader ikke min side på noget tidspunkt!”

Slog han fast, og tog min hånd. Og så tog vi afsted til Hogwarts. Vi ankom til kroen, og fulgte efter strømmen igennem maleriet. Hvor vi beklageligvis stødte ind i Bill og Fleur.

”Er du fuldkommen sindssyg?”

Råbte Fleur og mistede besindelsen. Hun gav sig til at bande voldsomt på fransk, mens at Bill bare rystede opgivende på hovedet. Ginny kom farende, og kastede sine arme om mig.

”Elise. Elise.”

Klukkende hun, rystende af glæde over at se mig. Jeg krammede hende blidt ind til mig.

”Hvad nu da?”

Spurgte Molly forvirret. Bill ville fortælle hende, at jeg var gravid, men jeg løftede advarende min tryllestav, så han holdt mund.

”Jeg bliver her, hos Ginny, medmindre at der er brug for mig.”

Løj jeg. Fleur nikkede let og holdt så endeligt op med at bande.

”Godt.”

Sagde hun, og lagde armene utilfreds over kors. Folk begyndte at bevæge sig ud, og jeg fik et kort glimt af Remus, som dog ikke så ud til at have set mig. Det var begyndt at tynde ud, da Ginny let hviskede:

”Hvis du skal afsted, så er det nu.”

Jeg nikkede, og greb Cedrics hånd. Dog lænede jeg mig først let ind til Ginny, og hviskede i hendes øre:

”Hvis jeg ikke klarer den, så lov mig at du forhindrer Bill og Fleur i at fortælle nogen, at jeg er gravid.”

Hun udstødte en forskrækket lyd, og holdt sig så hurtigt for munden. Men hun nikkede let. Hun forstod at det kunne ville gøre dem kede af det, hvis de vidste at jeg havde været gravid, da jeg var blevet dræbt.

”Pas nu godt på.”

Hviskede hun. Jeg nikkede let, og sneg mig så ud af fornødenhedsrummet, hånd i hånd med Cedric.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...