Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4234Visninger
AA

10. I skjul i Weasley-huset

Cedric trak vejret tungt, og hans øjne var lukkede. Men i det mindste så sov han kun. Remus og Bill havde fået hævet forbandelsen, så Cedric var holdt op med at gå i kramper og bløde fra forskellige sår, som bare dukkede op på hans hud. Nu skulle han bare hvile sig, og så ville alt være i orden igen.

Jeg holdt hans hånd i min, og strøg den blidt.

”Bill, du må hellere gå tilbage til festen. Gæsterne bliver mistænksomme, hvis du mangler for længe.”

Bad Remus. Bill nikkede modvilligt, men nikkede så let. Han lagde let hånden på min skulder, som for at trøste mig. Og så måtte han gå.

”Det skal nok gå.”

Sagde Ginny trøstende, og satte sig på en stol ved siden af mig. Hun rakte mig et hjemmestrikket sjal.

”Jeg har selv lavet det. Jeg tænkte at du nok kunne bruge det.”

Forklarede hun. Jeg tog taknemmeligt imod, og nikkede. Det var lige hvad jeg manglede. Min jakke var ved at være tyndslidt, så jeg havde svært ved at holde varmen. Men det var nok også fordi at jeg havde tabt mig.

”Jeg henter noget kage til dig.”

Tilbød Molly, og skyndte sig så af sted. I samme øjeblik gav det et vældigt brag. Remus fløj på benene, og Tonks kom stormende ind.

”Det er dødsgardisterne.”

Sagde hun anspændt. Jeg greb bekymret Cedrics hånd. Han var i ingen tilstand til at kunne flytte sig.

”Du er nødt til at gå ud til dine forældre og søskende. Tonks og jeg kaster en besværgelse, som… som gør at de ikke kan finde os.”

Forklarede Remus, og undgik detaljer. Ginny nikkede forstående, og skyndte sig ud. Straks hævede også Tonks sin tryllestav, og sammen hviskede de lavmælt en besværgelse.

”Den skjuler rummet for alle andre, end dem som er i rummet.”

Forklarede Remus, men stod alligevel på vagt for enden af sengen, hvor Cedric lå.

”De vil ikke kunne se døren udefra, og hvis de alligevel trænger igennem, så kan de hverken se, høre eller mærke os herinde.”

Forklarede Tonks yderligere, og satte sig på sengekanten. Hun tog min frie hånd, og aede den blidt.

”Lidt lige som spøgelser?”

Spurgte jeg. Tonks nikkede let, og strøg hurtigt noget af mit fedtede hår væk fra mit ansigt. Jeg følte mig efterhånden mere og mere som et spøgelse, helt tyndslidt af alle de måneder på flugt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...