Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4235Visninger
AA

11. I skjul hos Tonks og Remus

Alting var blevet meget bedre nu. Efter det uhyggelige angreb på Fleur og Bills bryllup, slap vi væk uskadte. Ingen opdagede os.

Og nu boede vi kortvarigt i skjul hos Remus og Tonks. Og med kortvarigt, tja, det var efterhånden ikke så kortvarigt længere.

”Bliv bare et par dage mere.”

Bad Tonks hver gang at det var tid til at tage af sted. Og hver gang blev det sværere at sige nej. Det var jo ikke just fordi at Cedric og jeg boede inde i deres hus, og følte os i vejen. Tværtimod, så boede vi ude i haven i det telt, som Tonks havde givet os. Hvilket også betød, at Cedric og jeg var de eneste, som kunne se teltet. Og når vi først var derinde, så kunne man overhovedet ikke høre os. Hvilket nok var for det bedste.

Remus og Tonks var jo gift, og tja… Cedric og jeg var ikke just stille hellere. Så det var meget godt, at teltet fjernede alt lyden udenfor det.

”Jeg elsker dig.”

Hviskede Cedric, og kyssede let min skulder. Jeg lå med ryggen op imod ham, og nød varmen fra ham. Han rettede let på dynen over os, og smed en af mine sokker ud af sengen. Jeg vendte mig rundt, så jeg kunne komme til at ligge op af ham. Jeg lagde mit hoved imod hans bare bryst, og straks lagde han armene om mig og holdt mig tæt.

”Jeg elsker også dig.”

Svarede jeg søvnigt, og havde ikke noget imod at vågne op sådan her hver morgen. Det var bare så dejligt, at Cedric var kommet sig igen over den forfærdelige besværgelse.

”Vi burde til at stå op.”

Mumlede jeg, men havde bestemt ikke lyst til det.

”Det var nok en god ide. Ellers kommer vi bare for sent til morgenmaden… igen.”

Sagde Cedric, og grinede. Han kyssede let min kind, og så måtte jeg ellers tvinge mig selv til at stå op. Og det hjalp ikke rigtigt, at Cedric bare blev liggende og lurede på mig, mens at jeg fik tøj på. Så jeg kastede et af hans rene par sokker efter ham.

”Se så at komme op!”

Vrissede jeg utilfreds, og trak den lidt slidte uldsweater på, som Molly, Rons mor havde givet mig. Cedric fnes bare, men stod da endeligt op. Han var begyndt at klæde sig på, da jeg pludseligt kunne høre råben. Og nogen, som græd.

Jeg for hen til det trebenede natbord, som balancerede ustabilt. Det væltede da også, da jeg lynhurtigt trak min tryllestav til mig. Jeg signalerede at Cedric skulle blive, før at jeg let skubbede teltåbningen lidt op. Nok til at jeg lige kunne se ud, og finde ud af hvad der foregik.

Det var Tonks der græd! Opdagede jeg. Og Remus styrtede over græsplænen, mens at han rev adskillige klumper hår ud af hovedet. Han transferede væk, så jeg skyndte mig op til Tonks. Hun kastede sig grædende i mine arme.

”Jeg troede… jeg troede at han ville blive så glad.”

Sagde Tonks grædende, netop som Cedric sluttede sig til os.

”Vi skal have et barn, hvorfor er han ikke glad?”

Sagde Tonks grædende, så jeg endeligt forstod. Hun var blevet gravid, og det havde Remus ikke taget så godt. Jeg ledte Tonks ind i huset igen, mens at Cedric tog ud for at lede efter Remus, godt forklædt, så han ikke blev opdaget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...