Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4100Visninger
AA

1. Høloftet

Vi faldt, og landede så meget brat i noget hø. Vi var vist endt på et høloft. Cedric satte sig straks op, med sin stav i hånden. Klar til at forsvare os.

”Hvor er vi?”

Spurgte han, uden at fjerne blikket fra den stige, som gik op til høloftet. Jeg forventede næsten at en dødsgardist ville komme kravlende op af den hvert øjeblik.

”Jeg er ikke sikker. Jeg tænkte bare på et sted langt væk.”

Svarede jeg. Han nikkede let, og så så let på mig.

”Jeg går ned, og tjekker om alt er sikkert. Så kan vi koncentrerer os om hvor vi er senere.”

Sagde han. Jeg nikkede let, selvom jeg ikke havde lyst til at han skulle gå fra mig. Han kunne vist se det på mig.

”Jeg skynder mig Elise.”

Lovede han, og kyssede let min kind, før at han trådte ned på trinene på stigen, og begyndte at kravle ned. Jeg sad bare, og nikkede let for mig selv.

Det var nervepirrende, at sidde der i stilheden, mens at jeg ventede på at Cedric skulle vende tilbage. Hvis han vendte tilbage…

Slå de tanker ud af dit hoved, tænkte jeg surt til mig selv. Cedric ville selvfølgeligt vende tilbage til mig, han ville ikke efterlade mig her. Han havde jo lovet det.

Men… hvad nu hvis han blev slået ihjel, som Sirius var blevet det? Så ville han jo ikke vende tilbage.

Jeg græd, da Cedric endeligt kom tilbage. Så han stormede op af stigen, og hev den hurtigt op, så andre ikke ville kunne bruge den.

”Elise.”

Hviskede han blidt. Jeg kastede mig grædende i hans arme. Min elskede Cedric, hvad skulle jeg dog gøre uden ham? Nu hvor jeg havde mistet min overbeskyttende, herlige onkel Sirius?

Det gjorde så ondt at tænke på Sirius. Det frygtlige øjeblik, hvor jeg havde set livet forlade hans øjne. Bellatrix’s grin og Harrys skrig. Min kære onkel, borte for altid. Jeg havde kun Cedric tilbage. Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle gøre uden ham. For han holdt bare om mig. Han lod mig græde, indtil at jeg ikke kunne græde mere. Han hviskede beroligende ord, og lovede mig at alt sammen nok skulle gå.

”Hvordan kan det? Hvordan kan det?”

Spurgte jeg. Han knugede mig tæt ind til sig.

”Jeg lader dem ikke tage dig. Jeg lader dem ikke gøre dig ondt, hører du mig Elise?”

Spurgte han, og kyssede mig let på hovedet.

”Jeg elsker dig, Elise og jeg lader dem aldrig tage dig bort fra mig.”

Hviskede han lovende, og begyndte at kysse mig lidenskabeligt. Og før at jeg vidste af det, var vi sunket omkuld i høet. Ham ind over mig, og ikke andet end de herlige kys, som jeg kunne tænke på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...