Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4070Visninger
AA

5. Den 30 Juni

Det var som stilheden før stormen. Cedric og jeg var på flygt, flygtede fra det ene sted til det andet, uden at blive længere end et par dage. Også den 30. juni dukkede der endnu en besked op, på bagsiden af det billede, som jeg havde af fønix-ordenen.

Det var sent, meget sent den nat. Jeg opdagede det kun, fordi at jeg havde billedet liggende ved siden af mig på den madras, som hørte med til det telt, som Tonks havde givet os. Det lyste let op, mens Dunder skrev beskeden på sit stykke papir, så det dukkede op på vores. Kun til brug i nødstilfælde.

”Dumbledore er faldet. Snape stod bag. Angreb på Hogwarts. Dødsgardister. Bill Weasley såret. Venner uskadt.”

Stod der kort skrevet på bagsiden, skrevet med Dunders håndskrift. Beskeden var kort, og Dunder havde tydeligvis været oprevet, da han skrev den. Det kunne jeg godt forstå. Og mens beskeden forsvandt, rejste jeg mig fra sengen og gik over i Cedrics del af teltet. Jeg begyndte allerede at græde, inden at jeg let ruskede ham.

”Hvad er der?”

Spurgte han søvnigt, og satte sig op. Han opdagede først nu mine tårer, på grund af det svage lys i teltet.

”Hvad er der sket?”

Spurgte han bekymret. Jeg snøftede trist, og satte mig på sengekanten ved siden af ham. Han lagde straks armene om mig, for at trøste, han kunne se på mig, at der var noget galt.

”Dødsgardisterne kom ind på Hogwarts, de har angrebet. Bill blev såret af en varulv, og Dumbledore…”

Jeg græd så meget, at jeg ikke kunne afslutte sætningen med det samme.

”Dumbledore… Hvad er der sket med ham? Er han okay?”

Spurgte Cedric bekymret. Jeg rystede på hovedet.

”Cedric, Dumbledore er død! Snape myrdede ham! Han er død.”

Sagde jeg, og lagde hovedet imod hans bryst. Han trak mig helt tæt, og strøg mig beroligende ned over ryggen.

”Det… det skal nok gå.”

Sagde Cedric, men lød ikke længere så sikker. Han rejste sig, og lagde mig ned på sin madras. Jeg krammede grædende hans hovedpude ind til mig, mens at han hentede min dyne og pude. Han tog min pude, og lagde min dyne over mig. Også krøb han i seng, så vi lå tæt op af hinanden. Der var ikke meget plads, men jeg var ligeglad.

”Det skal nok gå.”

Hviskede Cedric, og trak mig tæt ind til sig. Jeg snøftede trist, og nød bare at han holdt om mig. Varmen fra hans krop. Og så kyssede han mig let. Først forsigtigt, men så blev kyssene længere og længere. Mere og mere ivrige.

”Cedric…”

Sagde jeg protesterende. Han aede let mit hår væk fra mit ansigt.

”Vi har ikke været sammen siden den første nat på flugt, på høloftet. Lad mig trøste dig… Så hvis vi dør i morgen, så var vi lykkelig blot et øjeblik.”

Hviskede han. Jeg nikkede, og trak ham tæt, så han kunne kysse mig alt det han ville. Så vi kunne være sammen. For hvad hvis vi, som Dumbledore, pludseligt døde? Vores venner ville aldrig finde os, for de vidste ikke hvor vi var. Jeg havde kun Cedric, og jeg ville ikke skubbe ham væk. Jeg havde brug for at være sammen med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...