Minder - Elise Diggory

Det var slemt nok at være på flugt, det var slemt nok ikke at vide hvornår man kunne spise igen, hvornår at det næste angreb kom... Men det var allerværst at være væk fra mine venner og mine bekendte i fønix-ordenen, at sidde i et skjul og høre om deres kampe og deres tab. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan at jeg kunne have overlevet det mareridt, uden min elskede Cedric ved min side. Tiden på flugt var lang, så her er et udpluk af mine bedste og værste minder fra den tid..................... Det er den tredje og endelige del i min Elise Riddle-serie, som foregår i Harry Potter-universet

37Likes
9Kommentarer
4238Visninger
AA

9. Bill og Fleurs bryllup

”Hvem er i?”

Spurgte en af de andre gæster forvirret, da vi dukkede op. Jeg kendte hende ikke, og lod som om at jeg ikke havde hørt hende. Vi var gået glip af ceremonien, men heldigvis var vi da nået frem i tide til festen, så Fleur og Bill kunne blive fejret. Cedric støttede sig tungt op af mig. Jeg måtte sørge for ham først, før at vi kunne deltage i festen.

”Kom.”

Sagde Remus, og havde genkendt vores forklædninger. De samme som vi havde brugt, da vi skulle deltage i hans og Tonks bryllup. Han greb Cedrics arm, så jeg var glad for at vi var langt væk fra festen. Også Bill dukkede op, og overtog Cedrics arm fra mine skuldre.

”Kom så, Cedric. Hold dig vågen lidt endnu.”

Bad Remus, og alligevel måtte han og Bill halvvejs slæbe Cedric ind i Weasley-familiens hus.

”Godt at se jer.”

Sagde Tonks, og slog armene om mig.

”Lad dem om Cedric, og kom med mig. De savner jer alle så forfærdeligt.”

Sagde hun, og gav mig ikke rigtigt noget valg. Hun trak mig i nærheden af teltet, hvor en besværgelse som var kastet over det, fjernede min forklædning.

”Elise!”

Hylede Molly, Rons mor. Hun kom nærmest løbende ud af teltet, og hev mig ind i sine arme. Bare der ikke var nogen, som havde lagt mærke til det.

”Hvor er Cedric?”

Spurgte hun straks bekymret. Jeg så imod hendes hus.

”Vi blev afslørede, på vej hertil. De har på en eller anden måde fundet ud af at Fred og George hjalp os.”

Forklarede jeg.

”Har Fred og George hjulpet jer?”

Spurgte hun. Jeg kom til at smile. Selvfølgeligt havde Fred og George ikke sagt noget, som de havde lovet. Men selv ikke til Molly? Det var måske lidt i overkanten, men det havde trods alt været mere sikkert.

”Ja.”

Svarede jeg bare, og blev så grebet af den næste. Ginny, som var ved at græde af lykke. Jeg krammede hende ind til mig, lige så glad for at se hende.

”Du har tabt dig.”

Sagde hun bekymret. Jeg nikkede let. Det var svært at skaffe mad efterhånden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...