Christmas in Paris (1D)

21-årige Crystal, model for det verdenskendte mode magasin, Vogue Paris, er en oprindeligt engelsk pige, som er flyttet fra sin hjemby i England, for at forfølge drømmen om at blive model.
Hendes liv går perfekt, men en regnvejrsdag i November, møder hun en ny ansat skribent, Louis Tomlinson, som straks vækker interesse i Crystal. Reglen på arbejdet hedder at man ikke må have nogen form for forhold med kollegaer, og hvad hvis ingen af de to vil opgive deres stilling for kærligheden? Hvad hvis Crystal bogstavelig talt ikke kan skjule hendes forhold til Louis, og hvad med julen når alt er kaos, og intet er som før?

2Likes
3Kommentarer
343Visninger
AA

1. 28 November

Jeg greb mine beige farvede frakke og smuttede ud af den kæmpe glasdør, til Vogue Paris bygningen. Regnen silede ned, og det var endelig tid til at komme hjem, efter en lang arbejdsdag, fyldt med kritik. En eller anden bitch, havde endda antydet jeg skulle tabe mig en anelse, hvilket virkelig pissede mig af, for først og fremmest var jeg tyndere end hende, og andet og fremmest havde min chef sagt det var fint. 

"Frøken!" lød en skinger stemme bag mig. Jeg vendte mig rundt, hvor en fyr i starten af tyverne stod. Hans hår var allerede blevet gennemblødt af regnen. Han løb hen til mig, og rakte mig min hvide louis vuitton taske. Han tøvede lidt. "Du glemte din taske," sagde han. "Oh...Tusind tak," svarede jeg ham, og betragtede hans ansigt. Hvis man så bort fra det nervøse udtryk, lidt for lave højde og drivvåde hår, så han ret attraktiv ud. "Du er ny ikke?" spurgte jeg. Fyren nikkede. "Nå men...Vi ses."

Jeg vendte mig rundt, slog min paraply op, og satte kurs mod min lejlighed der lå omkring 2 kilometer herfra. Turen var træls, især når det stod ned, men en tur gennem Paris' gader var virkelig smuk, ligemeget hvordan vejret var. Jeg kunne mærke fyrens øjne i nakken, og jeg havde på fornemmelsen han ikke havde vendt om endnu. Fodtrin lød bag mig, og igen havde han indhentet mig. "Jeg kan give dig et lift hjem, hvis du ville have det," sagde han og nikkede i retning af en lyseblå vespa, der måtte tilhøre ham. Jeg overvejde det et kort øjeblik. Et enkelt lift, ville vel ikke kunne skade nogen. "Jo tak." Jeg fortalte ham hvor jeg boede, og satte mig op på vespaen. Jeg holdt tæt fast om livet på ham, som var det liv eller død, hvilket det egentlig også var. "Jeg hedder Louis forresten," råbte han over støjen af vespaen. "Jeg er Crystal," svarede jeg ham. Inden for få minutter var vi ved lejligheden. Han standsede, og hoppede afslappet af, imens han gav mig en hånd, som om jeg ikke selv kunne træde ned. "Du behøver altså ikke at følge mig til døren, Louis" sagde jeg og låste op ind til min lejlighed. Han gik over til nabodøren, ved siden af min lejlighed. "Det gør jeg heller ikke. Jeg bor her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...