Julemand, jeg tror på dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 10 dec. 2013
  • Status: Færdig
Tror du på Julemanden? Pigen i denne historie gør. Hendes juleaften blev helt anderledes, end de andre juleaftner hun havde oplevet.



Historien er et bidrag til Julekonkurrencen nummer 1.

22Likes
46Kommentarer
777Visninger

1. Julenatten

 

På døren sad der en krans; en af de der moderne sølvglinsende, runde nogle med spraymalede bær i. Grannet sad perfekt bøjet ind i kransen. Næsten for perfekt.

Det første han registrerede, da han trådte ind, var den stressede stemning i huset. Den trykkede og nagede ham. Det var da uudholdeligt, tænkte han, og rettede på den store hue.

I gangen hang der en masse jakker; store som små, læder såvel som fleece, tykke og tynde, pelsede og stilede. De hang perfekt på de brune træbøjler, næsten for perfekt. Ikke en eneste jakke lå på gulvet. Skoene stod pænt på rad og række. Ikke én stak ud og lavede kludder.

Børnene larmede ovenpå. De skreg og råbte af deres forældre; der var noget de var utilfredse med.

Det blev værre og værre. Enkelte gange hørtes et bandeord eller to. Han stod stille. Ventede på at stilheden ville sænke sig. Ventede på, at børnene som sædvanlig fik deres vilje. For det gjorde de jo altid.

 

Efter noget tid, tog larmen af. Forældrenes slæbende trin forsvandt. Dog blev de hurtigt erstattet af en høj piben i hans højre øre. Irriterende, mumlede han og tog hånden op til det hylende sted. Straks forsvandt det. 

Han nikkede tilfreds. Trådte ind i den kølige stue. Radiatorer stod spredt over det hele; men ingen af dem var tændt, for familien var meget nøjsomme omkring deres mange penge.

Overalt hang sølvskinnende guirlander, dyre glaskugler drejede rundt om sig selv i vinduerne, en skål med rosiner stod på bordet, og i midten af rummet knejsede et kæmpe juletræ. I toppen af træet sad en guldstjerne og blinkede, rundt omkring hang sølv trommer, perlekæder var spændt ud over træet, og små skinnende sløjfer var bundet omkring grangrenene.

 

Han vendte opmærksomheden imod træets fod. Store pakker lå perfekt stablet under træet. Næsten lidt for perfekt. Ikke én lå skævt. Det hele var gennemgået med stor præcision. Han havde afleveret gaverne dagen forinden. Men husets beboere var ikke helt så perfekte, som man lige umiddelbart skulle tro. Han vidste hvad han måtte gøre.

Han trak vejret tungt.

Der var mange pakker. Rigtig mange. Og ikke én havde en omkreds på mindre end en kogebog. Og det er en af de store tykke vi snakker om. Papiret og gavebåndet var præciseret ned til mindste detalje; de skulle alle være pakket i et flødefarvet tema, med rødt bånd, der var perfekt bundet i store sløjfer.

Han hostede.

Ryggen larmede ikke det mindste, da han, trods sin alder, bukkede sig ned mod de mange pakker. Derefter fiskede han med lethed en af dem op. Det var den der var flottest, mente han. Den havde et helt særlig mønster; som en forvirret hvirvelvind.

Pakken her er helt speciel, tænkte han, den skal det være.

Forsigtigt lagde han den ned i lommen på sin røde jakke, og gik ud af stuen, pressede dørhåndtaget ned, og trådte ud i den kolde vinteraften. Et sted i natten tuede en ugle. Det puslede i buskene for enden af haven.

 

Med et enkelt knips stod den foran ham. Perfekt udskåret og med store juleklokker på siderne. Han smilede ved synet. Den fik ham altid i sådan et godt humør. Et enkelt dyr stod prustende og stønnende foran kanen. Dens store gevir skjulte næsten det lille hoved, og det var så betagende et syn, at han stod stille i en stund, for at beundre dens skønhed. Tænk at der findes sådanne smukke dyr i denne verden, tænkte han, imens han satte sig til rette i kanen.

Langsomt løftede kanen sig fra jorden. Huset under ham blev mindre og mindre synligt, og til sidst var det kun en lille prik. Han svang den brune ruskindspisk, og rensdyret satte i gang. Hen over himlen gik det. Hurtigere og hurtigere. Den kolde vind fik hans skæg til at feje rundt.

 

Med et lavmælt puf, landede kanen foran et lille hus. Han steg ud, og i det samme forsvandt kanen bag ham. Døren foran ham var af træ, og på håndtaget hang en lille grankogle. Koglen var pyntet fint med lidt glimmer, og båndet der holdt den, var af rødt fløjlsstof.

Det var her han skulle ind.

 

Lyset fra vinduerne, fik sneen udenfor til at glitre som det pureste guld. Han åbnede forsigtigt døren. Den knirkede og knagede. Stille skubbede han den det sidste stykke op, og trådte ind.

Han skulle skynde sig, det vidste han.

Forsigtigt stak han hovedet ind i stuen. Der var koldt, det var der, men kakkelovnen i stuen sendte et blødt, fint skær rundt, og det varmede ham på en helt særlig måde. En måde der ej kunne beskrives. Den mindede ham om julen. Hyggen og glæden ved at være sammen med familien, at se folks ansigt lyse op, når de får deres spændende gaver, det var den følelse han havde. Følelsen af, at have nogen omkring sig, der holder af en. Men sådan en jul var det jo ikke alle der fik.

 

Han blinkede hurtigt med øjnene for at komme tilbage til virkeligheden.

Så opdagede han en tegning, som lå på et lille træbord, der stod ved kakkelovnen. Han tog den forsigtigt op;

Glædelig jul, Julemand stod der med sirlige bogstaver. Nedenunder var der tegnet en pige, og en mand i rødt tøj. Han havde en slidt sæk ved sin side, og et langt skæg snoede sig ned af hans store mave. Pigen var placeret foran ham, og han holdt en hånd på hendes skulder. Bag dem lå en lille flødefarvet pakke med rødt bånd, og en stor sløjfe pyntede på dens top. De smilede begge to.

 

I midten af stuen stod et lille træ. Der var ikke megen gran tilbage på dets tynde grene, det lignede mest af alt et skelet. Træets få nåle var grå og døde, og synet gjorde ham trist til mode. Rundt omkring hang nogle små hårde paphjerter. Det var det eneste pynt.

Han så eftertænksomt ud i luften. Nu skulle han skynde sig.

Nænsomt slap han hjertet, og fandt den lille pakke frem. Det røde bånd foldede sig perfekt ud, og der var ikke den mindste krølle at se.

Det var pigen i huset, der skulle have den. Hver dag gik hun sulten i seng, det vidste han. Hendes liv var styret af fattigdommen; aldrig havde hun oplevet det smukke ved julen. Aldrig. Men hun holdt sin tro ved lige. Hun troede på, at Julemanden ville hjælpe hende. Det var det der holdt hende i live.

 

 

Han placerede den lille gave tæt ved træets fod. Den skulle ikke kunne ses med det blotte øje; man skulle have troen på, at den var der, for at finde den.

Han rettede sig op, og smilede. Trak vejret tungt, og satte kursen mod udgangen. I det samme hørtes trin på trappen. En lille lyshåret pige kom til syne. Hun havde en tynd, hvid natkjole på. Hendes øjne var store og nysgerrige. Men man kunne ikke undgå også at lægge mærke til hendes spinkle arme, og ribbenene der tydligt sås igennem kjolen.

”Julemand?” hviskede hun. Han vendte sig om, og smilede varmt. Hendes blå øjne lyste af glæde, og hun hviskede henrykt:

”Jeg tror på dig.” Han smilede til den lille pige, og lagde en finger for munden. Hun nikkede, og vinkede forsigtigt til ham, da han trådte ud i julenatten.

Skoene knirkede, da han trådte ned i den høje sne. Bag ham stod pigen og så efter ham, og inden han forsvandt helt, hviskede hun:

”God jul, kære Julemand.”

 

Hvis du ser op på himmelen i dette sekund, vil du kunne ane Julemandens kane. Det er den der blinker. Og hvis du nu ser godt efter, kan du måske se Rudolf forrest. Det er hans røde næse der viser vej for Julemanden. Men det er en anden historie.

 

Glædelig jul

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...