Drengen med det røde hår

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
Mit bidrag til Vold I Familien-konkurrencen.

6Likes
3Kommentarer
635Visninger
AA

1. Det første af i alt ét kapitel

To huse længere nede ad vejen ligger et hus af ildrøde mursten. Jeg går forbi hver dag, når jeg er på vej hjem fra skole, og hver dag kigger jeg ind og ser, at gardinerne er trukket for. Hækken læner sig mod muren og giver en udmattet raslen fra sig, når vinden fyger gennem den. Jeg har set en rødhåret dreng på min egen alder hugge brænde foran huset, men jeg ved ikke, hvem der ellers bor der. Jeg har tit tænkt på, at jeg ville gå ind og besøge ham, men jeg har aldrig rigtig turde. De flyttede ind et halvt år efter vi gjorde, så man skulle tro, vi havde mere til fælles. Men jeg har aldrig hilst på ham.

Ind i mellem tænker jeg på, hvordan hans stemme lyder. Hvordan hans hånd ville føles i min. Hvordan det lyder, når jeg siger hans navn. Men jeg ved ikke engang, hvad han hedder. Selvom jeg kan læse på postkassen, at de hedder Huus.

Jeg forestiller mig, at fru Huus går rundt i en kjole så stram, at hun knap kan tage den af om aftenen. Hun står i køkkenet det meste af dagen, et skakbræts-forklæde beskytter hendes kjole fra stegeos og bolledej. Hr. Huus har polerede sko, som han stiller i entréen, når han kommer hjem fra kontoret. Han stiller mappen på spisebordet og kysser sin kone goddag. To rødhårede unger kommer ned ad trappen med fuldt fart og falder ind i favnen på deres far. En tredje, den rødhårede dreng med brændestablen meddeler, at han tager familiens golden retriever med ud på en tur rundt om søen.
”Så kan jeg lige gå forbi Brugsen og handle på vejen,” smiler han. Fru Huus nikker ivrigt og stikker ham en indkøbsliste.

Men en af dagene er der noget, der er anderledes. Døren står på klem. Jeg stopper op og stirrer skiftevis på mine fødder og på sprækken, hvor støvet danser ud fra. Jeg mærker nysgerrigheden sitre i nakken og ser døren komme tættere på, da mine fødder beslutter sig for, at i dag er dagen, hvor jeg skal hilse på drengen med det røde hår. Jeg stirrer stift på fødderne i de hvide Adidas, der traver hen over gruset i indkørslen. Da jeg når hen til de to trin, der adskiller døren fra indkørslen, tøver jeg alligevel et øjeblik. Jeg trækker vejret. Indud, ind, ud, indud. Jeg kan høre stemmer fra huset. Mit hjerte banker højere end normalt. Hvis det ikke var gemt så dybt i mit bryst, ville de sikkert kunne høre det inde i huset.

Et halvt minut senere finder jeg mig selv stående i deres entré. Bortset fra lyset, der trænger ind gennem døren bag mig, er rummet mørklagt. På min venstre side ligger en trappe, der forsvinder op i mørket ovenpå og under trappen står døren på klem til noget, der ligner et badeværelse. Til højre hænger et helkropsspejl. Jeg er ligbleg.

Lige fremme står døren på vid gab til køkkenet. Den rødhårede dreng står med ansigtet vendt mod gulvet. En mand med mørke øjne slynger skældsord gennem lokalet. En kvinde med skinger stemme forsøger at tale ham til ro.
”Mikael, fald nu ned! Han gjorde det jo ikke med vilje!”
”Hold kæft, Carina,” siger han koldt. I det samme løber en pige forbi mig og op ad trappen. Jeg skal til at hilse, men stopper mig selv. Hun ænser mig ikke engang. Kvinden lægger hænderne på skuldrene af den rødhårede dreng. Han løfter hovedet og møder hendes blik. Jeg ser, at hun har bare tæer, og så opdager jeg også, at der ligger en knust flaske mellem de bare fødder og drengens gummisko. Solen reflekteres i det grønne glas. Der løber gullig væske ud over gulvet.
”Fortæl ham, at det ikke var med vilje,” hvisker hun.
”Det var ikke med vilje,” siger drengen.
”Han mener det ikke,” konstaterer manden. Pigen på førstesalen begynder at græde.
”Det var ikke med vilje!” siger drengen igen, lidt højere.
”Du smed den fra dig,” siger manden. Han skubber kvinden væk og stirrer på drengen. Den rødhårede knægt slår blikket væk.
”Jeg tabte den,” hvisker han. ”Und-”

Han bliver afbrudt af en hånd, der rammer hans ansigt. Et rødt aftryk bliver hængende på kinden længe efter, manden har sænket hånden igen. Der er stille. Selv pigen er holdt op med at klynke. Ingen har opdaget mig. Jeg overvejer at bakke tilbage ud på villavejen. Men jeg bliver stående.

”Jeg er skuffet,” siger han. Det kribler ned ad ryggen på mig. Der er noget galt med måden, han siger det på. Han er ikke bare skuffet, han er farlig. Jeg lukker øjnene, da han giver den rødhårede dreng to slag i ansigtet. Jeg lytter. En dør smækker. Der er stille. Jeg åbner forsigtigt øjnene og ser den rødhårede drengs ansigt en halv meter fra mit. Jeg gisper.

Jeg bakker tilbage mod døren med blikket fæstnet på den hævede ring omkring drengens øje.
”Du må ikke sige det til nogen,” siger han, idet jeg træder ud i sollyset. ”Hvis du siger det, så slår de dig ihjel.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...