To him I was unwanted ▲ One direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2015
  • Status: Igang
Følelsen af tomhed, sorg og ikke at kende halvdelen af sig selv er ikke en dans på roser. 14 årige Nellie Wonder Horan er ekspert i den følelse. Normalt bruger hun ikke sit efternavn Horan. Det er der nemlig en helt særlig grund til. Ikke at hun ikke har lyst til det, men skæbnen har bestemt at hun ikke kan. Navnet tilhøre nemlig ingen anden en Nellies far. Niall Horan fra bandet One Direction. Det vil sige at hvis hun råbte det op på gaden ville alle lægge mærke til hende, men sådan er det ikke. Nellie er en helt normal 14 årig pige. Hendes far forlod dem nemlig da hun var 2 måneder med et råb om at Nellie forblev hans og Nellies mors lille hemmelighed, men kan hemmeligheder altid forblive hemmeligheder?

54Likes
57Kommentarer
3291Visninger
AA

3. Why can't you?

"Nellie det kan jeg ikke.. rettere sagt det må jeg ikke" Hendes øjne blev vrede og jeg kunne tydeligvis mærke at hun helst ville undgå denne samtale. 

"Hvorfor kan du ingengang fortælle mig om min egen far?" Jeg kunne mærke tårene presse sig på. Hvorfor vil ingen fortælle mig noget om ham? 

"Nellie det din fars ønske-" Jeg kunne ikke klare det mere, det drev mig fuldkommen til vandvid.. Hvad skete der? Hvad var der med min far som de ikke vil fortælle mig? 

Min mor var ikke den eneste der kendte ham. Min mormor og morfar kendte ham også men de var lige så lukkede som min mor. 

Lige nu ville jeg ønske at jeg slet ikke var blevet født. 

Jeg skubbede hårdt stolen tilbage og rejste mig bestemt fra bordet. 

"Hvis alt er sådan et stort problem med min far hvorfor.. hvorfor fik du mig så overhovedet med ham?" Jeg kunne næsten ikke få ordene over mine læber. 

Jeg har hele livet længtes efter at min far en dag ville komme over på min skole og sige "Hej Nellie jeg er din far" men det skete aldrig. 

Jeg så hvordan de andre piger fra min klasse løb deres fædre i møde og hoppede op i deres arme af glæde. 

Det har jeg aldrig prøvet. 

Jeg nærmest sprang op af trapperne og knaldede min dør i med et smæk, før jeg i en hurtig bevægelse fik låst den. 

Jeg greb fat i min guitar og prøvede på at huske nogle akkorder til et gammelt boybands store hit. Sangens titel var smuttet i løbet af tiden, men jeg syntes den havde en virkelig fed pointe. 

Musik var den eneste ting der kunne køle mig ned. Bare at sidde med min guitar og spille lidt gjorde mig helt okay igen. 

Om jeg så vred at jeg kunne dræbe en, så kunne det altid gøre mig glad.

 

***

 

Jeg næsten sprang op af sengen her til morgen. Jeg havde glædet mig til denne dag i meget lang tid. Min klasse og jeg skulle på et helt specielt museum om gammelt musik og var der noget jeg elskede var det musik. 

Jeg havde altid fundet musikkens historie interresant og de havde bedt os om at tage et instrument med hvis det var muligt. Så det var uden tvivl med humøret i top at jeg strøg ud af døren med min guitar på ryggen. 

"Hvis du vil starte med at vise os hvad du har taget med" En mand pegede på mig og gjorde hentydning til at jeg skulle gå op til en stol som alle andre mennesker sad rettet imod. Normalt var det ikke mig det der med så meget opmærksomhed og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var nervøs. 

Jeg åbnede stille min guitars taske og tog nervøs guitaren og placerede den blidt på mit lår. "Ja jeg har taget min guitar med, da det er det eneste instrument jeg kan spille".

Jeg kunne høre en stille latter fra folk blandt publikum. Publikum var måske lidt for meget at kalde dem. Der var min klasse og nogle forskellige gæster på museet som kiggede. 

"Spil" råbte en dreng fra min klasse. 

Når ja jeg skulle spille. Men vent det havde jeg jo ikke øvet mig på. Jeg kiggede forvirret ned på Leah og hun mimede noget jeg ikke helt forstod. 

Mine øjne famlede forvirret fra min guitar, til publikum og så tilbage på min guitar igen. 

Jeg trak vejret en sidste gang før jeg stille begyndte at spille akkorderne til Wonderwall.

Jeg rystede hovedet en gang inden jeg begyndte at synge. En mærkelig boblende fornemmelse bredte sig i min mave bare ved tanken om at jeg faktisk sang, foran en slags publikum. 

Jeg tog mig et lille moment til at kigge ud på folk og jeg kunne ikke selv lade vær med at smile da jeg så hvor glad min musik gjorde folk. 

Jeg følte mig mere til pas og jeg tror at alt min nervøsitet gik over og blev forvandlet til en slags lykke. Det var der jeg indså at jeg havde en connection med musik. 

Jeg kiggede op igen og lagde mærke til en mand helt bagerst i rummet, han havde et specielt smil. 

 

***

Så kom andet kapitel af To him I was unwanted.

Ej jeg elsker det. 

Hvad syntes i om at Nellie endelig har fundet sin connection i musikken. 

Og hvem er den her mystiske mand? 

Har simpelhen ikke kunne vente med at publicere dette kapitel.

Thihi

God jul og godt nytår :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...